For at implementere familierådslagning skal der uddannes initiativtagere og samordnere, som kender metodens teoretiske- og værdimæssige udgangspunkt og praktiske udførelse. Hvis modellen bliver implementeret med høj fidelitet, giver den en produktiv beslutningsproces, inkluderer familiens ressourcer og sikrer, at fagpersonerne understøtter processen.
Læs mere her om implementering
Familierådslagning er udviklet på New Zealand, hvor den blev skrevet ind i lovgivningen i 1989. Derfra har den bredt sig til Skandinavien og det øvrige Europa, USA, Australien, Canada m.m. (Rauktis et al., 2010). Metoden blev første gang afprøvet i Danmark i perioden 2000-2002 som en forsøgsordning. Siden har der været flere projekter i regi af Social- og Indenrigsministeriet, og i dag bliver metoden anvendt i en lang række danske kommuner. Internationalt bliver metoden anvendt i mere end 30 lande (Thørnblad et al., 2017).
For så vidt angår implementering af familierådslagning i arbejdet med etniske minoritetsfamilier, er der blevet gennemført en evaluering af implementeringsprocesser i enkelte bydele i Oslo (Falck & Mathisen, 2010).
Hvad skal der til for at implementere indsatsen?
De to centrale personer i en familierådslagning er initiativtageren og samordneren.
Initiativtageren:
- Initiativtagerne kan fx være barnets socialrådgiver, men det kan også være en pædagog, en lærer eller en anden fagperson, som vurderer, at der er behov for at afholde en familierådslagning for at støtte op om barnet i dets hverdag. Initiativtageren skal kende til metodens værdigrundlag og teori samt det praktiske forløb for at kunne planlægge og afholde mødet/rådslagningen i overensstemmelse med metodens intentioner.
- Derudover er det væsentligt, at kommunen har tydelige rammer for initiativtagers kompetence, i forhold til om vedkommende kan godkende familiens plan eller først skal have planen godkendt af en leder, hvis den indeholder støtte fra forvaltningen, skolen eller andre offentlige institutioner.
Samordneren:
- Samordneren er en uvildig person, der får til opgave at planlægge selve mødet. Det indebærer, at samordneren kontakter alle de inviterede fra barnets netværk, ofte ved hjemmebesøg, for at forberede dem på, at familierådslagning er et forum, hvor netværket selv skal udarbejde en plan for barnets bedste. Der er ikke krav om, at samordneren skal have en bestemt uddannelse eller profession, men vedkommende skal være god til at kommunikere med barnets familie og netværk - også i situationer med stærke følelser og eventuelle konflikter (Falck, 2006).
En kommune, som vil implementere metoden, skal afklare, hvem der skal have tilbud om en familierådslagning, og hvordan visitationen hertil skal foregå.
Skal familierådslagning anvendes i arbejdet med etniske minoritetsfamilier, vil det medføre et øget tidsforbrug evt. grundet familiens begrænsede sprogkundskaber, netværk som skal inviteres fra udlandet samt behovet for at anvende tolkning i rådslagningen (Skytte, 2011; Falck & Mathisen, 2010).
Socialstyrelsens kursuskatalog udbyder kurser, der har til formål at opkvalificere organisationen i at anvende familierådslagning og andre netværksinddragende metoder. Der findes kurser, der præsenterer inddragende metoder og giver deltagerne en forståelse for vigtigheden af samarbejdet og det inddragende arbejde.
Læs mere om kurserne på VIA University Colleges hjemmeside
Der er ikke krav om certificering i forbindelse med brug af metoden.
På Socialstyrelsens hjemmeside kan der findes mere om metoden og støtteredskaber til afholdelse af familierådslagning
Væsentlige faktorer for implementering
Familierådslagning anvendes også i USA, og der er bl.a. lavet to implementeringsstudier af brugen af metoden i Pennsylvania (Rauktis et al., 2010 og 2013). Studierne undersøger, hvilke faktorer der har været afgørende for, om metoden er blevet implementeret i de enkelte regioner. Forskerne har kombineret en kvalitativ og en kvantitativ undersøgelse og fået svar fra 180 fagpersoner på, hvilke barrierer og forudsætninger der har været de centrale for implementering. Forskerne har herefter analyseret svarene i forhold til en række objektive parametre såsom befolkningstæthed, antal børn under 18 år, antal sager om overgreb mod børn m.m.
Studierne konkluderer, at tre faktorer har signifikant betydning for implementeringen af familierådslagning (Rauktis et al., 2010):
- at der er andre kommuner i geografisk nærhed, som anvender metoden, og som man kan besøge og dele erfaringer med, når man skal ændre praksis
- at der indledningsvist afsættes ressourcer til oplæring og støtte samt til aflastning af de deltagende fagpersoner i forhold til andre arbejdsopgaver
- at man i forvejen har en kultur, hvor man har fokus på at koordinere indsatserne.
Forskerne har ikke fundet nogen sammenhæng mellem antallet af børn under 18, graden af socioøkonomisk belastning eller overgrebssager og brugen af metoden. Det er således tilsyneladende ikke kendetegn ved børnene, men ved forvaltningen, der har betydning for, om metoden implementeres (Rauktis et al., 2010).
I forhold til implementeringen af familierådslagning i arbejdet med udsatte etniske minoritetsfamilier anbefaler Falck og Mathisen at skabe en enkel tilgang til både samordnere og tolkebistand (evt. ved hjælp af en database) (Falck & Mathisen, 2010). Skytte konkluderer, at erfarne samordnere styrker implementeringen, da de kan fungere som sparringspartnere for rådgivere i sager vedrørende etniske minoritetsfamilier (Skytte, 2011).
Implementering med fidelitet
Forskning viser, at det for at opnå effekt af en metode er afgørende, at den bliver implementeret med fidelitet, dvs. i overensstemmelse med metodens kerneprincipper. På baggrund af en undersøgelse fra Pennsylvania fra 2013 definerer forskerne, at familierådslagning er udført med høj fidelitet, når:
- Beslutningsprocessen er produktiv; dvs. processen er forberedt med klarhed over roller, den gennemføres med respekt over for familiens kultur og med fokus på deltagernes sikkerhed, og der laves en plan, som godkendes.
- Familien og netværket er inkluderet; dvs. der er flere fra familien, end der er professionelle, og at deltagerne kommer fra forskellige sider af familien, så både fars og mors slægtninge er repræsenteret.
- Fagpersonerne er understøttende i forhold til familien; dvs. fagpersonerne udviser respekt og opmærksomhed på familiens viden, og samordneren har fokus på processen (Rauktis et al., 2013).
Undersøgelsen består af et stort kvantitativt studie baseret på ca. 5.500 spørgeskemabesvarelser fra forældre, unge og fra barnets netværk samt fagpersoner. Skemaerne er udfyldt efter familierådslagningen og analyseret statistisk (Rauktis et al., 2013).
Man vil kunne måle fideliteten ved at uddele simple spørgeskemaer til deltagerne efter familierådslagningen.
På Socialstyrelsens hjemmeside findes der evalueringsskemaer til inspiration, som kan anvendes
Skemaerne er ikke lavet med baggrund i det amerikanske studie, men omhandler nogle af de samme temaer.
Implementeringserfaringer fra Faaborg-Midtfyn Kommune
Faaborg-Midtfyn Kommune har arbejdet med familierådslagning siden 1999 og gør det fortsat (Faaborg-Midtfyn Kommune, u.å). Kommunens erfaringer er, at nedenstående faktorer er meget vigtige for implementeringen af familierådslagning (Telefoninterview med Faaborg-Midtfyn Kommune, d. 10. december 2019):
100 % overholdelse af metoden
Når man i Faaborg-Midtfyn Kommune vælger at foretage en familierådslagning, bliver den foretaget ”lige efter bogen”. Resultaterne bliver ikke lige så gode, hvis man kun bruger dele af metoden.
Dygtige, uvildige samordnere
I Faaborg-Midtfyn Kommune har man selv udvalgt og uddannet sine samordnere. Kommunen lægger meget vægt på, at samordnerne er udefrakommende, som kun er ansat fra sag til sag.
Tryghed ved metoden
Hvis man som socialrådgiver ikke er tryg ved familierådslagning, kan det være svært at få familierne til at deltage. Den enkelte rådgiver får den nødvendige sparring og støtte fra en erfaren rådgiver, som også deltager i rådslagninger, hvis der er behov for det.
Neutralt afholdelsessted
Det er vigtigt, at familierådslagningen afholdes på et neutralt sted, dvs. hverken på fx rådhuset, skoler eller hos familiemedlemmer. I stedet afholdes rådslagningen på biblioteket, i svømmehallen eller i en særlig bygning, som udelukkende bruges til møder med borgere og herunder til familierådslagninger.
Inddragelse af barnet
Man bør hele tiden fastholde, at det er barnets rådslagning. I Faaborg-Midtfyn Kommune inddrager man bl.a. barnet ved at lade det deltage i forberedelserne, lave bordkort og vælge mad til familierådslagningen. Barnet er med til at udforme det spørgsmål, som familierådslagningen skal handle om. I en egentlig tale i starten af rådslagningen sker en direkte henvendelse til barnet, så barnet inddrages: ”Kære … ”. Ved hver familierådslagning vendes det med barn og forældre, hvorvidt barnet skal have en støtteperson.
Gode spørgsmål
I Faaborg-Midtfyn Kommune har man arbejdet meget med at gøre de spørgsmål, man bruger til familierådslagningen helt åbne, så de giver familien plads til selv at komme med nye og kreative inputs. Familierne er altid med til at udforme spørgsmålene.
Fællesspisning under familierådslagningen
Der afholdes altid en fællesspisning som led i en familierådslagning. Barnet bestemmer menuen.
I dag er alle medarbejderne i Børne- og familieafdelingen samt i Opvækst og læring i Faaborg-Midtfyn Kommune (herunder også PPR) uddannede i familierådslagning, og det forventes, at der foretages familierådslagninger, når det er relevant.
Implementeringserfaringer fra Norge
I Norge har familierådslagning været anvendt som beslutningsmodel i blandt andet børnesager siden midten af 1990´erne (Saus et al., 2017), og siden 2010 er familierådslagning blevet omtalt som en kerneopgave for barnevernet i Norge (Thørnblad et al., 2017). Den norske stat har igangsat to store implementeringsprocesser med henblik på øget brug af metoden, og det er en politisk målsætning, at slægt og netværk altid skal vurderes i anbringelsessager (Saus et al, 2017). Begge statslige implementeringsprocesser er fulgt forskningsmæssigt (Saus et al., 2017). Familierådslagning afprøves i forhold til stadig nye målgrupper inden for det norske barneværn, og i 2011 tog Barne- ungdoms- og familiedirektoratet (Bufdir) initiativ til en systematisk afprøvning af familierådslagning i familieplejearbejdet i 50 norske kommuner i alle landets regioner (Thørnblad et al., 2017).
Familierådslagning blev indført i Norge ud fra et ønske om øget brugerinddragelse, og der blev knyttet forventninger til metoden om styrkelse af både barnets og familiens indflydelse på beslutningerne, ligesom der var et ønske om en stærkere betoning af familiens ressourcer (Saus et al., 2017). De norske erfaringer er ifølge Saus et al., at selvom der hos både private og offentlige aktører er stor begejstring for familierådslagning, og selvom implementeringen har været tilgodeset med mange ressourcer, så bruges metoden relativt lidt i børnesagsarbejdet. Saus et al. har i en undersøgelse fra 2017 undersøgt dette paradoks. Kritikere af familierådslagningsmetoden peger ifølge. Saus et al. (2017) på, at metoden reproducerer og opretholder en ubalance i de magtforhold, der allerede er internt i familien. En anden kritik lyder på, at der kan være en tendens til, at metoden medvirker til en symbolsk magtudjævning, dvs. at familierådslagning kun tilsyneladende medvirker til at etablere en demokratisk situation for børn, familie og netværk. Endelig er der kritik af opfølgningen på familierådslagninger, hvor der kan være udfordringer med at iværksætte det, som er besluttet under familierådslagningen. Denne kritik har ført til en praksis i Norge med én eller flere opfølgende familierådslagninger, hvor handleplanen evalueres og evt. justeres, og hvor nye problemstillinger kan diskuteres (Saus et al., 2017).
Saus et al. har i undersøgelsen fra 2017 telefoninterviewet 16 børnesagsmedarbejdere, som har anvendt familierådslagning. Der er blevet interviewet to gange, og det er det sidste interview, som blev gennemført et år efter udført familierådslagning, der udgør datamaterialet i undersøgelsen. Alle de børnesager, som var baggrund for undersøgelsen, havde to temaer, idet de alle omhandlede plejefamilier, og hvor barnet skulle bo. Derudover var sagerne forskellige. De fleste sager omfattede børn og unge i alderen 11-18 år. Kun i tre sager var barnet under 10 år, og det yngste barn var 7 år. Blandt de 22 børn var lige mange piger og drenge. De interviewede medarbejdere var 13 kvinder og 3 mænd.
Saus et al. (2017) finder, at den store og konstante udskiftning af medarbejdere samt en dårlig opfølgning af handleplanen udgør en udfordring for familierådslagningsmetoden. Undersøgelsen konkluderer, at dette kan være noget af forklaringen på, at metoden bruges mindre, end man ville forvente. Undersøgelsen finder, at det ser ud til, at der opleves et mindre ansvar for at bidrage til det opfølgningsarbejde, som følger af at have afholdt en familierådslagning, når der kommer en ny sagsbehandler på en sag. Manglende tid og kapacitet på familieområdet kan yderligere bidrage til, at nye sagsbehandlere, som kobles på sagen efter selve familierådslagningen – herunder nye sagsbehandlere i andre afdelinger, som overtager sagen - ikke foretager en tilpas grundig opfølgning (Saus et al., 2017).
Undersøgelsen knytter den store faglige entusiasme sammen med de relationelle og processuelle aspekter ved familierådslagning, men anfører, at det norske børneværn ofte organiserer og administrerer sagerne over en model med et lineært sagsforløb med fastlagte faser. Saus et al. (2017) siger, at denne model vanskeliggør god kommunikation både indad i private netværk og mellem det private og det offentlige. Når man anvender familierådslagning, har beslutninger ikke en lineær, men derimod en cirkulær form, hvor beslutningerne hele tiden er under udvikling og forandring, og hvor nye forhold løbende bliver indarbejdet. Barneværnets indre organisering og administrative systemer er ikke i samme grad tilpasset en sådan dialogbaseret fleksibilitet, siger Saus et al. Undersøgelsen peger desuden på, at ændringer i de strukturelle rammebetingelser i retning af mere samarbejde og samhandling samt en dialogbaseret fleksibilitet – undersøgelsen taler om et cirkulært sagsflow - kunne befordre en større brug af familierådslagningsmetoden (Saus et al., 2017).
Kilder
Faaborg-Midtfyn Kommune (u.å.). Familierådslagning. Tilgængelig fra: https://www.fmk.dk/borger/familie-boern-og-unge/raadgivning-og-stoette/familieraadslagning/ [lokaliseret 13-12-2019].
Falck, Sturla (red.) (2006). Hva er det med familieråd? Samlerapport fra projektet: ”Nasjonal satsning på utprøvning og evaluering av familieråd i Norge”. Rapport 18/06. Oslo: NOVA - Norsk Institutt for forskning om oppvekst, velferd og aldring.
Falck, Sturla & Mathisen, Anders (2010). Implementering med Problemer: Evaluering av familieråd i Oslo brukt i familier med minoritetsbakgrunn, NOVA-notat nr. 9/2010. Oslo: NOVA - Norsk Institutt for forskning om oppvekst, velferd og aldring.
Rauktis, Mary E. et al. (2010). Innovation in child welfare: The adoption and implementation of Family Group Decision Making in Pennsylvania. Children and Youth Services Review, Vol. 32(5): 723-739.
Rauktis, Mary E. et al. (2013). Family group decision making: Measuring fidelity to practice principles in public child welfare. Children and Youth Services Review, Vol. 35(2): 287-295.
Saus, Merete et al. (2017). Mellom entusiasme og anvendelse: Barnevernsarbeideres oppfatninger og erfaringer med Familieråd. Tidsskriftet Norges Barnevern, Vol. 94(1): 54-70.
Skytte, Marianne (2011). Evaluering af projektet: Implementering af familierådslagning i etniske minoritetsfamilier: Udviklingsprojekt i Albertslund, Helsingør, Ishøj og Køge kommuner. 2007 - 2009. Aalborg: FOSO – Netværk for forskning i socialt arbejde, Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, Institut for Sociologi og Socialt Arbejde.
Thørnblad, Renee et al. (2017). Fortolkninger og praktisering av støttepersonrollen i familieråd i Norge. Tidsskriftet Norges Barnevern. Vol. 94(4): 254-272.