Forside » Handicap » Børn med autisme » Definition

Definition

Autismespektrumforstyrrelse er en gennemgribende udviklingsforstyrrelse, der er kendetegnet ved en forsinket udvikling af sociale og kommunikative færdigheder samt gentagende og stereotyp adfærd, som forekommer i forskellige grader og former.

 |  Socialstyrelsen

Gennemgribende udviklingsforstyrrelse

Autismespektrumforstyrrelse er en gennemgribende udviklingsforstyrrelse, som dækker over en række tilstande, som udfordrer barnets kommunikative og sociale færdigheder. Derudover kan børn med autisme også vise tegn på gentagelsesprægede adfærdsmønstre og interesser (WHO, 2017 & WHO, 2018). 

Autisme indvirker på barnets interesseområder, personlighedsudvikling og livssituation – i det hele taget alle de situationer og sammenhænge, som de befinder sig i.

Man kan ikke se, hvis et barn har autisme, men tilstanden medfører en anderledes måde at opleve den sociale verden på, der giver udfordringer i forhold til at indgå i sociale sammenhænge og kommunikere med andre mennesker. Børn med autisme kan også have sanseforstyrrelser. Sanseforstyrrelserne viser sig ved, at en eller flere sanser er markant skærpet eller dæmpet, og sanseintegrationen forstyrret (Rothenborg & Rothenborg, 2012).

Autismespektret

Børn kan have autisme i lettere eller sværere grad inden for et spektrum, og deraf kommer begrebet autismespektrumforstyrrelse. I dette tema om børn med autisme vil autisme blive brugt om den samlede målgruppe.


Inden for autisme findes forskellige typer. Børn med følgende typer: Aspergers Syndrom, Gennemgribende udviklingsforstyrrelse uspecificeret (GUU), Gennemgribende udviklingsforstyrrelse, Anden (GUA), atypisk autisme har som oftest autisme i let grad. Hvorimod et barn med infantil autisme oftest har autisme i sværere grad, men det er ikke altid tilfældet.


Selvom der er forskellige typer af autisme, kan børn med samme diagnose være meget forskellige, fordi de ikke har samme personlighed, funktionsniveau, og de har forskellige styrker og svagheder (Bjåstad et al., 2016). Også derfor er der ikke en tydelig skillelinje i forhold til, hvordan en autismetype adskiller sig fra en anden (Petersen & Christensen, 2013). Et barn kan foruden fællestrækkene have yderligere udfordringer, som et andet barn med samme type af autisme ikke har, eller det ene barn anvender andre mestringsstrategier til at håndtere udfordrende situationer. De kan således agere forskelligt (Bjåstad et al., 2016).

Diagnosticering

I Danmark bruges diagnosesystemet fra World Health Organization (WHO), som hedder ICD-10. Efterfølgeren, ICD-11, blev frigivet i juni 2018, men træder først i kraft i 2022. I ICD-11 diagnosticeres personer med autisme ikke med en type af autisme, men i stedet med en grad af autisme hhv. 1., 2. eller 3. grad (WHO, 2018).

Tilstanden er ikke altid tydelig for de voksne omkring barnet, og derfor kan nogle børn vokse op med autismetræk uden at få stillet diagnosen. Hos andre børn er udfordringerne meget tydelige fra de tidlige år (Petersen & Christensen, 2013).

Et barn med autisme i svær grad diagnosticeres ofte tidligt i livet ved omkring 3-5-årsalderen, mens de fleste børn med Aspergers Syndrom diagnosticeres, når de er mellem 6 og 14 år (Jørgensen et al., 2015).

Socialstyrelsens analyse af børn og unge med autismespektrumforstyrrelser

Socialstyrelsen har udarbejdet en deskriptiv registeranalyse vedrørende børn og unge med autismespektrumforstyrrelser. Den omfatter en analyse af udviklingen i målgruppens størrelse samt en analyse af generelle karakteristika og en række uddannelsesmæssige udfaldsmål for børn og unge med autisme sammenlignet med børn og unge uden autisme.

Læs mere om analysen her

Årsager til autisme 

Der findes ikke forskningsmæssigt belæg for en entydig årsag til autisme, men det tyder på, at der er tale om en forstyrrelse i hjernen i samspil med faktorer i personens miljø. Den neurologiske forstyrrelse kan være forårsaget af flere forhold: genetiske dispositioner, forstyrrelser under graviditeten eller fødslen eller en tidlig hjerneinfektion (Bjåstad et al., 2016). Som regel er det ikke muligt at afklare den egentlige årsag, og diagnosticeringen baseres derfor på observationer af barnets adfærd i socialt samspil, i kommunikation og i barnets leg og motoriske mønstre. Barnets adfærdsmønstre sammenholdes med adfærd hos andre børn på samme alder (Peeters, 2010).

Kilder

Bjåstad, Jon Fauskanger et al. (2016). Autismespektertilstander. I: Edvin Bru et al. (Red.) (2016), Psykisk helse i skolen. Oslo: Universitetsforlaget.

Levy, Florence (2007). Theories of autism. Australian and New Zealand Journal of Psychiatry, Vol. 41(11): 859- 868.

Peeters, Theo (2010). Autisme: Fra teoretisk forståelse til pædagogisk praksis (2. udgave). Videnscenter for Autisme.

Petersen, Camilla Rau & Christensen, Elisabeth (2013). Kvinder og piger med asperger. 11 fortællinger om livet med en aspergerprofil. København: Pressto.

Rothenborg, Jeanette R. & Rothenborg,Michael (2012). Vejen videre – når dit barn har autisme. København: Pressto.

Jørgensen, Meta et al. (2015). Landsdækkende kliniske retningslinjer vedrørende udredning og behandling af autismespektrumforstyrrelser/gennemgribende udviklingsforstyrrelser. BUP-DK. 

WHO – World Health Organisation (2018). ICD-11: International Classification of Diseases 11th Revision – The global standard for diagnostic health information. WHO – World Health Organisation. Tilgængelig fra: https://icd.who.int/ [lokaliseret 17-12-2018].

WHO – World Health Organisation (2017). Autism spectrum disorders. WHO – World Health Organisation. Tilgængelig fra: http://www.who.int/news-room/fact-sheets/detail/autism-spectrum-disorders [Lokaliseret 17-12-2018].

Publiceret: 19.12.2018. Sidst opdateret: 06.03.2019