CAPE/PAC

Children’s Assessment of Participation and Enjoyment (CAPE) og Preferences for Activities of Children (PAC) er to redskaber, som er designet til at vurdere deltagelse i hverdags- og fritidsaktiviteter for børn og unge.

 | Socialstyrelsen

CAPE og PAC er begge redskaber, som måler børn og unges deltagelse i hverdags- og fritidsaktiviteter inden for de sidste fire måneder (King et al., 2006; King et al., 2004).

CAPE kortlægger dimensioner ved deltagelse uden for skolemiljøet, såsom

  • omfang og antal aktiviteter
  • intensitet og hyppighed
  • glæde ved aktiviteterne
  • konteksten (King et al., 2004).

PAC kortlægger barnets og den unges præferencer for forskellige aktiviteter ud fra:

  • det har jeg ikke lyst til at gøre
  • det ville jeg sikkert have lyst til at gøre
  • det ville jeg have meget lyst til at gøre (King et al., 2004).

Redskaberne er bygget op omkring 55 forskellige aktivitetsbilleder, som kan bruges som enten spørgeskema eller interviewguide. Det er som udgangspunkt barnet eller den unge selv, der besvarer spørgsmålene, men hvis det er nødvendigt, kan de få assistance fra én, som kender dem godt (Nyquist, 2012; King et al., 2004).

For hver dimension i CAPE/PAC er der udarbejdet en oversigt over retningslinjer for beregning af score. Ud fra scoren udarbejdes en "deltagelsesprofil" for barnet eller den unge. Profilen giver et indtryk af barnet eller den unges deltagelse i fritidsaktiviteter.

Det tager 30-45 minutter at gennemføre CAPE og 15-20 minutter at gennemføre PAC (Imms, 2008). 

Specifikke anvendelsesmuligheder

CAPE er en direkte vurdering af deltagelse og dermed, hvad barnet eller den unge gør. Redskabet afdækker dermed ikke barnet eller den unges færdigheder eller omfanget af den støtte, børn og unge kan have brug for, for at kunne deltage i en aktivitet (King et al., 2006). PAC dokumenterer, hvilke aktiviteter barnet eller den unge foretrækker at deltage i, hvis han eller hun kunne vælge frit (King et al., 2006).

PAC er tænkt som en forlængelse af CAPE, men begge redskaber kan bruges uafhængigt af hinanden. Bruges begge redskaber, anbefales det at starte med CAPE med henblik på først at afdække de aktiviteter, barnet eller den unge allerede deltager i, for derefter at afdække, hvilke aktiviteter barnet eller den unge ønsker at deltage i. Tilsammen vil CAPE og PAC kunne tilvejebringe information om forskellige dimensioner ved deltagelse (King et al., 2006). Der er ikke viden om, hvor udbredt CAPE/PAC er i Danmark.

Specifikke målgrupper

Børn og unge i alderen 6-21 år med eller uden funktionsnedsættelser.

Styrker

CAPE/PAC kan afdække børn og unges aktiviteter og understøtte et fokus på, at de deltager i aktiviteter, som er i overensstemmelse med deres præferencer (King et al., 2006; Nyquist, 2012). CAPE kan indfange ændringer i intensiteten i deltagelse over tid, og PAC kan invitere til dialog, så barnet eller den unges ”stemme” kommer frem (King et al., 2006; Nyquist, 2012). Det er et valideret redskab, som kan bruges som outcome-mål i vurderingen af effekten af en intervention (King et al., 2004; King et al., 2006).

De nævnte styrker ved CAPE/PAC er, at de:

  • er brugervenlige for børn og deres forældre/pårørende.
  • gennem billeder engagerer børn og unge til at fortælle om deres deltagelse i aktiviteter.
  • måler dimensioner af deltagelse ud fra et brugerperspektiv (King et al., 2004).

Udfordringer ved anvendelsen af redskabet

CAPE/PAC er valideret, men ikke i en dansk kontekst, hvilket kan være en udfordring, fordi der er studier, som viser, at det ikke er tilstrækkeligt blot at oversætte CAPE/PAC (CanChild, u.å.). Redskaberne skal valideres i den kulturelle kontekst, de skal bruges i (Ullenhag et al., 2011; Nordtorp et al., 2012).
CAPE/PAC er ikke anvendelig til børn, som ikke kan genkende og sortere eller udvælge blandt de 55 aktivitetsbilleder. Hvis børn og unge har svært ved motorisk at håndtere aktivitetskortene, kan der gives hjælp til dette (King et al., 2004).

Tilgængelighed

CAPE/PAC kan rekvireres hos Pearson Assessment, som er en del af Pearson Education Limited. Testen foreligger på engelsk.

Der kræves ikke særlige kvalifikationer for at kunne udføre og administrere CAPE/PAC. Det forventes dog, at brugere af CAPE/PAC har en uddannelse inden for det sundheds- eller socialfaglige område. Det forventes også, at fagpersonerne sætter sig ind i manualen for at sikre en hensigtsmæssig administrering og scoring af testen. Det anbefales yderligere, at fagpersonerne har erfaring med at interviewe børn og familier (King et al., 2004).

ICS-dimensioner

Fritidsforhold og venskaber (angivet på baggrund af opdaterede ICS-dimensioner fra 2018).

Dataindsamling

Selvrapportering i form af spørgeskema eller interview. Hvis barnet eller den unge ikke selv kan besvare spørgsmålene, kan de få assistance fra én, som kender dem godt.

Beskrivelse af målgruppen

CAPE/PAC måler på børn og unges deltagelse i hverdags- og fritidsaktiviteter inden for de sidste fire måneder. Redskaberne kan anvendes til børn og unge i alderen 6-21 år med eller uden funktionsnedsættelser.

Kilder

CanChild (u.å.). Measures of Children's Participation and Enjoyment: CAPE & PAC. CanChild, Research Centre of McMaster University. Tilgængelig fra: https://www.canchild.ca/en/resources/43-measures-of-participation-cape-pac [lokaliseret 20-09-2019].

Imms, C. (2008). Review of the Children's Assessment of Participation and Enjoyment and the Preferences for Activity of ChildrenPhysical & Occupational Therapy in Pediatrics, Vol. 28(4): 386-404.

King, G. et al. (2006). Measuring children's participation in recreation and leisuere activities: Construct validation of the CAPE and PAC. Child: Care, Health and Development, Vol. 33(1): 28-39.

King, G. et al. (2004). CAPE/PAC Manual: Children's assessment of Participation and enjoyment & preferences for activities of children. San Antonio: PsychCorp.

Nordtorp, H. L. et al. (2012). Reliability of the Norwegian Version of the Children’s Assessment of Participation and Enjoyment (CAPE) and Preferences for Activities of Children (PAC). Physical & Occupational Therapy in Pediatrics, Vol. 33(2): 199-212.

Nyquist, A. (2012). Jeg kan delta! Barn med funksjonsnedsettelser og deltakelse i fysisk aktivitet – en multimetodestudie i en habiliteringskontekst. Doktorgradsavhandling fra Norges Idrettshøgskole.
Oslo: [A. J. Nyquist].

Ullenhag, A. et al. (2011). Cultural validity of the Children's Assessment of Participation and Enjoyment/Preferences for Activities of Children (CAPE/PAC). Scandinavian Journal of Occupational Therapy, Vol. 19(5): 428-438.