Et studie fra 2015 viser god effekt af NDP3 til behandling af børn med verbal dyspraksi i alderen 4-12 år.
Forskerne bag reviewet over interventionsstudier for verbal dyspraksi (Murray et al, 2014) betegner The Nuffield Centre Dyspraxia Programme (NDP3) som havende ’potentiel suggestive evidence’ (potentielt mulig effekt). På tidspunktet for reviewet (og i den systematiske litteratursøgning) fandtes der ingen studier om effekt af NDP3 på højt evidensniveau. Undersøgelser af effekt begrænsede sig til seks deskriptive casestudier.
I 2015 er der imidlertid udgivet en forskningsartikel, der beskriver et australsk RTC studie, som sammenligner to behandlingsindsatser (NDP3 og ReST) over for børn med verbal dyspraksi (Murray et el., 2015). Studiet er gennemført af de samme, som stod bag det systematiske review.
RCT studie
Forfatterne til studiet konkluderer, at både NDP3 og ReST (Rapid Syllable Transition Treatment) giver gode behandlingsresultater, når der iværksættes et intensivt forløb. Begge metoder har også resulteret i en markant forbedring af børnenes evne til at overføre det lærte på lyde og ord, som ikke har været i fokus i behandlingen. ReST udmærker sig dog ved at have bedre langtidseffekt end NDP3, idet en follow-up undersøgelse fire måneder efter endt behandling viste, at de forbedringer, der var opnået med ReST, var bedre vedligeholdt (Murray et al., 2015).
De to indsatser, som evalueres, kan sidestilles ved, at de begge er manualiserede og følger faste procedurer. Begge indsatser har fokus på motorisk programmering og planlægning og koncentrerer indsatsen om de tre kernetræk ved verbal dyspraksi: inkonsistent udtale af konsonanter og vokaler i gentagen produktion af stavelser og ord, forlængede og afbrudte koartikulatoriske overgange mellem lyde og stavelser og utilstrækkelig prosodi.
I studiet deltog 26 børn med verbal dyspraksi i alderen 4 til 12 år. Børnene blev inkluderet, så de var så sammenlignelige som mulig. De havde alle normal hørelse og normalt syn, havde samme modersmål og havde ikke andre diagnoser end verbal dyspraksi.
Halvdelen af børnene fik NDP3 og halvdelen fik ReST. Fordelingen foregik efter et tilfældighedsprincip.
Alle børn fik 12 sessioner á en times varighed over tre uger med fire ugentlige sessioner. Behandlingen foregik efter programmernes manual, og der blev opstillet målbare succeskriterier for begge forløb. Selve behandlingen blev varetaget af logopædstuderende under supervision af en erfaren behandler. Hver behandler var tilknyttet to deltagere, hvoraf den ene fik NDP3 og den anden ReST behandling. Behandlerne vidste naturligvis hvilken behandling de gav, men de havde ikke kendskab til studiets hypoteser og resultater.
Studiet viste god effekt af begge indsatser:
- I begge grupper af børn steg præcisionen i udtalen af de trænede lyde, stavelser og ord i løbet af undersøgelsesperioden markant. Børnene, der modtog NDP3, viste her de bedste resultater.
- En måling en uge til en måned efter afsluttet behandling viste en lille stigning i udtalepræcision på de trænede lyde og ord hos børnene, der havde modtaget ReST, mens der skete et lille fald i udtalepræcisionen hos børnene, der havde modtaget NDP3.
- Udviklingen i børnenes evne til at overføre det, de havde lært i forbindelse med behandlingen til rigtige ord, var lige stor hos begge grupper. Derimod var overførslen til ikke trænede pseudoord betydelig større hos børnene, der havde modtaget ReST.
Forskernes hypoteser var, at begge behandlingsmetoder ville give samme grad af effekt fra før behandling til en uge efter. Denne hypotese holdt ikke stik, idet NDP3 havde bedre resultater på den korte bane. Derudover forudsagde forskerne, at langtidseffekten og overførselsværdien ville være størst med ReST behandling. Denne hypotese holdt stik.
Studiets konklusion er, at begge indsatser er effektive i behandling af børn med verbal dyspraksi i alderen 4-12 år. Begge indsatser viste markante forandringer i forhold til børnenes præcision i udtale af både trænede og ikke-trænede rigtige ord op til fire måneder efter endt behandling (Murray et al., 2015).
Single case studier
Ud over RCT studiet, er effekten af NDP3 som tidligere nævnt kun beskrevet gennem enkeltstående casestudier. De er beskrevet i manualen til NDP3 (The Nuffield Dyspraxia Programme NDP 3, 2015) og i bogen ’Interventions for Speech Sound Disorders in Children’ (Williams & Stephens, 2010).
Et af casestudierne er afrapporteret i en artikel i et engelsk fagblad, mens de fem øvrige er afrapporteret i to kandidatafhandlinger fra engelske universiteter. Disse afhandlinger er imidlertid ikke publiceret.
I artiklen, der er fra 2006, rapporteres et enkeltstående casestudie af den 3-årige dreng, som er diagnosticeret med autisme spektrum forstyrrelse og verbal dyspraksi. Drengen modtog ugentlig træning ud fra principperne i NDP3 kombineret med daglig træning hjemme og i daginstitution. Ifølge artiklen gjorde drengen store fremskridt med sin udtale i forbindelse med træningen. Dertil kommer, at hans evne til at udtrykke sig sprogligt også udviklede sig bemærkelsesværdigt.
I de to ikke-publicerede kandidatafhandlinger beskrives fem casestudier, hvor børnene er blevet trænet ud fra principperne i NDP3. Casestudierne omhandler børn med udtalevanskeligheder, men ingen af børnene er specifik diagnostiseret med verbal dyspraksi.
Casestudierne bidrager således ikke til dokumentation af effekten af NDP3.
Kilder
Murray, Elizabeth et al. (2014). A Systematic Review of Treatment Outcomes for Children with Childhood Apraxia of Speech, American Journal of Speech Language Pathology, Vol. 23, 4, s. 486-504
Murray, Elizabeth et al. (2015). A Randomized Controlled Trial for Children With Childhood Apraxia of Speech Comparing Rapid Syllable Transition Treatment and the Nuffield Dyspraxia Programme – Third Edition, Journal of Speech, Language and Hearing Research, Vol. 58, s. 669-686
Williams, Pam & Stephens. Hillary (2010). The Nuffield Centre Dyspraxia Programme, i Williams, A. et al (ed) (2010) Interventions for Speech Sound Disorders in Children, Paul H. Brookes Publishing Co.