Dynamic Temporal and Tactile Cueing (DTTC) har fokus på at forbedre planlægning og programmering af taleproduktion i hjernen ved at give barnet sansemæssige erfaringer med, hvordan lyde formes korrekt.
Dynamic Temporal og Tactile Cueing (DTTC) er en variant af metoden Integral Stimulation Therapy og er udviklet af Edythe Strand i slutningen af 1990’erne til børn med svær verbal dyspraksi.
DTTC-indsatsen baserer sig på motoriske læringsprincipper, som er den teoretiske tilgang, der har vist sig effektiv i behandling af verbal dyspraksi, og som går ud på at træne hjernens evne til at planlægge og automatisere talebevægelser (Maas, 2014; Strand, 2020).
Formålet med DTTC
Formålet med DTTC er at forbedre effektiviteten af de planlægnings- og programmeringsprocesser i hjernen, der er i gang i forbindelse med produktion af talelyd. DTTC har især fokus på at udvikle og forfine den sansemotoriske planlægning og programmering af bevægelsesmønstre, der bruges i tale, og som er forudsætningen for at kunne tale forståeligt (Strand, 2020).
Kerneelementer i DTTC
Kerneelementerne i DTTC er, at det er bevægelsen snarere end lyden og fonemet, der er i fokus, og at der arbejdes på at give barnet sansemæssige erfaringer med produktion af tale. De centrale elementer i DTTC er taktile stimuli, modellering og feedback.
Taktile stimuli og modellering
Der anvendes taktile stimuli (berøring af området omkring munden) og ”modellering”, hvor barnets kæbe og læber bliver formet, så barnet får en kropslig fornemmelse af, hvordan lyde formes korrekt.
Feedback
Der anvendes feedback, hvor barnet får en umiddelbar tilbagemelding på resultatet, fx ”din mund er for åben” eller ”rund læberne mere”. Når musklerne får mulighed for at udføre bevægelserne korrekt, og sansesystemet derved aktiveres, bliver der sendt information til hjernen om, hvordan de korrekte bevægelser føles. Erfaringen lagres i den motoriske hukommelse og bevirker, at barnet bedre kan genkalde og fastholde fornemmelsen af de bevægelser, som skaber den rette lyd (Strand, 2020).
Fremgangsmåde i otte trin
Fremgangsmåden i DTTC er hierarkisk opbygget og følger otte trin, der udføres af en logopæd i samspil med barnet (Bowen, 2015; Strand, 2020):
- Imitation efter princippet ”se mig, hør godt efter, og sig så, hvad jeg siger”.
- Simultan tale. Hvis barnet ikke kan imitere, siger logopæd og barnet ordet i kor, hvor vokalen trækkes ud (forlænges).
- Afkortning af vokallængden for at ordet skal lyde mere naturligt.
- Gradvis forøgelse af talehastigheden til den normale hastighed.
- Gradvis reduktion af logopædens stemmestyrke. Eventuelt mimer logopæden, så barnet gradvist overtager styringen selv.
- Direkte imitation, hvor barnet ser på logopædens ansigt, mens en auditiv ”model” anvendes.
- Introduktion af en en-to sekunders stimulusresponsforsinkelse. Dette anvendes, når barnet kan imitere logopædens model med normal hastighed og prosodi.
- Spontan tale, fx ved at logopæden spørger barnet om, hvad et billede forestiller (Bowen, 2015).
I DTTC skal barnet have opmærksomheden rettet på, hvordan ordet lyder, hvordan munden ser ud, når man artikulerer, og hvordan bevægelsen føles. Barnet skal derfor være i stand til at følge logopædens mundbevægelser og tale (Strand, 2020).
Indhold i træningen
For at opnå en effektiv behandling begynder man at arbejde med ganske få ord – jo sværere verbal dyspraksi, jo færre antal ord. De enkelte ord repeteres mange gange i bestemte blokke (15-30 gange). Når barnet kan gentage ordet flere gange uden hjælp fra logopæden, går man videre med forskellige variationer af stimuliene for at øge forudsætningerne for den talemotoriske indlæring (Engström, 2013).
Dette foregår først ved at mindske antallet af gentagelser inden for hver blok, så barnet lidt efter lidt bare siger et ord én gang. Derefter arbejder barnet og logopæden med ordet, hvor der anvendes forskellig prosodi (tryk, intonation og lydstyrke), forskellige kropsstillinger (fx siddende, stående og gående) og ordet brugt i kombination med andre ord (Engström, 2013).
For at skærpe præcisionen af barnets udtale kan der anvendes taktile stimuli (berøring af området omkring munden) og/eller gestik (fx tegn med hånden), ligesom der i arbejdet med prosodi kan anvendes teknikker fra Melodic Intonation Therapy, som er en metode, der har fokus på at træne melodien i sproget (Bowen, 2014). I forbindelse med DTTC-behandling kan der også bruges elektrisk tandbørste til sensorisk stimulering (Westerlind, 2013).
Når barnet er i stand til at selvstændigt at bruge ordet i forskellige sammenhænge, flyttes det til generaliseringsfasen, hvor ordet trænes hjemme sammen med forældrene (Engström, 2013).
DTTC’s forløb
Metoden er i sin oprindelige form beskrevet som et seksugersforløb med 10 ugentlige sessioner á 30 minutter hver (Strand et al., 2006).
Som en del af en undersøgelse af feedbackfrekvens i behandling anvendte Maas et al. (2012) DTTC-metoden i en modificeret udgave, nemlig som tre ugentlige sessioner á én time i to gange fire uger. Den totale varighed af dette forløb var 16 uger: To uger med indledende målinger, fire ugers behandling, to ugers vedligeholdelse, fire ugers behandling, to ugers vedligeholdelse og followup igen efter to uger (Maas et al., 2012).
I en artikel fra 2020 skriver Edythe Strand, at et forløb med minimum tre-fire ugentlige DTTC-sessioner erfaringsmæssigt vil bevirke, at et barn med svær verbal dyspraksi inden for et år vil opnå et niveau, hvor DTTC ikke længere er nødvendigt (Strand, 2020).
Logopædens rolle i DTTC
DTTC er en indsats, der lægger op til, at logopæden løbende træffer en række faglige beslutninger, fx om hvor hyppigt indsatsen skal gives, hvordan den skal organiseres, hvad der helt specifikt skal trænes på hvert trin i behandlingshierarkiet osv. I forhold til fidelitet og effektivitet af indsatsen lægger programudvikler derfor op til, at indsatsen leveres af erfarne logopæder med specialviden om verbal dyspraksi og DTTC (Strand, 2020). Det kræver ikke certificering at praktisere DTTC, men i Danmark udbyder bl.a. Audiologopædisk Forening (ALF) kurser i metoden.
Progressionsmåling af barnets udvikling
Der findes ikke et egentlig progressionsmålingsværktøj i DTTC, men der anvendes konsekvent ”probe testing”, hvor logopæden fortløbende evaluerer barnets fremskridt (Strand, 2020).
Kilder
Bowen, Caroline (2015, 24. november). Dynamic Temporal and Tactile Cueing (DTTC) and Integral Stimulation. Tilgængelig fra https://www.speech-language-therapy.com/index.php?option=com_content&view=article&id=76:dttc&catid=11:admin&Itemid=113 [lokaliseret 28-10-2020].
Engström, Åsa (2013). Behandling av två barn med verbal dyspraxia enligt Dynamic temporal and Tactile Cueing (DTTC): En multiple fallstudie. I: McAllister, A. (red.), Oral and Verbal Apraxia in Children: Assessment, Intervention and Outcome (s. 99-110). Linköping: Linköpings Universitet.
Maas, Edwin et al. (2012). Feedback Frequency in Treatment for Childhood Apraxia of Speech. American Journal of Speech-Language Pathology, Vol. 21(3): 239-257.
Strand, Edythe A. et al. (2006). Treatment of severe childhood apraxia of speech: A treatment efficacy study. Journal of Medical Speech-Language Pathology, Vol. 14(4): 297-307.
Strand, Edythe A. (2020). Dynamic Temporal and Tactile Cueing: A Treatment Strategy for Childhood. American Journal of Speech-Language Pathology, Vol. 29(1): 30-48.
Westerlind, Vanessa (2013). Sensorisk stimulans med eldtandborste och DTTC: En kombinerad behandling i två steg tillämpat på en 3-årig flicka med förmodad verbal dyspraxi. I: McAllister, A. (red.), Oral and Verbal Apraxia in Children: Assessment, Intervention and Outcome (s. 111-123). Linköping: Linköpings Universitet.