Forside » Handicap » Børn med epilepsi » Definition

Definition

Epilepsi er en samlet betegnelse for forekomsten af gentagne stereotypt optrædende anfald, som skyldes forstyrret elektrisk aktivitet i en større eller mindre del af hjernens celler. Der findes mange forskellige årsager til epilepsi, ligesom der findes forskellige typer anfald. Anfaldenes form afhænger af, hvor i hjernen forstyrrelsen opstår, og de kan derfor være meget forskellige fra person til person.

| Socialstyrelsen

Sundhedsfaglig definition                                                                         

Epilepsi defineres ved en tendens til epileptiske anfald. Diagnosen epilepsi stilles dermed på baggrund af gentagne spontant forekommende epileptiske anfald.

Definition og klassifikation er under løbende revision. Ifølge det seneste forslag til en definition fra den internationale fagorganisation International League Against Epilepsy (ILAE) defineres epilepsi som:

  • en tilstand, hvor der er forekommet mindst 2 uprovokerede epileptiske anfald med mere end 24 timer imellem, eller
  • en tilstand, hvor der er forekommet ét uprovokeret epileptisk anfald, og hvor sandsynligheden for at yderligere epileptiske anfald i løbet af de næste 10 år skønnes væsentlig(> 60 pct.) eller
  • ved diagnosticering af et epilepsisyndrom (Fisher, 2014).

Et andet forslag til en forståelse af epilepsi er, at epilepsi skal ses som en del af et spektrum af forskellige lidelser, der deler samme bagvedliggende mekanismer, og som resulterer i både epilepsi og i nogle af de sameksisterende lidelser, som ses sammen med epilepsi (komorbiditet), og som også påvirker den psykiske trivsel og outcome i forhold til livskvalitet. (Berg AT, 2011).

Årsager

Der skelnes overordnet mellem tre forskellige årsager til epilepsi:

  • En strukturel skade eller dysfunktion (symptomatisk).
  • En genetisk årsag.
  • En ukendt årsag (idiopatisk) (Berg et al., 2011).

Genetiske faktorer spiller en væsentlig rolle i de fleste former for epilepsi, og det skønnes, at genetik spiller en rolle for ca. 70 pct. af mennesker med epilepsi (Alving et al, 2014). Der er forskellige mekanismer involveret, og de samme gener kan give anledning til forskellige epilepsisyndromer. Mange af generne har både en selvstændig virkning, der medfører epilepsi og en disponerende virkning, hvor en yderligere (genetisk) skade kan være afgørende for, hvilken form for epilepsi, der udvikles (Hjalgrim og Juul, 2014).

Blandt mennesker med nydiagnosticeret epilepsi har omkring 35 pct. en kendt årsag. Epilepsi med en kendt årsag kaldes sekundær epilepsi eller symptomatisk epilepsi (Alving et al., 2014). Årsagerne til sekundær (eller symptomatisk) epilepsi kan være:

  • hjerneskade fra prænatal eller perinatale skader (fx iltmangel eller skader under fødslen, lav fødselsvægt)
  • medfødte abnormiteter eller genetiske sygdomme, som medfører misdannelser af hjernen
  • en alvorlig beskadigelse af hovedet (traume)
  • en blodprop eller hjerneblødning, som begrænser mængden af ilt til hjernen
  • en infektion i hjernen, såsom meningitis
  • visse genetiske syndromer
  • en hjernetumor.

Hos de yngste børn er de mest almindelige årsager misdannelser af hjernen, hjerneblødninger, kromosomsygdomme og andre genetiske forandringer samt stofskiftesygdomme. Hos skolebørn og voksne er de mest almindelige årsager betændelsestilstande i hjernen, tumorer samt hjerneskader som følge af slag mod hovedet. Hos ældre er de hyppigste årsager apopleksi (blodprop og hjerneblødning) og degenerative sygdomme (som fx demens) (Alving et al., 2014).

Anfaldstyper

De fleste kender til krampeanfald, hvor personen med epilepsi ligger og har trækninger i hele kroppen og ikke er ved bevidsthed, men epilepsianfald ser langt fra altid sådan ud. Anfald kan fx også vise sig som:

  • kortvarige tilfælde af fjernhed
  • sanseforstyrrelser (hvor barnet med epilepsi fx pludselig kan lugte, se eller mærke noget, der ikke er der)
  • motoriske forstyrrelser (hvor barnet fx får ufrivillige bevægelser i en del af kroppen)
  • pludselig ændring af væremåde
  • psykiske oplevelsesfænomener (pludselig og forbigående oplevelse af angst, depression, deja-vu, ændret tidsopfattelse mv.).

Hvordan anfaldet viser sig afhænger af, hvilke netværk i hjernen, der er påvirkede, og om hele hjernen eller kun dele af hjernen er påvirket.

Helt overordnet opdeles anfald i henholdsvis generaliserede anfald, hvor anfaldet involverer hele hjernen og fokale anfald, hvor kun en mindre del af hjernen er involveret. Ved generaliserede anfald er netværk i begge hjernehalvdele involveret. Generaliserede anfald kan komme til udtryk på forskellig vis, men fælles er, at bevidstheden oftest påvirkes ved denne type anfald. Anfaldene kan vare fra et splitsekund til flere minutter.

Ved fokale anfald er den epileptiske aktivitet i et netværk begrænset til én del af hjernen. Ved denne type anfald kan personen i nogle tilfælde bevare bevidstheden og være vågen under anfaldet. I andre tilfælde bliver bevidstheden påvirket, så personen med epilepsi ikke er kontaktbar og ikke registrerer, hvad der foregår under anfaldet (Alving et al, 2014).

Der findes forskellige subtyper af anfald, og det at have epilepsi kan derfor være meget forskelligt, alt efter hvilken type anfald man får. Flere forskellige anfaldstyper kan godt eksistere hos det samme barn, og et fokalt anfald kan udvikle sig til et generaliseret anfald (Berg et al, 2010).

Selvom der på tværs af undersøgelser er forskel i omfanget af de forskellige anfaldstyper, så er det generelle billede, at fokale anfald forekommer oftere (54-68 pct.) end generaliserede (23-43 pct.) hos børn med epilepsi (Camfield & Camfield, 2015).

Læs mere om anfaldstyper på Socialstyrelsens hjemmeside

Nogle epilepsityper har et karakteristisk mønster og en karakteristisk forløbsform, og betegnes derfor som et syndrom. For børn med epilepsi findes der mere end 20 forskellige epilepsisyndromer (Berg et al, 2010).

Læs Socialstyrelsens folder om Epilepsisyndromer hos børn

Kilder

Alving, J et al. (2014): Epilepsi – en basisbog (kan lånes via bibliotek.dk). FADLs forlag.

Berg AT et al. (2010): “Revised terminology and concepts for organization og seizures and epilepsies: Report of the ILAE Comission on Classification and Terminology, 2005-2009”, Epilepsia,  51 (4), pp. 676-685

Berg, AT & IE Scheffer (2011): “New concepts in classification of the epilepsies: entering the 21st century”, Epilepsia, 52 (6), pp. 1058-1062

Berg, AT (2011): “Epilepsy, cognition, and behavior: The clinical picture”, Epilepsia, 52 (Suppl. 1), pp. 7–12

Camfield, P & C. Camfield (2015): “Incidence, prevalence and aetiology of seizures and epilepsy in children”, Epileptic Disorders, 2 (17), pp. 117-123.

Fisher R.S. et al (2014): ILAE Official Report: A practical clinical definition of epilepsy, Epilepsia 55, pp. 475-482

Hjalgrim, H og K Juul (2014): Epilepsisyndromer. Socialstyrelsen

Publiceret: 31.10.2013. Sidst opdateret: 27.02.2017