Omfang

Internationale studier viser, at knap en tredjedel af alle ældre over 80 år lever med et kombineret sansetab. Skrøbelige ældre har en forhøjet risiko. Der er en højere forekomst blandt ældre, som bor på plejehjem eller er indlagt på hospital.

Lisbet Tuxen & Lene Bakke Haga | Socialstyrelsen

Der er bred enighed på tværs af forskningsverdenen i, at risikoen for at få kombineret sansetab stiger med alderen (Vreeken et al., 2014) (Dammeyer, 2013) (Swenor et al., 2013) (Schneider et al., 2012) (Harada et al., 2008).

Et australsk studie fra 2012 konkluderer, at 6 % af ældre over 60 år har kombineret sansetab. Billedet nuanceres, når vi opdeler på alder. Blandt de ældre i aldersgruppen 60-69 år havde ca. 1 % kombineret sansetab. Dette steg til 5,5 % i aldersgruppen 70-79 år, og for de ældre over 80 år havde hele 27 % kombineret sansetab. Undersøgelsen er baseret på kliniske undersøgelser af syn og hørelse blandt 1.311 repræsentativt udvalgte ældre i kohorten Blue Mountains Hearing Study (BMHS) (Schneider et al., 2012).

Et studie fra USA, som sætter fokus på de ældste blandt de ældre, bekræfter, at prævalensen stiger med alderen. I undersøgelsen gennemføres interviews med 119 ældre i aldersgruppen 95-107 med en gennemsnitsalder på 99 år. Blandt disse havde 38 % kombineret sansetab. I undersøgelsen anvendes selvrapportering af sansetab i stedet for kliniske undersøgelser (Cimarolli et al., 2014).

Flere kvinder end mænd

Det tidligere nævnte australske studie konkluderer også, at kvinder har en højere risiko for at have kombineret sansetab end mænd. Hos de ældre over 80 år er det hver femte mand (21 %), som har kombineret sansetab, mens det samme gælder for næsten hver tredje kvinde (30 %) (Schneider et al., 2012).

En dansk studie fra 2013 peger ligeledes på, at der er kønsforskelle. Fire gange så mange kvinder som mænd i aldersgruppen over 80 år modtager rådgivning eller rehabilitering fra den landsdækkende døvblindekonsulentordning i Danmark (Dammeyer, 2013). Noget af forklaringen kan dog findes i, at kvinder lever længere end mænd. Og derudover at flere kvinder end mænd søger rådgivning (SFI, 2008).

Flere skrøbelige ældre har kombineret sansetab

Flere studier rapporterer om højere prævalens blandt såkaldte skrøbelige ældre. Et studie har undersøgt plejehjemsbeboere i otte europæiske lande og konkluderer, at 32 % af beboerne har kombineret sansetab. Studiet er en del af en større undersøgelse, hvor ældre på 59 plejehjem i otte europæiske lande har besvaret spørgsmål om deres sundhed. Konklusionerne i denne del af studiet er baseret på data fra 4.007 ældre med en gennemsnitsalder på 82 år (Yamada, 2014).

Et hollandsk studie konkluderer, at ældre, som i forvejen har en synsnedsættelse, er mere udsat for at have hørenedsættelse end andre ældre. Data er baseret på 1.396 ældre over 50 år, som er i synsrehabilitering i Holland. Blandt disse havde næsten halvdelen (45 %) en selvrapporteret hørenedsættelse (Vreeken et al., 2013).

Prævalens afhænger af definition og metoder

Der er store variationer i prævalensstudiernes konklusioner. Et systematisk review fra 2015 har samlet op på engelsksproglige studier om erhvervet døvblindhed fra 1990 til 2015 og pointerer blandt andet, at disse forskelle skyldes variationer i de metoder, der anvendes i studierne (Heine & Browning, 2015).

Studierne anvender blandt andet forskellige kriterier for høretab og synstab. Nogle baserer konklusionerne på kliniske målinger af syn og hørelse, andre på selvrapporteringer. Begge dele kan have fordele og ulemper ifølge Schneider et al. Kliniske målinger af syn undersøger kun en begrænset del af synsfunktionen og siger ikke noget om farvesyn, kontrastsyn, synsfelt m.v., mens selvrapporteringer kan vise, at der er et funktionelt problem, men ikke give indsigt i den underliggende årsag eller sværhedsgrad (Schneider et al., 2011).

Omfang i Danmark

Det findes ikke eksakte opgørelser over, hvor mange ældre der lever med kombineret høre- og synsnedsættelse i Danmark. Et studie af Dammeyer (2013) konkluderer, at 755 ældre over 65 år modtog rådgivning og rehabiliteringsservice fra den landsdækkende døvblindekonsulentordning i 2011.

Det bemærkes i studiet, at dette antal ikke nødvendigvis er repræsentativt for ældre med døvblindhed i Danmark. Dammeyer påpeger, at der kan være ældre, som ikke identificeres som døvblinde eller som ikke henvises til døvblindekonsulentordningen (Dammeyer, 2013).

Kilder

CFD (2015): Årsrapport 2014 – Tillid, respekt og lydhørhed.

Cimarolli, Verena R. & Daniela S. Jopp (2014): Sensory impairments and their associations with functional disability in a sample of the oldest-old, Full Quality of Life Research: An International Journal of Quality of Life Aspects of Treatment, Care & Rehabilitation, 23 (7), pp. 1977 – 1984.

Dammeyer, Jesper (2013): Characteristics of a Danish population of adults with acquired deafblindness receiving rehabilitation services (kan lånes via bibliotek.dk), British Journal of Visual Impairment, 31 (3), pp. 189 – 197.

Heine, Chyrisse & Colette Browning (2015): Dual Sensory Loss in Older Adults: A Systematic Review (kan lånes via bibliotek.dk), The Gerontologist, pp. 1 – 16.

Schneider, Julie (2012): Prevalence and 5-Year Incidence of Dual Sensory Impairment in an Older Australian Population, Annals of Epidemiology, 22 (4), pp. 295 – 301.

Schneider, Julie (2011): Dual sensory impairment in older age, Journal of aging and health (kan lånes via bibliotek.dk), 23 (8), pp. 1309 – 1324.

SFI (2008): Handicap og samfundsdeltagelse 2006, SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.

Swenor, Bonnielin K., Pradeep Y. Ramulu, Jeffery R. Willis, David Friedman, Frank R. Lin (2013): The prevalence of concurrent hearing and vision impairment in the United States (kan lånes via bibliotek.dk), JAMA Internal Medicine, 2013, 173 (4),  pp. 312 – 313.

Vreeken, Hilde, L., Ger H.M.B. Rens, Dirk L. Knol, Nadja A. Reijen, Sophia E. Kramer, Joost M. Festen & Ruth M.A. Nispen (2014): Dual sensory loss: A major age-related increase of comorbid hearing loss and hearing aid ownership in visually impaired adults (kan lånes via bibliotek.dk), Geriatrics & Gerontology International, 14 (3), pp. 570 – 576.

Yamada, Yukari (2014): Prevalence and Correlates of Hearing and Visual Impairments in European Nursing Homes: Results From the SHELTER Study, Journal of the American Medical Directors Association, 15 (10), pp. 738 – 743. 

Publiceret: 31.10.2013. Sidst opdateret: 18.03.2016