Forside » Handicap » Handicap og beskæftigelse » Indsatser » Betaprojektmodellen

Betaprojektmodellen

Betaprojektmodellen er udviklet og afprøvet i det svenske Betaprojekt. Modellen sætter rammerne for tværfagligt samarbejde med henblik på arbejdsrettet rehabilitering af mennesker med handicap, stofmisbrugere og andre udsatte grupper.

 | Socialstyrelsen

Forskning har vist, at effektiv rehabilitering forudsætter et tæt samarbejde mellem de involverede fagpersoner og koordination af ydelser og indsatser hen imod et fælles mål. Effektevalueringer af Betaprojektet viser, at signifikant flere borgere, der deltog i projektet, kom i beskæftigelse, sammenlignet med borgere, der ikke deltog. Disse effekter er også synlige seks år efter, at modellen blev udviklet og afprøvet i Betaprojektet (Jacobsson et al., 2010).

Betaprojektmodellen er udviklet med henblik på at sikre en koordineret indsats for mennesker, der står udenfor arbejdsmarkedet, og som har vanskeligt ved at komme tilbage hertil. Modellen indebærer, at borgeren modtager en samlet behandling af sin sag som grundlag for en helhedsvurdering og en sammenhængende og koordineret indsats. For borgeren betyder det således, at denne kun skal henvende sig ét sted i forvaltningssystemet, og at ventetiderne forkortes. Gennem inddragelse i rehabiliteringsprocessen oplever borgeren at blive mødt med respekt og at få mulighed for at påvirke sin egen situation (Westerhäll et al., 2006).

En tværfaglig model for arbejdsrettet rehabilitering

Betaprojektet blev udført som et forskningsprojekt i Kungsbacka Kommune i Sverige. Projektet strakte sig over en periode på to år i 1996-97 med efterfølgende follow up-undersøgelser indtil seks år efter projektstart. Kungsbacka Kommune implementerede modellen efter den to-årige projektperiodes afslutning (Jacobsson et al., 2010).

Betaprojektet har afprøvet en model for, hvordan fagpersoner fra forskellige myndigheder kan indgå i et systematisk samarbejde i et tværfagligt rehabiliteringsteam, med henblik på at yde arbejdsrettet rehabilitering (Jacobsson et al., 2010).

Et sagsforløb i rehabiliteringsteamet består af følgende elementer:

  • En sag bringes for rehabiliteringsteamet via henvisning fra en af fagpersonerne i gruppen, for eksempel borgerens sagsbehandler på beskæftigelses- eller socialområdet.
  • Fagpersonen indhenter samtykke fra borgeren til at sagen behandles sammen med de andre involverede myndigheder.
  • Behandlingsansvaret påtages af repræsentanten for den henvisende myndighed og sagen tages op til behandling i gruppen.
  • Der indsamles oplysninger om borgeren hos de respektive myndigheder af de forskellige fagpersoner.
  • Borgerens behov for støtte udredes og kortlægges af rehabiliteringsteamet sammen med borgeren, der her har mulighed for at beskrive sin egen sag, behov og ønsker for alle involverede samtidigt.
  • Der udarbejdes en handleplan sammen med borgeren for det fortsatte arbejde.
  • Rehabiliteringsteamet fortsætter med sagen, til man kommer frem til en løsning for borgeren.
  • Rehabiliteringsteamet har adgang til alle de involverede myndigheders mulige indsatser i deres udredningsarbejde. Beslutning om den endelige indsats kan dog kun tages af den myndighed, der råder over ressourcen (Westerhäll et al., 2006).

Formålet med modellen er at skabe muligheder for, at personen med handicap kan komme i beskæftigelse (ordinær, støttet eller beskyttet beskæftigelse), alternativt at få en tidlig afklaring vedr. indstilling til pension (Jacobsson et al., 2010).   

Et vigtigt element i modellen er, at de forskellige myndigheder er ligeværdige parter i samarbejdet og at de fagpersoner, der indgår i gruppen, deltager på lige fod (Westerhäll et al., 2006, s. 161). Endvidere er det vigtigt, at fagpersonerne har et indgående kendskab til hinandens arbejdsområder og kompetencer, samt hvilke muligheder de respektive myndigheder har for at yde støtte og hvilke begrænsninger, der er i systemet (Jacobsson et al., 2005). Fagpersonerne i rehabiliteringsteamet har fortsat behov for støtte fra den myndighed, de er ansat i og særligt fra deres respektive ledere. Det er derfor væsentligt, at de kun anvender en del af deres arbejdstid i rehabiliteringsteamet (Westerhäll et al., 2006).

Hvor meget ved vi om indsatsen ?

BetaprojektmodellenBetaprojektmodellen er udviklet og afprøvet i det svenske Betaprojekt. Modellen sætter rammerne for tværfagligt samarbejde med henblik på arbejdsrettet rehabilitering af mennesker med handicap, stofmisbrugere og andre udsatte grupper.ABCDMålgruppeMetodeImplementeringEffektØkonomi
Målgruppe
Tildeles scoren C: Begrænset vidensgrundlag
Metode
Tildeles scoren B: Rimeligt vidensgrundlag
Implementering
Tildeles scoren C: Begrænset vidensgrundlag
Effekt
Tildeles scoren B: Rimeligt vidensgrundlag
Økonomi
Tildeles scoren C: Begrænset vidensgrundlag

Læs hele artiklen

Målgruppe

Målgruppen for Betaprojektmodellen er mennesker, der står udenfor arbejdsmarkedet og som har vanskeligt ved at komme tilbage.

Målgruppen er mennesker med forskellige former for handicap, stofmisbrugere eller andre med langvarig arbejdsløshed. Af de 51 deltagere, der indgik i Betaprojektets forsøgsperiode, havde 18 personer forskellige former for bevægelseshandicap, 9 personer havde andre former for fysiske handicaps og 15 personer havde et mentalt eller socialt handicap. 9 personers problemstilling er ikke kategoriseret (Jacobsson et al., 2010).

Den arbejdsrettede rehabiliteringsmodel er anvendelig for både mænd og kvinder i forskellige aldersgrupper. Af de 51 deltagere var 22 kvinder i alderen 25 år til 55+. Der var 29 mænd med i projektet, heraf var én yngre end 25 år, resten var fra 25 år til 55+ (Jacobsson et al., 2005).

Deltagerne i Betaprojektets forsøgsperiode blev rekrutteret af en af fagpersonerne i rehabiliteringsteamet (beskrives nærmere under ’Metode’). Kendetegnende for deltagerne var, at de inden henvisning til projektet havde været arbejdsløse i relativt lang tid, at de havde haft problemer med deres hidtidige rehabilitering og at de havde brug for støtte fra flere forskellige myndigheder samtidigt. ”Betaprojektet var med andra ord riktat till den grupp av människor, som har det allra svårast att komma in på arbetsmarknaden” (Westerhäll et al., 2006, s. 161).

Kilder

Jacobsson, Björn el al. (2005): Do systematic multiprofessional rehabilitation group meetings improve efficiency in vocational rehabilitation? (kan lånes via bibliotek.dk), Work, 24, pp. 279-290.

Jacobsson, Björn el al. (2010): Improved employment rates after multiprofessional cross-sector cooperation in vocational rehabilitation: a 6 year follow-up with comparisons groups, International Journal of Rehabilitation Research, 33(1), pp. 72-80.

Westerhäll, Lotta Vahlne et al. (eds.) (2006): Rehabiliteringsvetenskap – Rehabilitering til arbetslivet i ett flerdisciplinärt perspektiv. Studentlitteratur.



Metode

Betaprojektmodellen har fokus på at skabe sammenhæng og helhed i indsatsen for borgeren gennem et systematisk samarbejde mellem fagpersoner fra forskellige myndigheder.

Arbejdsrettet rehabilitering er en kompleks proces, der er påvirket og sammensat af mange forskellige faktorer. Udover de lovgivningsmæssige rammer, så er sammensætningen af et rehabiliteringsforløb afhængigt af:

  • de funktionsmæssige og/eller sociale problemstillinger, der er gældende for den enkelte, der søger hjælp til at komme tilbage til eller ind på arbejdsmarkedet
  • de aktører, der er involveret i arbejdet med arbejdsrettet rehabilitering
  • organiseringen af rehabiliteringsindsatsen

Organisering og mål

Betaprojektet har udviklet og afprøvet en model for, hvordan fagpersoner fra forskellige myndigheder kan samarbejde via et tværfaglig rehabiliteringsteam, med henblik på at yde arbejdsrettet rehabilitering og planlægge forløb og indsatser til den enkelte borger. Målet for indsatsen er at skabe muligheder for, at den ledige kan komme i beskæftigelse (ordinær, støttet eller beskyttet beskæftigelse), alternativt at få en tidlig afklaring vedr. indstilling til pension. Samarbejdet består i gruppemøder, der følger et fast mønster, som er aftalt på forhånd. Det faste samarbejde betyder, at alle de involverede parter kender deres egne og hinandens roller i rehabiliteringsforløbet (Jacobsson et al., 2010).

Rehabiliteringsteamets sammensætning

Det tværfaglige rehabiliteringsteam i Betaprojektmodellen fungerer som et ’myndighedskooperativ’ (Westerhäll et al., 2006). I den svenske udgave er teamet sammensat af en repræsentant for ”arbetsförmedlingen, arbetsmarknadsinstitutet, försäkringskassan, primärvården och socialtjänstens individ- och familjeomsorg” samt den borger, det drejer sig om (Westerhäll et al., 2006; Jacobsson et al., 2005).

Modellen har store lighedspunkter med de rehabiliteringsteams, som er blevet lovpligtige for danske kommuner at oprette pr. 1. januar 2013.

Læs om den danske model i baggrundsartiklen Aktører – roller og ansvar 

Et sagsforløb i rehabiliteringsteamet

Arbejdet i det tværfaglige rehabiliteringsteam forløber som følger:

  • Når en af fagpersonerne i gruppen har haft kontakt med borgeren i hans eller hendes myndighed, og har vurderet at hjælpen herfra er utilstrækkelig for at opnå et godt resultat, henviser fagpersonen til, at borgerens sag bringes for rehabiliteringsteamet.
  • Samtidig med henvisningen indhenter fagpersonen borgerens samtykke til at sagen behandles sammen med de andre involverede myndigheder.
  • Repræsentanten for den henvisende myndighed påtager sig nu behandlingsansvaret og sagen tages op til behandling i gruppen.
  • De forskellige fagpersoner indsamler oplysninger om borgeren hos de respektive myndigheder.
  • Rehabiliteringsteamet udreder og kortlægger derefter behovet for støtte til borgeren og laver sammen med borgeren en handleplan for det fortsatte arbejde. I denne proces har den enkelte borger mulighed for at beskrive sin sag for alle involverede samtidigt, og han eller hun kan beskrive sine behov og ønsker for den videre proces – og bliver på den måde inddraget i rehabiliteringsprocessen.
  • Rehabiliteringsteamet fortsætter med sagen, til man kommer frem til en løsning for borgeren.
  • Mens arbejdet med rehabiliteringsprocessen foregår i gruppen, overdrages sagen ikke til andre myndigheders fagpersoner.
  • Rehabiliteringsteamet har i deres udredningsarbejde adgang til alle de involverede myndigheders mulige indsatser. Beslutning om den endelige indsats kan dog kun tages af den myndighed, der råder over ressourcen (Westerhäll et al., 2006).

Det er afhængigt af den enkelte rehabiliteringssags kompleksitet, hvor mange møder der skal holdes i gruppen. Det kan variere fra ét til mange, men typisk kræver det 3-4 møder (Jacobsson et al., 2010).

Når planen for den enkelte borger er lagt, begynder han eller hun i en eller anden form for jobtræning eller erhvervsmæssig vejledning – dog bliver nogle sager på dette tidlige tidspunkt afsluttet med en beslutning om, at borgeren ikke kan rehabiliteres til en jobfunktion, men må tilbydes pension (Jacobsson et al., 2005).

Metodens fordele og ulemper

Ifølge Westerhäll et al. er der følgende fordele og ulemper ved metoden.

Blandt fordelene er, at

  • der er tale om fælles myndighedsbehandling
  • der foretages en helhedsvurdering af borgerens situation
  • der er kortere ventetider
  • borgeren skal kun henvende sig et sted i forvaltningssystemet
  • borgeren oplever, at han eller hun i højere grad kan påvirke sin situation 
  • borgeren oplever, at han eller hun mødes med større respekt
  • borgeren oplever at få et mere aktivt liv

Blandt ulemperne er, at

  • borgeren kan være bange for, at for mange myndigheder får for mange oplysninger om ham eller hende
  • mødeformen kan være krævende for både borger og fagpersoner
  • denne form for samarbejde passer ikke på alle borgere (Westerhäll et al., 2006).

Motivation og fastholdelse

Kendetegnende for personer i målgruppen for Betaprojektet er, at de tidligere har været igennem flere forskellige rehabiliteringsforløb, men uden noget langvarigt resultat. Af en interviewundersøgelse af flere personer, der har deltaget i Betaprojektet, fremgår det, at Betaprojektet har medført gode resultater for den enkelte borger. Borgerne beskriver i interviewundersøgelsen, at de oplever, at de bliver mødt med større respekt af systemet, de oplever at behandlerne lytter mere til dem og deres problemstillinger, og de oplever derigennem at få større selvtillid: ”At i det hele taget at blive taget hensyn til som menneske kan i sig selv være en betydningsfuld faktor som styrker og giver udviklingsmuligheder” (Westerhäll et al., 2006, s. 161).   

Det tværfaglige rehabiliteringsteam (Betaprojektet)

Nedenstående model er Socialstyrelsens forslag til en oversættelse af den Svenske forskers model for det tværfaglige rehabiliteringsteam. Alt afhængigt af borgerens behov kan det være relevant at inddrage andre forvaltninger eller institutioner med specialviden for eksempel om det specifikke handicap. 

illustration betamodellen

 

Figur 1 Den tværfaglige og tværsektorielle rehabiliteringsteam består af repræsentanter for forskellige myndigheder og borgeren, der har behov for arbejdsrettet rehabilitering (Jacobsson, 2008).

Få viden om, hvordan den eksisterede danske model for rehabiliteringsteams ser ud i baggrundsartiklen Aktører – roller og ansvar. 

Kilder

Jacobsson, Björn (2008): Co-operation in vocational rehabilitation – methods in multiprofessional cross-sector group meetings and effects on employment. Karolinska Institutet.

Jacobsson, Björn el al. (2005): Do systematic multiprofessional rehabilitation group meetings improve efficiency in vocational rehabilitation?, Work, 24, pp. 279-290.

Jacobsson, Björn el al. (2010): Improved employment rates after multiprofessional cross-sector cooperation in vocational rehabilitation: a 6 year follow-up with comparisons groups, International Journal of Rehabilitation Research, 33(1), pp. 72-80.

Westerhäll, Lotta Vahlne et al. (red.) (2006): Rehabiliteringsvetenskap – Rehabilitering til arbetslivet i ett flerdisciplinärt perspektiv. Studentlitteratur.

Implementering

Betaprojektmodellen stiller krav om ligeværdigt samarbejde og indgående kendskab til hinandens arbejdsområder og kompetencer, samt de muligheder og begrænsninger, der er, for at de respektive myndigheder kan yde støtte.

Betaprojektet blev efter den to-årige forsøgsperiode implementeret i Kungsbacka Kommune og modellen har været anvendt frem til 2005, hvor mellem 60 og 100 borgere pr. år er blevet rehabiliteret med Betaprojekt-modellen (Jacobsson, 2008; Jacobsson et al., 2010). Herudover vides det, at Mölndal Kommune implementerede en tilsvarende model i 2001 (Jacobsson et al., 2005). I rapporten fra Betaprojektet fremgår det, at to tredjedele af i alt 76 involverede fagpersoner fra forskellige forvaltninger og institutioner mener, at Betaprojektets intentioner vil blive indført i den fremtidige arbejdsrettede rehabilitering i Sverige (Jacobsson et al., 1998).

Krav til implementering af modellen

Forskerne vurderer, på baggrund af erfaringsopsamlingerne fra Betaprojektet, der dels er beskrevet i rapporten fra projektet og dels er refereret i artikler i videnskabelige tidsskrifter, at det er vigtigt, at de forskellige myndigheder er ligeværdige parter i projektet og at de fagpersoner, der indgår i gruppen, deltager på lige fod. De er hver især ansat i deres respektive myndigheder, og anvender kun en del af deres arbejdstid i projektet. Behandlerne har behov for støtte fra deres respektive arbejdsplads og respektive ledere (Westerhäll et al., 2006, s. 161).

Implementeringen af modellen kræver endvidere, at behandlerne har et indgående kendskab til hinandens arbejdsområder og kompetencer, samt hvilke muligheder de respektive myndigheder har for at yde støtte og hvilke begrænsninger der er. Derfor må behandlergruppen mødes med jævne mellemrum – også uden borgeren (Jacobsson et al., 2005).

Betaprojektmodellen er ikke implementeret i Danmark i sin oprindelige udgave, men modellen for de rehabiliteringsteams, som er blevet lovpligtige for danske kommuner at oprette pr. 1. januar 2013, har store lighedspunkter.

Kilder

Jacobsson, Björn (2008): Co-operation in vocational rehabilitation – methods in multiprofessional cross-sector group meetings and effects on employment. Karolinska Institutet.

Jacobsson, Björn el al. (1998): Samverkan I rehabilitering – en utvärdering av Betaprojektet I Kungsbacka kommun. Mitthögskolan.

Jacobsson, Björn el al. (2005): Do systematic multiprofessional rehabilitation group meetings improve efficiency in vocational rehabilitation?Work, 24, pp. 279-290.

Jacobsson, Björn el al. (2010): Improved employment rates after multiprofessional cross-sector cooperation in vocational rehabilitation: a 6 year follow-up with comparisons groups, International Journal of Rehabilitation Research, 33(1), pp. 72-80.

Westerhäll, Lotta Vahlne et al. (eds.) (2006): Rehabiliteringsvetenskap – Rehabilitering til arbetslivet i ett flerdisciplinärt perspektiv. Studentlitteratur.

Effekt

 Effektevalueringer viser, at signifikant flere borgere der deltog i Betaprojektet, kom i beskæftigelse, sammenlignet med borgere der ikke deltog. Effekterne er også synlige seks år efter modellen blev afprøvet.

Om forskningsprojektet

Betaprojektet blev iværksat som et forskningsprojekt i Kungsbacka Kommune i Sverige og fulgt af en forskergruppe fra Mitthögskolan, Östersund og Karolinska Institutet, Stockholms universitet i projektperioden (1996-1997). Betaprojektet blev sat ind i en ramme, hvor deltagerne i projektet blev matchet med to kontrolgrupper på forskellige variable, med henblik på at undersøge effekten af den organisering af rehabiliteringsindsatsen, der lå til grund for Betaprojektet. Der blev lavet en opfølgning to år efter rehabiliteringsindsatsen blev iværksat og hvert år de følgende fire år frem. Forskerne har altså kunnet følge resultatet af indsatsen i sammenlagt seks år.

Formålet med forskningsprojektet var at undersøge langtidseffekten af indsatsen med hensyn til arbejdsrettet rehabilitering for borgere, der deltog i projektet, sammenlignet med borgere der modtog almindelig arbejdsrettet rehabilitering.

Deltagere i forskningsprojektet (forsøgsgruppen)

Deltagere i projektet var 51 borgere, der havde været i kontakt med Betaprojektet i 1996-1997. En forudsætning for at indgå i forskningsprojektet var, at borgeren tidligere skulle have deltaget i en rehabiliteringsaktivitet af en varighed på mere end 5 dage, som eksempelvis var udbudt af det regionale arbejdsformidlingskontor (Jacobsson et al., 2005). 43 pct. af deltagerne i forskningsprojektet var kvinder og 57 pct. var mænd. De fleste var i alderen 35-44 år, enkelte var 25 år eller derunder, og enkelte var ældre end 55 år.

Kontrolgrupper

De 51 borgere blev matchet med to kontrolgrupper med hensyn til alder, køn, uddannelse, arbejdsrelaterede begrænsninger, arbejdsløshedsvarighed og rehabiliteringsaktiviteter (Jacobsson et al., 2005). Borgerne i de matchende kontrolgrupper fik arbejdsrettet rehabilitering på den traditionelle måde, det vil sige i et forløb, hvor de selv havde en stor forpligtelse til at aftale møder med de involverede myndighedsparter. De forskellige myndighedsparter kunne kommunikere med hinanden om specifikke problemstillinger eller udfordringer for borgeren uden borgerens deltagelse i denne kommunikation (Jacobsson, 2008).

Effektopgørelse

Antallet af borgere, der var i beskæftigelse i den 6-årige periode, fremgår af figur 2. I de første 2 år efter interventionsperioden blev flere borgere ansat i jobmæssige funktioner. Det gælder både for forsøgsgruppen og de to matchende kontrolgrupper, men markant flere i forsøgsgruppen (35 borgere mod hhv. 25 og 25). Nogle borgere var blevet ansat i støttede eller beskyttede jobfunktioner, mens andre var ansat på helt normale vilkår. Se tabel 1.

Forsøgsgruppe Lokal kontrolgruppe  National kontrolgruppe
Ordinær beskæftigelse 29% (10 af 35) 16% (4 af 25) 38% (9-10 af 25)
Støttet beskæftigelse 57% (20 af 35) 64% (16 af 25) 42% (10-11 af 25)
Beskyttet beskæftigelse 14% (5 af 35) 20% (5 af 25) 20% (5 af 25)

Tabel 1: Procent og antal af ordinær, støttet og beskyttet beskæftigelse 2 år efter intervention i hhv. forsøgsgruppen og de to kontrolgrupper.

3 år efter interventionen var tallet faldet noget, men i forsøgsgruppen og den lokale kontrolgruppe, der havde skiftet over til et lignende tilbud som betaprojektets, var antallet af borgere i arbejde stadig markant højere (30 borgere mod henholdsvis 20 og 21).

De efterfølgende år lå tallene for de respektive grupper på nogenlunde samme niveau som 3 år efter interventionen (Jacobsson, 2008).     

betamodellen illustration 2

Figur 2: Antal borgere i arbejde i op til 6 år efter intervention. SG=forsøgsgruppen, NG=kontrolgruppen på nationalt plan, LG=lokal kontrolgruppe 1, og CG=lokal kontrolgruppe 2. Efter to år blev modellen for borgerne i LG ændret, så den arbejdsrettede rehabilitering blev meget lig den i Betaprojektet. LG fungerede herefter ikke længere som en kontrolgruppe. Hver kontrolgruppe bestod af 51 borgere, der på forskellige parametre var matchet med de 51 borgere i forsøgsgruppen (Jacobsson, 2008).


Forskerne konkluderer, at forsøget med de tværfaglige rehabiliteringsteams viser en signifikant bedre effekt af indsatsen for forsøgsgruppen to år efter interventionen sammenlignet med den lokale kontrolgruppe 2 (p=0.045) og en tendens til en signifikant bedre indsats i forhold til den nationalt forankrede kontrolgruppe (p=0.084). Efter seks år var forskellen mellem forsøgsgruppen og de to tilbageværende kontrolgrupper samlet set signifikant (p=0.034), ligesom forskellen mellem forsøgsgruppen og den lokale kontrolgruppe var det (p=0.020) (Jakobsson et al., 2010).

Kilder

Jacobsson, Björn (2008): Co-operation in vocational rehabilitation – methods in multiprofessional cross-sector group meetings and effects on employment. Karolinska Institutet.

Jacobsson, Björn el al. (2005): Do systematic multiprofessional rehabilitation group meetings improve efficiency in vocational rehabilitation?, Work, 24, pp. 279-290.

Jacobsson, Björn el al. (2010): Improved employment rates after multiprofessional cross-sector cooperation in vocational rehabilitation: a 6 year follow-up with comparisons groupsInternational Journal of Rehabilitation Research, 33(1), pp. 72-80.




Økonomi

Evalueringen af Beta-projektet konkluderer, at indsatsen mindskede borgernes behov for kontakt med de involverede myndigheder med cirka 85 pct. Behovet for ydelser var ved projektets afslutning mindsket med 70 pct.

Betaprojektet blev udviklet som et projekt og støttet med 4,2 mio. SEK fra Europafonden (EU-midler). Beløbet dækkede stort set de merudgifter, som projektet indebar: Løn til fagpersoner og projektleder samt husleje, uddannelses- og udviklingsomkostninger for projektet (Jacobsson el al., 1998). Indsatserne for borgerne blev finansieret med de ordinære midler, der var til rådighed hos de respektive myndigheder. 

Evalueringen konkluderer, at det ikke er muligt at vurdere, om rehabiliteringsmodellen vil betyde øgede omkostninger, når den først er etableret og indgår som en fast rutine. De involverede aktører udfører arbejdet i rehabiliteringsteamet som en del af deres arbejde i de respektive forvaltninger og institutioner.

I rapporten fra projektet konkluderer forskerne, at borgernes behov for kontakt med de involverede myndigheder i forsøgsperioden var mindsket med cirka 85 pct. (Jacobsson el al., 1998).

Det fremgår også af rapporten, at der er en besparelse på sociale ydelser, idet færre af de borgere, der var blevet afsluttet ved rapportens udarbejdelse, havde brug for sociale ydelser. Behovet var mindsket med cirka 70 pct. (Jacobsson el al., 1998).

Endelig påpeger den svenske forsker i evalueringen, at det ud fra de givne data kan konkluderes, at der samfundsøkonomisk vil være en besparelse som følge af den arbejdsrettede rehabilitering i Betaprojektmodellen, idet 26 ud af 51 borgere i forsøgsgruppen var i beskæftigelse sat i relation til kontrolgrupperne, hvor henholdsvis 19 og 20 ud af 51 borgerne i hver kontrolgruppe var i beskæftigelse 6 år efter Betaprojektets afslutning (Jacobsson el al., 2010).

Kilder

Jacobsson, Björn el al. (1998): Samverkan I rehabilitering – en utvärdering av Betaprojektet I Kungsbacka kommun. Mitthögskolan.

Jacobsson, Björn el al. (2010): Improved employment rates after multiprofessional cross-sector cooperation in vocational rehabilitation: a 6 year follow-up with comparisons groups, International Journal of Rehabilitation Research, 33(1), pp. 72-80.

Hvor meget ved vi om indsatsen ?

BetaprojektmodellenBetaprojektmodellen er udviklet og afprøvet i det svenske Betaprojekt. Modellen sætter rammerne for tværfagligt samarbejde med henblik på arbejdsrettet rehabilitering af mennesker med handicap, stofmisbrugere og andre udsatte grupper.ABCDMålgruppeMetodeImplementeringEffektØkonomi
Målgruppe
Målgruppen for Betaprojektmodellen er ikke præcist defineret, men beskrevet som mennesker med handicap og/eller sociale problemstillinger, der har svært ved at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Det er sagsbehandlere i relevante forvaltninger, der indstiller borgere – hvilke støtteredskaber, sagsbehandlerne anvender, er ikke konkret beskrevet, der er ikke et konkret screeningsværkstøj. Forhold vedr. rekruttering, motivation og fastholdelse er relativt velbeskrevet, ligesom det også fremgår tydeligt, hvilket behov indsatsen i rehabiliteringsteamet skal opfylde. I forskningsrapporten for projektet er borgernes syn på og tilfredshed med indsatsen relativt velbeskrevet. På den baggrund tildeles vidensgrundlaget for indsatsens målgruppe scoren C.
Metode
Der er ikke udarbejdet en egentlig forandringsteori for indsatsen, men en forandringsteori fremgår implicit af beskrivelsen. Forandringsteorien virker velfunderet, den er sammenhængende og logisk. Det fremgår tydeligt, hvilken effekt der ønskes af indsatsen, nemlig en afklaring af borgerens muligheder for at komme i beskæftigelse eller alternativt indstilles til pension. Metoden er afprøvet i forskningssammenhæng på 51 borgere med to matchende kontrolgrupper. Der blev lavet follow up, således at der er data for en periode på 6 år. Det skal pointeres, at forskningen er udført i slutningen af 1990’erne. Indsatserne i sagsforløbet er beskrevet klart, mens sagsbehandlernes faglige baggrund og arbejdsområder er beskrevet kort. På den baggrund tildeles vidensgrundlaget for indsatsens metode scoren B.
Implementering
Betaprojektmodellen er udviklet i Sverige i 1990’erne og implementeret i svensk(e) kommune(r). Der er ingen kendte danske erfaringer med modellen, men den danske model for rehabiliteringsteams har visse lighedspunkter med Betaprojektmodellen. Det er i rapporten fra projektet beskrevet hvilke krav, der er til implementering af modellen, herunder hvilke forudsætninger der kræves, blandt andet i form af ledelsesmæssig opbakning og grundigt kendskab til hinandens fagområder og kompetencer. På den baggrund tildeles vidensgrundlaget for indsatsens implementering scoren C.
Effekt
Betaprojektmodellen er blevet afprøvet i et forsøg i en svensk kommune i 1990’erne. Forsøget strakte sig over to år med efterfølgende follow up over fire år. Der var to matchende kontrolgrupper. 51 borgere gennemførte projektet. Signifikant flere borgere, der deltog i Betaprojektmodellen, kom i beskæftigelse sammenlignet med borgere, der modtog andre arbejdsrelaterede rehabiliteringsindsatser (26 borgere i Betaprojektforløbet, hhv. 19 og 20 i de to matchende kontrolgrupper). Forskningsprojektet er grundigt beskrevet i forskningsrapport samt efterfølgende artikler i international faglitteratur. Der er ikke gennemført yderligere forskningsstudier af metoden senere. På den baggrund tildeles vidensgrundlaget for indsatsens effekt scoren B.
Økonomi
Det er kort beskrevet, hvilke ressourcer, der skal anvendes ved benyttelse af Betaprojektmodellen. Det fremgår, at det ikke er muligt at vurdere om modellen vil betyde øgede omkostninger, når den først er implementeret. Men det fremgår af forskningsrapporten og efterfølgende artikler, at i og med flere kommer i beskæftigelse, så er der en besparelse på de sociale ydelser ud fra en samfundsøkonomisk betragtning. For de borgere, der kommer i

Publiceret: 31.05.2016. Sidst opdateret: 01.05.2017