Forside » Handicap » Børn og unge med verbal dyspraksi » Diagnosticering af verbal dyspraksi

Diagnosticering af verbal dyspraksi

Det er muligt, men vanskeligt at stille diagnosen verbal dyspraksi. Det kræver oftest en tværfaglig, specialiseret udredning. Forskere i feltet har fokus på både adfærdsmæssige og genetiske faktorer med henblik på at kunne differentialdiagnosticere verbal dyspraksi fra andre tilgrænsende tale-sproglidelser.

 og  | Socialstyrelsen

Der er bred enighed blandt forskere om, at kerneproblematikken hos børn med verbal dyspraksi er en nedsat evne til at omdanne abstrakte fonologiske koder til talemotorisk udførelse (’motor planning’ eller ’motor programming’). Verbal dyspraksi kommer til udtryk som forstyrret/rodet artikulation, vaskelighed ved at sekvensere lyde og stavelser, inkonsekvent/usammenhængende frembringelse af gentagne lyde og stavelser, og prosodi-problemer (Christensen, 2010).

På trods af megen forskning på området er der endnu ikke fundet entydige adfærdsmæssige eller genetiske faktorer, som diagnosen verbal dyspraksi kan stilles ud fra. Men på baggrund af en systematisk gennemgang af engelsksproget forskningslitteratur, som ASHA – den amerikanske logopædorganisation – udførte i 2007, er der dog en bred enighed om følgende karakteristika:

  1. Inkonsekvente fejl i konsonanter og vokaler ved gentagen produktion af stavelser og ord.
  2. Langsomme og forstyrrende koartikulatoriske skift mellem lyde og stavelser.
  3. Uhensigtsmæssig prosodi, specielt ved forøgelse af den leksikale eller syntaktiske sværhedsgrad (Christensen, 2010).

ASHA præciserer dog, at de tre karakteristika ikke er fyldestgørende, når man skal diagnosticere verbal dyspraksi. De peger på det problematiske i, at verbal dyspraksi netop er karakteriseret ved udviklingsforløb, som er særegne for det enkelte barn, og som derfor er svære at kategorisere. Symptomerne kan variere fra barn til barn og over tid hos det samme barn (ASHA, 2007).

ASHA anbefaler derfor, at man i forbindelse med diagnosticering anvender formuleringer som ’verbal dyspraksi kan ikke udelukkes’ eller ’formodet verbal dyspraksi’ (Christensen, 2010).

Afgrænsning af diagnosen

Det kan være svært at afgrænse verbal dyspraksi fra andre tilgrænsende lidelser. I forsøg på at afgrænse verbal dyspraksi som en selvstændig diagnose forsøger man at identificere både adfærdsmæssige og genetiske faktorer (Christensen, 2010).

Når man forsøger at identificere adfærdsmæssige faktorer, ser man – ud over de ovennævnte tre karakteristika – på uensartet pludren, hastighed og stabilitet i kæbebevægelserne, ’timing’ og stabilitet af bevægelser med tungespidsen og sammensætningen af underlæbens bevægelser. Der fokuseres også på fonologiske aspekter og specifikke sensoriske anormaliteter (Christensen, 2010).   

Med hensyn til at identificere genetiske faktorer fremhæves det i forskningslitteraturen, at forskellige gener er i søgelyset: Det drejer sig bl.a. om FOXP2-genet, CNTNAP2-genet, DUX4C-genet og CUX4-genet (Christensen, 2010).   

I en ph.d. afhandling fra 2013 konkluderer forskeren, at børn med verbal dyspraksi adskiller sig fra børn med fonologiske vanskeligheder på nogle meget specifikke elementer, bl.a. ordforråd, sætningsstruktur og leksikal inkonsistens (Iuzzini, 2013).

I et studie publiceret i 2015 forsøger forskerne at identificere et antal objektive målinger, som kan differentiere verbal dyspraksi fra andre talelidelser.  Forskerne kommer frem til fire målinger, der i kombination har en høj forudsigelsespræcision. De fire målinger er:

  1. Stavelsesadskillelse (syllable segregation)
  2. Procent af ”lexical stress matches”
  3. Procent af korrekte fonemer
  4. Nøjagtigheden af gentagelse af /pƏtƏkƏ/ i diadochokinesis-opgaven.

De to første målinger indikerer, at prosodi-problemer er en del af kernesymptomerne i verbal dyspraksi (Murray et al, 2015).

Tilgrænsende lidelser/komorbiditet

Der er flere tilgrænsende lidelser til verbal dyspraksi: generel dyspraksi, oral dyspraksi, dysartri, dysfonologi, finmotoriske vanskeligheder og sanseintegrationsvanskeligheder (Christensen, 2010). Herudover kan skriftsproglige vanskeligheder være en tilgrænsende følgevirkning, men kan dog også være et element i selve lidelsen (Christensen, 2010).

Ud over disse tilgrænsende vanskeligheder viser litteraturgennemgangen fra 2010, at verbal dyspraksi kan optræde i forbindelse med komplekse neurologiske adfærdsforstyrrelser som autisme, epilepsi, Fragile X, Galactosemia, Retts syndrom og i forbindelse med kromosomtranslokationer (kromosomafvigelser) (Christensen, 2010).

Tidlig identifikation af verbal dyspraksi

To nyere studier beskæftiger sig med, om man allerede i den tidlige sprogudvikling kan identificere verbal dyspraksi hos børn. 

Det ene studie analyserer udviklingen i den før-sproglige kommunikation hos børn med verbal dyspraksi. På baggrund af retrospektive data, der vurderer børnenes kommunikation og motoriske og kognitive udvikling i 9 måneders alderen, undersøger man, om børnene med verbal dyspraksi også har mangler i den tidlige prælingvistiske tale-sprogudvikling. Der havde hos 2 af de 5 børn i undersøgelsen i 9-måneders alderen været en dårlig ekspressiv sprogudvikling, men normal receptiv sprogudvikling. Forskerne konkluderer, at der er nogle basale mangler (core deficit) i den talemotoriske kontrol, som er til stede allerede inden barnet begynder at tale. De basale mangler ’indsnævrer’ den efterfølgende tale-sprogudvikling hos nogle børn, der har verbal dyspraksi (Highman et al, 2012).

Det andet studie er et langtidsstudie, hvor man har fulgt 8 børn med indikationer for verbal dyspraksi og sammenlignet dem med en kontrolgruppe. Børnene blev testet og fulgt fra de var 9 til 24 måneder. De blev vurderet på parametre som talelydsudvikling, ekspressivt og receptivt sprog, sociale kommunikations færdigheder samt fin- og grovmotorisk udvikling. Studiet viser en svækkelse i den tidlige verbale kommunikationsudvikling - især mht. de ekspressive sproglige og talemotoriske færdigheder - i den undersøgte børnegruppe. De havde ved 24 mdrs. alderen overordnet set dårligere færdigheder i ekspressiv anvendelse af ord og syntaks end kontrolgruppen, ligesom de havde signifikant dårligere finmotoriske færdigheder (Highman et al, 2013).

Dansk praksis i forhold til diagnosticering

I forbindelse med den kortlægning af verbal dyspraksi, Christensen gennemførte i 2010, blev der også gennemført en undersøgelse, der afdækker dansk praksis i forhold til diagnosticering af verbal dyspraksi. Denne undersøgelse, der blev udført som en spørgeskemaundersøgelse, viste, at diagnosticeringen foretages på baggrund af et tværsektorielt og tværfagligt samarbejdet. I PPR-regi inkluderer det tværfaglige samarbejde talepædagog/ logopæd, fysioterapeut, ergoterapeut og psykolog, og der henvises til taleinstitut/kommunikationscenter og speciallæge efter behov. Typisk alder for diagnosticering angives som 4,5 år (Christensen, 2010).

Spørgeskemaundersøgelsen viste også, at man har fokus på følgende karakteristika, når man diagnosticerer verbal dysleksi: sen taledebut, afvigende artikulation, prosodi og vokallyd, inkonsekvente fejl, vanskeligheder i forhold til imitation og langsomme fremskridt ved træning (Christensen, 2010).

Den diagnostiske udredning inkluderer test af mundmotorik, isolerede fonemer og sekvensering af lyde, screening af mundmotoriske forudsætninger, vurdering af spontan- og sammenhængende tale, diadokokinese test, vurdering af den generelle sprogudvikling (sprogforståelse, syntaks og morfologi) og udredning af eventuelle dysartriske og dysfonologiske vanskeligheder (Christensen, 2010).

Af spørgeskemaundersøgelsen fremgår det, at der i både PPR- og taleinstitut/kommunikationscenterregi er et ønske om en præcisering af karakteristika og diagnosekriterier for verbal dyspraksi (Christensen, 2010).

Kilder

ASHA - American Speech-Language-Hearing Association (2007): Childhood Apraxia of Speech (Technical report),

Christensen, Thomas Bo (2010): Verbal dyspraksi – kortlægning af viden på området, Servicestyrelsen

Highman, C. et al (2012): Prelinguistic communication development in children with childhood apraxia of speech: A retrospective analysis (kan lånes via. bibliotek.dk), Int J Speech Lang Pathol., Vol. 14, 1, s. 35-47

Highman, C. et al (2013): Early development in infants at risk of childhood apraxia of speech: A longitudinal investigation (Kan lånes via. bibliotek.dk)Developmental Neuropsychology  Vol. 38, 3, s. 197-210

Iuzzini, J. (2013): Inconsistency of speech in children with childhood apraxia of speech, phonological disorders, and typical speech, ProQuest Dissertations And Theses; Thesis (Ph.D.), Indiana University, 2012.

Murray, Elisabeth et al (2015): Differential Diagnosis of Children with Suspected Childhood Apraxia of Speech (Kan lånes via bibliotek.dk), J Speech Language Hearing Research, Vol. 58, 1, s. 43-60

Publiceret: 25.08.2015. Sidst opdateret: 27.02.2017