Vineland-II fokuserer på en persons typiske adfærd, dvs. hvad han eller hun faktisk gør i forskellige situationer – ikke hvad han eller hun kan gøre.
Redskabet består af en række spørgsmål, der afdækker adaptiv adfærd med udgangspunkt i fire overordnede domæner. Domænerne omfatter ’kommunikation’ (herunder receptiv og ekspressiv udvikling), ’almindelig daglig livsførelse’ (herunder generelle ADL-funktioner og problemløsning), ’socialisering’ (herunder socialt samvær) samt ’motorik’ (herunder fin- og grovmotorisk udvikling). I nogle tilfælde kan et femte domæne inddrages. Det drejer sig om ’utilpasset adfærd’ eller ’maladaptiv adfærd’ (herunder eksternalisering og internationalisering).
Hvert domæne indeholder en række underdomæner, der indebærer, at borgerens adaptive adfærd vurderes fra flere vinkler. Eksempelvis er personlig selvhjulpenhed, praktisk arbejde i hjemmet og orientering i nærmiljøet underdomæner til det overordnede domæne om daglige funktioner. I voksenudgaven vurderes det ved hvert domæne og underdomæne, om borgeren udviser en bestemt adfærd eller gennemfører en bestemt aktivitet uden hjælp og uden påmindelse, delvist uden hjælp og påmindelse eller kun med hjælp eller påmindelse. I børneudgaven vurderes det, om barnet udviser en bestemt adfærd sædvanligvis, af og til eller delvist eller aldrig.
Vurderingen resulterer i en række standardiserede scorer for borgerens adapative adfærd, herunder både en samlet score, scorer for hvert hoveddomæne samt scorer for underdomænerne.
For børn op til 6 år udregnes den samlede score på alle fire hoveddomæner, mens den samlede score udregnes på baggrund af domænerne kommunikation, daglige funktioner og socialisering for børn og voksne i aldersgruppen 2-90 år. De standardiserede scorer udregnes i forhold til normer for normaludvikling baseret på placering af borgeren i et givet aldersinterval.
Redskabet indeholder både et spørgeskema til medarbejdere, et spørgeskema til lærere og et spørgeskema til forældre (de sidste to muligheder er kun relevante for aldersgruppen 3-21 år). Spørgeskemaet kan også gennemføres som interview. Til besvarelsen må beregnes 20-60 minutter; for det udvidede interview op til 90 minutter.
Specifikke anvendelsesmuligheder:
Vineland-II kan både bruges som diagnostisk udredning af særlige behov samt til kvalificering af individuelle uddannelses- eller behandlingsforløb. Desuden kan redskabet anvendes til at registrere og dokumentere udvikling i adaptiv adfærd. Redskabet er således anvendeligt til resultatdokumentation af indsatser og sociale tilbud, der sigter mod at ændre børn eller voksnes adaptive adfærd.
Specifikke målgrupper:
Vineland-II er et redskab, der principielt kan anvendes uanset målgruppe, tilbud og pædagogiske tilgange. I Danmark er redskabet eksempelvis blevet brugt til resultatdokumentation på området for rehabilitering af børn og voksne med hjerneskade, udviklingshæmning eller autisme. Det giver mest mening at anvende redskabet hos personer med generelle forsinkelser i udviklingen, da hovedformålet er at afdække den adaptive adfærd.
Styrker:
Redskabet er velundersøgt i forhold til validitet og reliabilitet, og redskabet kan således give valide og retvisende målinger af børn og voksnes adaptive adfærd.
Redskabet er anvendt i mange forskellige sammenhænge i en dansk kontekst, og det gør det muligt at sammenligne resultater af indsatser på tværs af sociale tilbud. Der er udviklet skandinaviske normtal, som kan bruges i sammenligninger.
Hvert domæne indeholder en række underdomæner, der indebærer, at borgerens adaptive adfærd vurderes nuanceret fx leg og fritid i domænet socialisering.
Udfordringer ved anvendelsen af redskabet:
Redskabet kan kun indkøbes af bestemte fagpersoner (Ergoterapeut, Fysioterapeut, Logopæd, Læge, Psykolog, Socialrådgiver, Specialpædagog) og må kun administreres af disse.
Tilgængelighed:
Vineland-II kan købes hos forlaget Pearson Assessment, der udbyder en række psykologiske test og metoder til professionelle brugere. På hjemmesiden er det også muligt at finde vejledninger samt at downloade et gratis scoringsprogram, så redskabet kan IT-understøttes.