Model for tidlig opsporing

Opsporingsmodellen er rettet mod 0-6-årige børn, der er i en udsat position, men modellens elementer retter sig mod fagprofessionelle som fx pædagoger, dagplejere og sundhedsplejersker, der arbejder med børnene i det daglige eller jævnligt. Øvrige faggrupper, som typisk kommer fra det specialiserede område (fx socialrådgivere, psykologer og PPR), indgår som en del af det tværfaglige samarbejde om børnene (Jacobsen et al., 2018).

Modellen skal understøtte de fagprofessionelle i en tidlig erkendelse, når et barn ikke trives, og dermed styrke muligheden for en tidlig indsats. Forskning viser, at jo tidligere det bliver opdaget, at et barn ikke trives, desto større chance er der for, at barnet kan hjælpes til øget trivsel (Østergaard et al., 2015).

Modellen giver de fagprofessionelle en fælles systematik og et fælles sprog. Den har til formål at give øget viden om børns signaler på udsathed og bedre redskaber til at identificere udsatte børn (Mehlbye, 2013).

Børn i en udsat position er i ”Guide til tidlig opsporing af børn i en udsat position” defineret som: ”Børn, hvor der enten er bekymring for mistrivsel eller begyndende mistrivsel” (Socialstyrelsen, 2015). Målgruppen er derfor både børn, der har behov for støtte efter lov om social service eller dagtilbudsloven, men også børn, hvis udvikling synes truet, og hvor særlig opmærksomhed kræves. Et væsentligt element i Opsporingsmodellen er at sikre en systematisk vurdering af alle børn - også de mere stille eller veltilpassede børn, som har behov for særlig støtte og opmærksomhed (Mehlbye et al., 2011).

Hensigten er, at børn i en udsat position får støtte så tidligt og hurtigt som muligt, enten ved at udvidet støtte eller opmærksomhed i sundhedsplejen, eller dagtilbud bliver iværksat eller ved at iværksætte en tidlig indsats inden for det specialiserede område, herunder forebyggende foranstaltninger, som giver børn særlig støtte i eget hjem og forhindrer problemet i at udvikle sig.

Kilder

Jacobsen, R. H. et al. (2018). Slutevaluering af familierettede og forebyggende indsatser i "Tidlig Indsats - Livslang Effekt". København: VIVE.

Mehlbye et al. (2011). Opkvalificering af den tidlige indsats: Udvikling og afprøvning af Opspo­ringsmodellen. København: AKF, UdviklingsForum og Danmarks Evalueringsinstitut.

Mehlbye, J. (2013). Opkvalificering af den tidlige indsats: Ved tidlig opsporing af børn i en socialt udsat position. København: KORA.

Socialstyrelsen (2015). Guide til tidlig opsporing af børn i en social udsat position. København: Socialstyrelsen.

Østergaard, S.V. et al. (2015). På vej mod ungdomskriminalitet: Hvilke faktorer gør en forskel i ungdommen? (15:08). Kbh: SFI.

Opsporingsmodellen sætter fokus på børns trivsel og børns overgange til nye institutioner, men den understøtter også de fagprofessionelle ved at give mulighed for ekstern faglig sparring og brug af en dialogmodel, som skal sikre effektive møder. Opsporingsmodellen understøtter en fælles systematik og et fælles sprog mellem de fagprofessionelle, der arbejder med børn i alderen 0-6 år.

Teoretisk afsæt og Opsporingsmodellens værdier

Opsporingsmodellen er baseret på en række teorier om, hvordan børns trivsel skal observeres og forstås, samt hvordan de fagprofessionelle mest hensigtsmæssigt drøfter børns trivsel og handler, hvis de vurderer, at et barn ikke trives. Modellen er baseret på følgende centrale teorier:

• Udviklingsøkologisk teori og systemisk teori (Bronfenbrenner, 1979): De fagprofessionelle ser og forstår barnets adfærd i dets forskellige sociale kontekster.
• Tilknytningsteori (Bowlby, 1988; Ainsworth et al., 1978; Killén, 2003; Killén, 2004): Fokus på det lille barns tilknytning til dets nære omsorgspersoner.
• Resiliensteori (Borge, 2004): Begrebet resiliens og forskningen om, hvilke forhold der styrker et barns modstandskraft over for risikofyldte opvækstvilkår.
• Positiv psykologi (Knoop, 2013).
• Narrativ psykologi (Bruner, 1999; White, 2006): Fokus på børn og forældres styrker og ressourcer fremfor deres mangler og i forhold til de fortællinger, der udvikles omkring børn og deres forældre.

Opsporingsmodellen arbejder desuden ud fra følgende tre værdier:

1. Aktiv forældredeltagelse. Forældrene skal som udgangspunkt deltage aktivt i det fælles arbejde med at styrke deres barns trivsel.
2. Fokus på barnets ressourcer og udviklingsmuligheder. Når de fagprofessionelle vurderer barnets trivsel, skal de gøre det med udgangspunkt i barnets ressourcer og udviklingsmuligheder.
3. Styrkelse af det tværfaglige samarbejde. Det tværfaglige samarbejde mellem faggrupper med forskellige faglige vidensområder og tilgange er en ressource for både opsporingen og den efterfølgende tidlige indsats.

Indsatsens struktur og kernekomponenter

Der anvendes fire elementer i Opsporingsmodellen:

1. Trivselsvurderinger
Mindst to gange om året vurderes alle børns trivsel ved hjælp af et trivselsskema på baggrund af de fire dimensioner: psykisk og emotionel trivsel, kognitiv trivsel, social trivsel og fysisk og sansemotorisk trivsel (Hall & Elliman, 2006; Borge, 2004).

De fagprofessionelle vurderer hvert barns samlede trivsel ud fra positionerne: Grøn position (trivsel), gul position (bekymring) og rød position (stærk bekymring). Hvis barnet ikke trives inden for mindst et af de ovennævnte trivselsområder, placeres barnet i gul eller rød position alt efter, hvor alvorlig manglen på trivsel er.

• Børn i grøn position (trivsel) er børn, der trives og udvikler sig inden for alle fire trivselsområder, som det forventes af børn i aldersgruppen.
• Børn i gul position (bekymring) er børn, hvor der er bekymring for, om de trives, og om de udvikler sig alderssvarende. Der er bekymring for barnets trivsel på et eller flere trivselsområder.
• Børn i rød position (stærk bekymring) er børn, hvor der er stærk bekymring for barnets trivsel, og hvor barnet synes at være i mistrivsel.

Er man bekymret for, om et barn trives, skal der altid foretages en konkret vurdering af, om der skal laves en underretning. Det skal også vurderes, om der er behov for at drøfte barnets trivsel med en eller flere fagprofessionelle inden for det tværfaglige samarbejde.

2. Overgangsmodellen
Hver gang et barn skal skifte institution, skal den fagprofessionelle og forældrene i fællesskab udfylde et overgangsskema om barnets styrker og udfordringer. Målet er, at der sker en systematisk vidensdeling i overgangen fra en institution til en anden.

3. Ekstern faglig sparring
De fagprofessionelle skal løbende have ekstern faglig sparring fra særligt kvalificerede fagprofessionelle. Sparringen skal give plads til at drøfte evt. tvivl i forhold til et barns trivsel.

4. Dialogmodel for effektiv og målrettet mødeafholdelse
Dialogmodellen anvendes til at forberede og evaluere møder. Modellen skal understøtte, at mødedeltagerne har samme opfattelse af, hvilke emner der skal drøftes på mødet. Målet med dialogmodellen er at styrke de fagprofessionelle i gennemførelsen af effektive møder med en klar viden om mål og indhold for mødet.

Kilder

Ainsworth, M. D. S. et al. (1978). Patterns of attachment: A psychological study of the Strange Situation. Hillsdale, New Jersey: Lawrence Erlbaum Associates.

Borge, A. I. H. (2004). Resiliens: risiko og sund udvikling. København: Hans Reitzels Forlag.

Bowlby, J. C. (1988). A secure basis: Clinical application of attachment theory. London: Routledge.

Bronfenbrenner, U. (1979). The Ecology of Human Development: Experiments by Nature and Design. Cambridge: Harward University Press.

Bruner, J. S. (1999). Mening i handling. Aarhus. Klim.

Hall, D. M. B. & Elliman, D. (Red.) (2006). Health for all Children. (4. udg.) Oxford: Oxford University Press.

Knoop, H. H. (2013). Positiv psykologi. Aarhus Universitet.

Killén, K. (2003). Omsorgssvigt: Det teoretiske grundlag. København: Hans Reitzels Forlag.

Killén, K. (2004). Omsorgssvigt er alles ansvar. (2. udg.) København: Hans Reitzels Forlag.

White, M. (2006). Narrativ teori. København: Hans Reitzels Forlag.

Opsporingsmodellen er oprindeligt udviklet for Socialstyrelsen af Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning (KORA) samt Udviklingsforum og er afprøvet i forbindelse med et forskningsprojekt i 2010-2013. Projektet involverede fem pilotkommuner: Assens, Norddjurs, Haderslev, Viborg og Vordingborg Kommune, som var med til at udvikle og afprøve modellen (Mehlbye et al., 2011). Sideløbende blev der udarbejdet en evaluering, som indeholdt en effektmåling og en virkningsanalyse af projektet. Evalueringen pegede på, at opsporingsmodellen særligt har styrket de fagprofessionelles handlekompetencer i forhold til at reagere på observationer af og bekymringer i forhold til et barns trivsel. Personalet handler hurtigere på en bekymring, og i forlængelse heraf bliver en tidligere indsats igangsat (Rambøll, 2013).

For flere af opsporingsmodellens enkelte elementer sås en høj implementeringsgrad og implementeringskvalitet. Elementerne blev ikke alene anvendt i praksis, men også systematisk og med høj faglighed, så en mere formaliseret praksis med observationer af alle børn, og ikke kun af de børn som man i forvejen var bekymret for, blev sikret.

I forbindelse med Forebyggelsespakken, Tidlig indsats - Livslang Effekt, er modellen blevet revideret i 2015. Evalueringen fra 2013 viste, at kommunerne især anvendte fire elementer, og derfor omfatter den aktuelle opsporingsmodel nu alene disse fire.

Furesø, Langeland, Ringsted, Svendborg og Sønderborg Kommune afprøver og implementerer den reviderede opsporingsmodel i perioden 2015-2017. Modellen er i 2018 blevet evalueret af VIVE og indgår i den samlede evaluering af Forebyggelsespakken, Tidlig Indsats - Livslang Effekt.

Læs evalueringen her

Implementeringserfaringer fra Furesø Kommune

Socialstyrelsen har i maj 2017 interviewet en projektleder fra Furesø Kommune om kommunens implementeringserfaringer med Model for tidlig opsporing.

Furesø Kommune har gode erfaringer med implementeringen af den reviderede opsporingsmodel, som er implementeret i samtlige af kommunens dagtilbud for 0-6-årige (Furesø Kommune, 2017). Efter projektfasen skal modellen som udgangspunkt overgå til at være en del af den daglige drift.

Vigtigt med faglig og organisatorisk understøttelse

I opstartsfasen har Furesø Kommune lagt vægt på at få skabt de rette organisatoriske rammer for modellen. Kommunen organiserede indledningsvist projektet med en styregruppe, en koordinationsgruppe og arbejdsgrupper til at løse udfordringer vedrørende den egentlige implementering, eksempelvis i forhold til it-systemer og lokal evaluering. Ligeledes har kommunen prioriteret at ansætte en administrativ medarbejder.

Furesø Kommune råder kommuner, der ønsker at implementere opsporingsmodellen, til at være opmærksomme på, at implementering af nye arbejdsgange, som modellen forudsætter, kræver ledelsesmæssig planlægning og vilje at iværksætte og fastholde. Derudover er det, ifølge projektlederen i Furesø Kommune, afgørende, at der findes fælles fodslag på alle niveauer i kommunen.

Furesø Kommune har ligeledes erfaret, at det har været givende at opprioritere den faglige sparring i forbindelse med implementeringen af opsporingsmodellen. Ved projektforløbets afslutning vil kommunen evaluere på brugen af et bredt udsnit af fagpersoner og udarbejde en model for den eksterne faglige sparring i deres kommune.

Midtvejs i projektforløbet har Furesø Kommune indsamlet data til at vurdere effekten af modellen. Dataene herfra viser en tydelig tendens i forhold til tidlig opsporing, idet der i måleperioden ikke var foretaget flere underretninger til kommunen end tidligere, men børnene var yngre på underretningstidspunktet.

Kontaktinformation: Furesø Kommune, Center for Børn og Voksne, tlf.: + 45 72 35 40 00.

Implementeringserfaringer fra Langeland Kommune

Socialstyrelsen har i maj 2017 interviewet en projektkoordinator fra Langeland Kommune om kommunens implementeringserfaringer med Model for tidlig opsporing.

Langeland Kommune erfarer, at det er en vigtig forudsætning for en vellykket implementering af opsporingsmodellen, at der afsættes tilstrækkelig med tid til implementering, da det tager tid, før de nye redskaber bliver en fast etableret del af praksis (Langeland Kommune, 2017).

Fokus på systematisk anvendelse af trivsels- og overgangsskemaer

Langeland Kommune anvender opsporingsmodellens trivsels- og overgangsskema i alle kommunens institutioner, mens dialogredskabet valgfrit kan anvendes. Kommunen oplever den systematiske anvendelse af trivsels- og overgangsskemaer som en klar fordel i forhold til at sikre, at alle børns trivsel vurderes. Kommunen har af denne grund valgt at fastholde modellens metoder og redskaber efter projektets afslutning.

Styrket overgange

Langeland Kommune fortæller yderligere, at opsporingsmodellen ligeledes styrker børnenes overgang mellem de forskellige institutioner og gør overgangsfasen mere ensartet. Kommunen oplever, at overgangsskemaet sørger for, at den viden, der bliver delt institutionerne imellem, understøtter børnene bedst muligt i overgangen, eksempelvis fra børnehave til skole.

Langeland Kommune fremhæver derudover det øgede samarbejde mellem medarbejdere som en af styrkerne ved at implementere modellen.

Kontaktinformation: Langeland Kommune, Social og Familie, tlf.: +45 63 51 60 00.

Kilder

Furesø Kommune (2017). Interview. Center for Børn og Voksne. Maj 2017.

Langeland Kommune (2017). Interview. Social og Familie. Maj 2017.

Mehlbye, J. et al. (2011). Opkvalificering af den tidlige indsats: Udvikling og afprøvning af Opspo­ringsmodellen. København: AKF, UdviklingsForum og Danmarks Evalueringsinstitut.

Rambøll (2013). Evaluering af projektet opkvalificering af den tidlige indsats i kommunerne: Slutrapport: Opsporingsmo­dellens implementering og effekter. Odense: Socialstyrelsen.

Opsporingsmodellen har været evalueret to gange.

I forbindelse med den første evaluering, udarbejdet af Rambøll i 2013, ses en positiv effekt i forhold til at sikre en tidligere opsporing af børn i mistrivsel (Rambøll, 2013). Børnene var yngre ved den første kontakt med familieafdelingen i de distrikter, der afprøvede Opsporingsmodellen.

Den grundlæggende antagelse bag projektet var, at de fagprofessionelles brug af Opsporingsmodellens redskaber kunne føre til en tidligere opsporing af børn i udsatte positioner. Projektet byggede også på en formodning om, at den tidlige opsporing kunne forebygge en indgribende foranstaltning, enten ved at der blev givet en tidlig støtte og opmærksomhed i dagtilbud/sundhedspleje eller ved hjælp af en forebyggende foranstaltning i regi af det sociale område.

De fem pilotkommuners arbejde med Opsporingsmodellen fokuserede på almensystemet, men for at kunne dokumentere effekterne var det relevant at afdække, om Opsporingsmodellen førte til ændringer i praksis, både i det almene system og i specialsystemet.

I fire af de fem forsøgskommuner har Opsporingsmodellen været afprøvet i udvalgte distrikter. Evalueringen viste, at Opsporingsmodellen havde en positiv effekt i forhold til at sikre en tidligere opsporing, idet børnene var yngre ved den første kontakt med familieafdelingen i de distrikter, der afprøvede Opsporingsmodellen, end børnene i kommunernes øvrige distrikter. Den aldersmæssige forskel var mere markant, når det kom til gennemsnitsalderen på de børn, hvor der blev gennemført en § 50-undersøgelse. Evalueringen konkluderer, at det indikerer, at Opsporingsmodellen har haft en positiv virkning på de fagprofessionelles kompetencer i forhold til at opspore børn og håndtere bekymringer (Rambøll, 2013).

I forbindelse med den anden evaluering, foretaget af Oxford Research/Vive i 2018, blev Opsporingsmodellen afprøvet i fem kommuner, hvor den er blevet godt modtaget, særligt i dagplejen og daginstitutionerne.

Dagplejen og daginstitutionerne oplevede gevinster i forhold til øget systematik, styrket forældresamarbejde og rum for refleksion, der styrkede deres praksis. Øget systematik introduceredes gennem trivselsvurderinger og overgangsmodellen. Forældresamarbejdet styrkedes gennem både trivselsvurderingerne, overgangsmodellen og dialogmodellen. Den øgede refleksion over praksis understøttedes både af de kollegiale drøftelser, der i projektet var en del af trivselsvurderingerne, af dialogmodellen, af ekstern sparring og af samarbejdet med forposten (Jacobsen et al., 2018).

Kilder

Jacobsen, R. H. et al. (2018). Slutevaluering af familierettede og forebyggende indsatser i "Tidlig Indsats - Livslang Effekt". København: VIVE.

Rambøll (2013). Evaluering af projektet opkvalificering af den tidlige indsats i kommunerne: Slutrapport: Opsporingsmo­dellens implementering og effekter. Odense: Socialstyrelsen.

I forbindelse med Slutevalueringen af familierettede og forebyggende indsatser i ”Tidlig Indsats – Livslang Effekt” blev der lavet en økonomisk beregning på de estimerede omkostninger til Opsporingsmodellen pr. barn (Jacobsen, 2018). Tallene viser, at der er meget stor variation i de beregnede omkostninger på tværs af institutionerne. 

De samlede omkostninger pr. barn pr. år er højere i institutionen med de højeste omkostninger i forhold til institutionen med de laveste omkostninger. Institutionernes estimerede implementeringsomkostninger varierer fra 0 kr. til ca. 10.000 kr. pr. barn pr. år, mens de estimerede driftsomkostninger varierer fra ca. 500 kr. pr. barn pr. år i institutionen med de laveste driftsudgifter til ca. 6.600 kr. pr. barn pr. år i institutionen med de højeste driftsomkostninger. 

De gennemsnitlige omkostninger pr. barn pr. år til Opsporingsmodellen er ca. 3.600 kr. Omkostningerne er nogenlunde ligelig fordelt mellem implementerings- og driftsaktiviteter dog med en lille overvægt til sidstnævnte.

I forbindelse med gennemgangen af tallene understreger Oxford Research/Vive, at der grundet det relativt lille antal medregnede institutioner samt variation i registreringspraksis er tale om meget usikre tal, og at generaliserbarheden af resultaterne derfor er begrænset.

Kilder

Jacobsen, R. H. et al. (2018). Slutevaluering af familierettede og forebyggende indsatser i "Tidlig Indsats - Livslang Effekt". København: VIVE.