Et godt samarbejde mellem kommuner og plejefamilier er vigtigt for at sikre et godt anbringelsesforløb. Her er det vigtigt, at parterne laver en forventningsafstemning, og at plejefamilierne oplever sig selv som en respekteret samarbejdspart.
Samarbejde mellem kommuner og plejefamilier
Ankestyrelsen har i 2014 lavet en undersøgelse i flere dele, der bl.a. belyser samarbejdet mellem plejefamilier og kommuner (Ankestyrelsen, 2014a; Ankestyrelsen, 2014b). Undersøgelsen viser, at det i størstedelen af kommunerne er to forskellige medarbejdergrupper, der henholdsvis varetager kontakt til plejefamilien og myndighedsopgaver i forhold til det anbragte barn. Denne opgavefordeling bygger på et ønske om en klar ansvarsfordeling samt en kontinuitet i arbejdet med plejefamilierne, hvor udvalgte medarbejdere oparbejder særlig viden og erfaring i forhold til denne opgave (Ankestyrelsen, 2014a).
Ankestyrelsens resultater bygger på en spørgeskemaundersøgelse blandt 374 plejefamilier og ca. 85 kommuner samt tre fokusgruppeinterviews med plejefamilier (Ankestyrelsen, 2014a; Ankestyrelsen, 2014b).
Undersøgelsen konkluderer, at følgende faktorer har indflydelse på, om der opstår udfordringer i samarbejdet mellem kommunerne og plejefamilierne:
- uenighed om barnets samvær med de biologiske forældre
- vederlagsproblematikker, herunder genforhandling af vederlag under anbringelsesforløbet
- afgørelser om ændring af anbringelsessted og hjemgivelse (Ankestyrelsen, 2014a; Ankestyrelsen, 2014b).
De faktorer, som Ankestyrelsens undersøgelse peger på som fremmende for samarbejdet, er:
- at plejefamilierne oplever sig selv som en respekteret samarbejdspart
- at der er løbende kommunikation med og inddragelse af plejefamilierne
- at kommunen er tilgængelig for plejefamilien ved behov for støtte
- at der finder en forventningsafstemning sted, særligt i forbindelse med matchningsprocessen
- at det så vidt muligt er de samme medarbejdere fra kommunen, der står for kontakten mellem kommunen og plejefamilien (Ankestyrelsen, 2014a; Ankestyrelsen, 2014b).
Det er med lovændringerne fra 2019 fastlagt, at supervision samt råd og vejledning ikke må varetages af den samme person, som aftaler honorering og andre vilkår med plejefamilien (bekendtgørelse af lov om social service § 66 c, stk. 3).
Rekruttering og match
En vellykket anbringelse forudsætter et godt match mellem plejefamilie og plejebarn. Der er dog kun meget lidt forskning, som belyser, hvad der karakteriserer et godt match.
Københavns Kommune har udviklet en model med tilhørende metodeguide for ”det gode match”, som bl.a. omfatter forventningssamtaler både før og efter anbringelsen samt hyppig opfølgning det første år, hvor barnet er anbragt i plejefamilien (Bressendorf og Klyvø, 2018).
Der kan være udfordringer med at rekruttere familier med de fornødne kompetencer til at varetage de højt specialiserede plejeopgaver, samtidig med at kommunerne konkurrerer om de plejefamilier, der har sådanne særlige kompetencer.
På baggrund af et udviklingsprojekt med 13 kommuner (Deloitte, 2014) anbefales det i den afsluttende evaluering fra 2014, at:
- være tydelig om, hvad opgaven indebærer, og hvilke vilkår plejefamilier med særlige opgaver arbejder under. Kommunerne har haft gode erfaringer med at kommunikere via hjemmesider, informationsmøder og informationspjecer.
- have fokus på fastholdelse og løbende opkvalificering, hvis man primært rekrutterer blandt eksisterende plejefamilier. Blandt andet har flere kommuner med succes rekrutteret plejefamilier med særlige opgaver gennem tilbud om kompetenceudvikling og i det hele taget ved at have fokus på at skabe gode vilkår og rammer for alle plejefamilier (aflønning, støtte m.m.).
- anvende manualer og procedurebeskrivelser til at sikre det rette match og fx udarbejde genogrammer – med henblik på at sikre et solidt kendskab til plejebarnets behov og familiens særlige profil og ressourcer med henblik på at styrke matchningen. Vurderingen fra kommunerne er generelt, at matchningen er styrket gennem de nye metoder og redskaber samt den kompetenceudvikling, der har fundet sted i forløbet. Dette afspejles i antallet af ikke-planlagte skift i anbringelser, der i projektperioden er faldet. Anbringelser, der ophører ikke-planlagt, kan for eksempel skyldes, at plejefamilien ikke kan varetage plejebarnets behov (Deloitte, 2014).
Læs mere i den afsluttende evaluering af udviklingsprojektet i de 13 kommuner
Supplerende støtte til barnet
Et barn eller en ung, som er anbragt hos en plejefamilie, vil kunne have behov for yderligere støtte end den, plejefamilien kan levere. Der kan fx være tale om personlig støtte, terapi eller anden behandling. Hvis der er et sådant behov, skal den anbringende kommune iværksætte støtten (bekendtgørelse af lov om social service § 55, stk. 1). Den supplerende støtte skal være helhedsorienteret (bekendtgørelse af lov om social service § 46). Det er fx vigtigt at have fokus på, at barnets skole eller PPR inddrages.
Sammenbrud i anbringelser
En af de risikofaktorer, der er forbundet med anbringelse, er sammenbrud i anbringelsen. Dvs., at anbringelsesforløbet afbrydes ikke-planlagt. De fleste skift i anbringelsessted er planlagte og skyldes fx, at barnets behov har ændret sig, hvorfor et skift vil være det bedste for barnet (Ankestyrelsen, 2018).
I Danmark er der i 2017 iværksat ændret anbringelsessted for ca. 344 børn og unge anbragt i familiepleje. Det svarer til, at 3,5 pct. af de børn og unge, som er anbragt i plejefamilie, fik ændret anbringelsessted det pågældende år (Socialstyrelsen, 2019).
Velfærdspolitisk Analyse fra 2018 fra Børne- og Socialministeriet viser, at blandt børn og unge, der blev anbragt uden for hjemmet i 2008-2009, har 27 pct. af de anbragte i netværksplejefamilier skiftet anbringelsessted eller haft et midlertidigt ophør i anbringelsen (Børne- og Socialministeriet, 2018). For børn og unge, der var anbragt i den plejefamilietype, som inden lovændringerne pr. 1. juli 2019 blev betegnet ”almindelige plejefamilier”, er tallet 33 pct. Tallene omfatter både planlagte og ikke-planlagte skift.
Der findes endnu ikke tal for de nye plejefamilietyper, som blev indført pr. 1. juli 2019.
Beslutningen om at afslutte et plejeforhold er en proces, der foregår over tid og afhænger af dialog med familierådgiver, familieplejekonsulent, familie og netværk om problemer og løsninger (Backe-Hansen et al., 2013). Backe-Hansen et al. definerer en ikke-planlagt flytning således: en flytning fra plejefamilien tidligere end planlagt og på grund af opståede vanskeligheder (2013).
En dansk undersøgelse fra SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd af anbragte børns trivsel viser, at jo ældre plejebørnene bliver, desto mere er de med til selv at tage initiativ til ophør af anbringelsen (Ottosen et al., 2015). I undersøgelsen oplyser 8 ud af 10 plejebørn, som for nylig har oplevet et enten planlagt eller ikke-planlagt ophør i anbringelsen, at deres liv er blevet lidt eller meget bedre, efter at de er flyttet fra plejefamilien (Ottosen et al., 2015).
Ikke-planlagte ophør af anbringelser eller egentlige sammenbrud kan betyde turbulens og belastning for plejebarn, plejefamilie og barnets familie (Socialstyrelsen, 2019). En norsk metaundersøgelse (Backe-Hansen et al., 2013) har gennemgået 58 studier fra Europa, USA og Australien, publiceret mellem 1995-2012, for at undersøge omfang og årsager til ikke-planlagte flytninger fra plejefamilier. Undersøgelsen konkluderer, at der kan være en række årsager/risikofaktorer til ikke-planlagte flytninger, og at der både kan være tale om forhold hos plejebarnet og hos plejefamilien (Backe-Hansen et al., 2013):
Årsager og risikofaktorer hos plejebarnet:
- Plejebarnet udviser adfærdsmæssige problemer og antisocial adfærd.
- Plejebarnet kan være til fare i plejefamilien, fordi det udsættes for fysisk eller seksuel vold.
- Plejebarnet udviser modvilje mod placering i plejefamilie.
- Plejebarnets behov kompliceres over tid.
Derudover konkluderer Backe-Hansen et al. (2013), at unge er mere i risiko for ikke-planlagte flytninger, end det er tilfældet for mindre børn.
Årsager og risikofaktorer hos plejefamilien:
- Plejefamilien bliver ”brugt” pga. belastninger over tid.
- Plejefamilien oplever problemer i relationen til kommunens myndighedsafdeling, herunder mangel på ressourcer.
- Plejefamilien oplever ændringer i interne forhold, fx sygdom og skilsmisse.
I 2014 undersøgte Ankestyrelsen 57 afgørelser, hvor kommunerne traf afgørelse om at flytte et plejebarn fra en plejefamilie til en anden plejefamilie, et opholdssted eller en døgninstitution (Ankestyrelsen, 2014c). Af undersøgelsen fremgår det, at i ca. 40 pct. af sagerne er det plejefamilien, som har opsagt plejekontrakten. Det fremgår ikke af undersøgelsen, hvorfor plejeforældrene opsiger kontrakten (Ankestyrelsen, 2014c.).
En norsk undersøgelse fra 2011 ser på anbringelsesforløbet for 70 børn i alderen 6-12 år, der har været anbragt i mindst fire år (Christiansen, 2011). Der er lavet interviews med børnene, deres forældre samt deres sagsbehandlere 7-8 år efter den første anbringelse, suppleret med yderligere interviews med sagsbehandlere i perioden op til de 7-8 år. Undersøgelsen finder, at størsteparten af de familieplejeanbragte børn og unge oplever 1-3 skift efter den første anbringelse, samt at de fleste skift består i skift fra midlertidige anbringelser til faste og stabile anbringelser. Christiansen finder samtidig, at et stort mindretal af plejebørnene oplever egentlige sammenbrud i anbringelsen (Christiansen, 2011). I interviewene i den norske undersøgelse placerer plejebørn og forældre hovedansvaret for sammenbruddene hos plejefamilierne, selv om der er vid anerkendelse af, at plejefamilierne gør alt, hvad de kan for, at der kan blive tale om gode og stabile anbringelsesforløb for plejebørnene (Christiansen, 2011).
Christiansens undersøgelse fra 2011 (Christiansen, 2011) finder, at flere faktorer spiller ind, når anbringelsesforløb afbrydes ikke-planlagt:
- barnets stigende alder - jo ældre barnet er, desto større er risikoen for, at anbringelsen bryder sammen
- Antallet af tidligere anbringelser - jo flere anbringelser barnet har bag sig, desto større er risikoen for, at anbringelsen bryder sammen
- at plejeforældrene ikke har været klar over den store opgave, det er at være plejeforældre
- at sagsbehandlerne ikke har været gode nok til at vurdere egnetheden hos plejefamilierne, eller at de ikke i tilstrækkelig grad har forberedt plejeforældrene på opgaven
- at børnenes biologiske forældre indirekte forhindrer barnet i at kunne falde til ro og ”have lov til at trives” i plejefamilien.
SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd har i 2010 lavet en undersøgelse blandt anbragte unge, som viser, at 44 pct. af de unge oplever et eller flere sammenbrud under deres anbringelsesforløb (Egelund et al., 2010). Resultaterne bygger på en kvantitativ undersøgelse af 227 unges anbringelsesforløb samt en kvalitativ interviewundersøgelse. SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærds undersøgelse viser desuden, at sagsbehandlerskift kan øge risikoen for sammenbrud, og at sagsbehandlerne på grund af økonomiske restriktioner ofte synes, at det er vanskeligt at finde det rette anbringelsessted (Egelund et al., 2010).
Forebyggelse af sammenbrud i anbringelser
Der er ikke entydige svar på, hvordan sammenbrud i anbringelser forhindres. Der er dog en del forskning (Backe-Hansen, 2009; Christiansen, 2011; Egelund et al., 2010; Sinclair, 2010), der tyder på, at der er visse risikofaktorer, man bør være opmærksom på:
- Der er større risiko for sammenbrud tidligt i anbringelsesforløbet.
- Der er større risiko for sammenbrud, når barnet bliver teenager.
- Der er større risiko for sammenbrud, hvis barnet eller den unge har alvorlige udfordringer i forhold til opførsel og tilknytning.
SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærds undersøgelse af unges anbringelsesforløb viser, at følgende faktorer kan nedsætte risikoen for, at anbringelsen afbrydes ikke-planlagt:
- at der er udarbejdet en handleplan
- at den unge er enig i anbringelsen
- at den unge forud for anbringelsen har været placeret i aflastning (Egelund et al., 2010).
En engelsk undersøgelse fra 2010 viser, at børn, der har været udsat for overgreb og har ubegrænset samvær med deres biologiske familie, oplever tre gange så mange sammenbrud i anbringelsen. Undersøgelsen bygger på en kvantitativ undersøgelse, hvor 7.399 børn indgår i den statistiske analyse. Data er blevet indsamlet fra blandt andet socialarbejdere og plejefamilier (Sinclair, 2010). Undersøgelsen konkluderer, at vellykkede anbringelser i plejefamilier kan tilskrives følgende faktorer:
- Børnene ønsker selv at være i plejefamilien.
- Det anbragte barn accepteres fra starten af plejefamilien, plejefamiliens biologiske børn og eventuelle andre plejebørn i familien.
- Børn, der kan lide at gå i skole, oplever i mindre grad sammenbrud i anbringelsen.
Deloitte har i 2010 lavet en undersøgelse for Socialstyrelsen af plejefamiliers rammer og vilkår. Ét af undersøgelsens resultater er, at de kompetencer, der er afgørende for et vellykket anbringelsesforløb, bl.a. er rummelighed, tålmodighed, åbenhed, empatisk formåen samt relationelle og kommunikative kompetencer hos plejefamilierne. Undersøgelsen bygger på kvalitative såvel som kvantitative data (Deloitte, 2010).
En norsk forskningsoversigt fra 2009 viser, at tiltag, der forebygger adfærdsvanskeligheder hos barnet eller den unge, kan reducere risikoen for ikke-planlagte sammenbrud (Backe-Hansen, 2009).
Kilder
Ankestyrelsen (2014a). Ankestyrelsens undersøgelse af samarbejdet mellem plejefamilier og kommuner: Delundersøgelse 1: Kommuners vurdering af samarbejdet med plejefamilier. København: Ankestyrelsen.
Ankestyrelsen (2014b). Ankestyrelsens undersøgelse af samarbejdet mellem plejefamilier og kommuner: Delundersøgelse 2: Plejefamiliers vurdering af samarbejdet med kommuner. København: Ankestyrelsen.
Ankestyrelsen (2014c). Ankestyrelsens undersøgelse af samarbejdet mellem plejefamilier og kommuner: Delundersøgelse 3: Praksisundersøgelse om anbragte børn og unge, der flytter fra en plejefamilie til et nyt anbringelsessted. København: Ankestyrelsen.
Ankestyrelsen (2018). Kontinuitet i anbringelser. København: Ankestyrelsen.
Backe-Hansen, Elisabeth (2009). Hvordan motvirke og forebygge utilsiktet flytting fra fosterhjem? Oslo: Nasjonalt bibliotek for barnevern og familievern.
Backe-Hansen, Elisabeth et al. (2013). Utilsiktet flytting fra fosterhjem: En litteratursammenstilling. Oslo: Norsk institutt for Forskning om Oppvekst, Velferd og Aldring.
Bekendtgørelse af lov om social service, LBK nr. 1287 af 28/08/2020. Tilgængelig fra: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2020/1287 [lokaliseret 08-01-2021].
Bressendorf, Signe & Klyvø, Line (2018). Det gode match: Erfaringer fra et projekt om inddragelse af børn og forældre i matchet til en plejefamilie. København: Center for Familiepleje.
Børne- og Socialministeriet (2018). Velfærdspolitisk analyse: Kontinuitet i anbringelser af børn og unge. København: Børne- og Socialministeriet.
Christiansen, Øivin (2011). Når barn plasseres utenfor hjemmet: Beslutninger, forløp og relasjoner. Bergen: Universitetet i Bergen.
Deloitte (2010). Undersøgelse af plejefamiliers rammer og vilkår: Afrapportering. Odense: Servicestyrelsen.
Deloitte (2014). Evaluering, videnindsamling og formidling på det specialiserede plejefamilieområde: Afsluttende evaluering af udviklingsprojekt i 13 kommuner. Odense: Socialstyrelsen.
Egelund, Tine et al. (2010). Sammenbrud i anbringelser af unge: Erfaringer, forklaringer og årsagerne bag. København: SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.
Sinclair, Ian (2010). What Makes for Effective Foster Care: Some Issues. I: Fernandez, E. & Barth, R. P. (Red.), How does foster care work?: International evidence on outcomes (s. 189-207). London: Jessica Kingsley Publishers.
Ottosen, Mai Heide et al. (2015). Anbragte børn og unges trivsel 2014: 15.01.15.01. København: SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.
Socialstyrelsen (2019). Håndbog for det gode anbringelsesforløb i familiepleje (2. udg.). Odense: Socialstyrelsen.