For at sikre et godt anbringelsesforløb er det vigtigt, at der eksisterer et godt samarbejde mellem kommuner og plejefamilier. Her er det vigtigt, at parterne laver en forventningsafstemning, og at plejefamilierne oplever sig selv som en respekteret samarbejdspart.
Ankestyrelsen har i 2014 lavet en undersøgelse i flere dele, der bl.a. belyser samarbejdet mellem plejefamilier og kommuner (Ankestyrelsen, 2014a; Ankestyrelsen, 2014b; Ankestyrelsen, 2014c). Undersøgelsen viser, at det i størstedelen af kommunerne er to forskellige medarbejdergrupper, der henholdsvis varetager kontakt til plejefamilien og myndighedsopgaver i forhold til det anbragte barn. Denne opgavefordeling bygger på et ønske om en klar ansvarsfordeling samt en kontinuitet i arbejdet med plejefamilierne, hvor udvalgte medarbejdere oparbejder særlig viden og erfaring i forhold til opgaven (Ankestyrelsen, 2014a).
Ankestyrelsens resultater bygger på en spørgeskemaundersøgelse blandt 374 plejefamilier og ca. 85 kommuner samt tre fokusgruppeinterviews med plejefamilier (Ankestyrelsen, 2014a; Ankestyrelsen, 2014b).
Undersøgelsen konkluderer, at følgende faktorer har indflydelse på, om der opstår udfordringer i samarbejdet mellem kommunerne og plejefamilierne (Ankestyrelsen, 2014a; Ankestyrelsen, 2014b):
- uenighed om barnets samvær med forældrene
- vederlagsproblematikker, herunder genforhandling af vederlag under anbringelsesforløbet
- afgørelser om ændring af anbringelsessted og hjemgivelse.
De faktorer, som Ankestyrelsens undersøgelse peger på som fremmende for samarbejdet, er:
- at plejefamilierne oplever sig selv som en respekteret samarbejdspart
- at der er løbende kommunikation med og inddragelse af plejefamilierne
- at kommunen er tilgængelig for plejefamilien ved behov for støtte
- at der finder en forventningsafstemning sted, særligt i forbindelse med matchningsprocessen
- at det så vidt muligt er de samme medarbejdere fra kommunen, der står for kontakten mellem kommunen og plejefamilien (Ankestyrelsen, 2014a; Ankestyrelsen, 2014b).
Det er med lovændringerne fra 2019 tydeliggjort, at supervision samt råd og vejledning ikke må varetages af den samme person, som aftaler honorering og andre vilkår med plejefamilien (Bekendtgørelse af lov om social service § 66 c, stk. 3).
Supplerende støtte til barnet
Et barn eller en ung, som er anbragt hos en almen plejefamilie, vil kunne have behov for yderligere støtte end den, som plejefamilien kan levere. Yderligere støtte kan fx bestå i personlig støtte, terapi eller anden behandling. Hvis der er et sådant behov, skal den anbringende kommune iværksætte støtten (Bekendtgørelse af lov om social service § 55). Den supplerende støtte skal være helhedsorienteret (Bekendtgørelse af lov om social service § 46). Det er fx vigtigt at have fokus på, at barnets skole eller PPR inddrages.
Uddannelse og supervision
Når en almen plejefamilie er godkendt og har gennemgået det tæt støttede opstartsforløb i forbindelse med, at plejefamilien har fået et barn i pleje, har plejefamilien derefter ret til mindst to dages uddannelse hvert år. Plejefamilien har ligeledes ret til den supervision, rådgivning og vejledning, der er nødvendig for at varetage plejeopgaven i forhold til barnet. Det er den kommune, der har ansvaret for anbringelsen af barnet, der skal sørge for, at plejefamilien får og gennemfører efteruddannelse, supervision, rådgivning og vejledning (Bekendtgørelse om plejefamilier § 5 og § 12).
Ankestyrelsens undersøgelse fra 2014 viser, at 29 pct. af de adspurgte plejefamilier ikke har modtaget efteruddannelse svarende til to hele kursusdage det seneste år. Flere af plejefamilierne i undersøgelsen udtrykker et ønske om, at kurserne i højere grad er niveauopdelte, og at der er flere kurser med fokus på specifikke udfordringer (Ankestyrelsen, 2014b).
Undersøgelsen fra Ankestyrelsen viser også, at 81 pct. af de adspurgte plejefamilier modtager supervision. Heraf er 50 pct. af plejefamilierne i høj grad tilfredse, og 36 pct. er i nogen grad tilfredse med supervisionen (Ankestyrelsen, 2014b). Supervisionsbegrebet er ikke uddybet i serviceloven (Socialstyrelsen, 2019), og det fremgår af Ankestyrelsens undersøgelse (Ankestyrelsen, 2014b), at der er forskellige definitioner og forståelser af supervision. 19 pct. af plejefamilierne, som indgår i Ankestyrelsens undersøgelse, oplyser, at de ikke modtager supervision, idet de ikke opfatter samtaler med fx familierådgiver eller familieplejekonsulent som supervision (Ankestyrelsen, 2014b).
Sammenbrud i anbringelser
De fleste skift i anbringelsessted er planlagte og skyldes fx, at barnets behov har ændret sig, hvorfor et skift vil være det bedste for barnet (Ankestyrelsen, 2018).
I Danmark er der i 2017 iværksat ændret anbringelsessted for ca. 344 børn og unge anbragt i familiepleje. Det svarer til 3,5 pct. af de børn og unge, som er anbragt i plejefamilie i 2017 (Socialstyrelsen, 2019).
Velfærdspolitisk Analyse fra 2018 fra Børne- og Socialministeriet viser, at blandt børn og unge, der blev anbragt uden for hjemmet i 2008-2009, har 27 pct. af de anbragte i netværksplejefamilier skiftet anbringelsessted eller haft et midlertidigt ophør i anbringelsen. For børn og unge, der var anbragt i den plejefamilietype, som inden lovændringerne pr. 1. juli 2019 blev betegnet ”almindelige plejefamilier”, er tallet 33 pct. (Børne- og Socialministeriet, 2018). Tallene omfatter både planlagte og ikke-planlagte skift.
Beslutningen om at afslutte et plejeforhold er en proces, der foregår over tid og afhænger af dialog med familierådgiver, familieplejekonsulent, familie og netværk om problemer og løsninger (Backe-Hansen et al., 2013). Backe-Hansen et al. definerer en ikke-planlagt flytning således: en flytning fra plejefamilien tidligere end planlagt og på grund af opståede vanskeligheder (2013).
En dansk undersøgelse fra SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd af anbragte børns trivsel viser, at jo ældre plejebørnene bliver, desto mere er de med til selv at tage initiativ til ophør af anbringelsen (Ottosen et al., 2015). I undersøgelsen oplyser 8 ud af 10 plejebørn, som for nylig har oplevet et enten planlagt eller ikke-planlagt ophør i anbringelsen, at deres liv er blevet lidt eller meget bedre, efter at de er flyttet fra plejefamilien (Ottosen et al., 2015).
Ikke-planlagte ophør af anbringelser eller egentlige sammenbrud kan betyde turbulens og belastning for plejebarn, plejefamilie og barnets familie (Socialstyrelsen, 2019). En norsk metaundersøgelse har gennemgået 58 studier fra Europa, USA og Australien, publiceret mellem 1995-2012, for at undersøge omfang og årsager til ikke-planlagte flytninger fra plejefamilier (Backe-Hansen et al., 2013). Undersøgelsen konkluderer, at der kan være en række årsager/risikofaktorer til ikke-planlagte flytninger, og at der både kan være tale om forhold hos plejebarnet og hos plejefamilien (Backe-Hansen et al., 2013):
Årsager og risikofaktorer hos plejebarnet:
- Plejebarnet udviser adfærdsmæssige problemer og antisocial adfærd.
- Plejebarnet kan være til fare i plejefamilien, fordi det udsættes for fysisk eller seksuel vold.
- Plejebarnet udviser modvilje mod placering i plejefamilien.
- Plejebarnets behov kompliceres over tid.
Derudover konkluderer Backe-Hansen et al. (2013), at unge er mere i risiko for ikke-planlagte flytninger, end det er tilfældet for mindre børn.
Årsager og risikofaktorer hos plejefamilien:
- Plejefamilien bliver ”brugt” pga. belastninger over tid.
- Plejefamilien oplever problemer i relationen til kommunens myndighedsafdeling, herunder mangel på ressourcer.
- Plejefamilien oplever ændringer i interne forhold, fx sygdom og skilsmisse.
- Plejefamilien oplever, at belastningen ved at have plejebørn får konsekvenser for plejefamiliens egne børn.
Ankestyrelsen undersøgte i 2014 57 kommunale afgørelser om at flytte et plejebarn fra en plejefamilie til en anden plejefamilie, et opholdssted eller en døgninstitution (Ankestyrelsen, 2014c). Af undersøgelsen fremgår det, at i ca. 40 pct. af sagerne er det plejefamilien, som har opsagt plejekontrakten. Det fremgår ikke af undersøgelsen, hvorfor plejeforældrene opsiger kontrakten (Ankestyrelsen, 2014c).
En norsk undersøgelse fra 2011 ser på anbringelsesforløbet for 70 børn i alderen 6-12 år, der har været anbragt i mindst fire år (Christiansen, 2011). Der er lavet interviews med børnene, deres forældre samt deres sagsbehandlere 7-8 år efter den første anbringelse, og disse er suppleret med yderligere interviews med sagsbehandlere i perioden op til de 7-8 år efter den første anbringelse. Undersøgelsen finder, at størsteparten af de familieplejeanbragte børn og unge oplever 1-3 skift efter den første anbringelse, samt at de fleste skift består i skift fra midlertidige anbringelser til faste og stabile anbringelser. Christiansen (2011) finder samtidig, at et stort mindretal af plejebørnene oplever egentlige sammenbrud i anbringelsen. I interviewene i den norske undersøgelse placerer plejebørn og forældre hovedansvaret for sammenbruddene hos plejefamilierne, selvom der er vid anerkendelse af, at plejefamilierne gør alt, hvad de kan for, at der kan blive tale om gode og stabile anbringelsesforløb for plejebørnene (Christiansen, 2011).
Christiansens undersøgelse fra 2011 finder, at flere faktorer spiller ind, når anbringelsesforløb afbrydes ikke-planlagt:
- At barnet bliver ældre - jo ældre barnet er, desto større er risikoen for, at anbringelsen bryder sammen
- At barnet har flere anbringelser bag sig – jo flere anbringelser barnet har bag sig, desto større er risikoen for, at anbringelsen bryder sammen
- At plejeforældrene ikke har været klar over den store opgave, det er at være plejeforældre
- At sagsbehandlerne ikke har været gode nok til at vurdere egnetheden hos plejefamilierne eller ikke i tilstrækkelig grad har forberedt plejeforældrene på opgaven
- At børnenes forældre indirekte forhindrer barnet i at kunne falde til ro og ”have lov til at trives” i plejefamilien (Christiansen, 2011).
SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd har i 2010 lavet en undersøgelse blandt anbragte unge, som viser, at 44 pct. af de unge oplever et eller flere sammenbrud under deres anbringelsesforløb (Egelund et al., 2010). Resultaterne bygger på en kvantitativ undersøgelse af 227 unges anbringelsesforløb samt en kvalitativ interviewundersøgelse. SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærds undersøgelse viser desuden, at sagsbehandlerskift kan øge risikoen for sammenbrud, og at sagsbehandlerne på grund af økonomiske restriktioner ofte synes, at det er vanskeligt at finde det rette anbringelsessted (Egelund et al., 2010).
Forebyggelse af sammenbrud i anbringelser
Der er ikke entydige svar på, hvordan sammenbrud i anbringelser forhindres. Der er dog en del forskning (Backe-Hansen et al., 2013; Christiansen, 2011; Egelund et al., 2010; Sinclair, 2010), der tyder på, at der er visse risikofaktorer, man bør være opmærksom på for at forebygge sammenbrud:
- Der er større risiko for sammenbrud tidligt i anbringelsesforløbet.
- Der er større risiko for sammenbrud, når barnet bliver teenager.
- Der er større risiko for sammenbrud, hvis barnet eller den unge har alvorlige udfordringer i forhold til opførsel og tilknytning.
SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærds undersøgelse af unges anbringelsesforløb viser, at følgende faktorer kan nedsætte risikoen for, at anbringelsen afbrydes ikke-planlagt:
- at der er udarbejdet en handleplan
- at den unge er enig i anbringelsen
- at den unge forud for anbringelsen har været placeret i aflastning (Egelund et al., 2010).
En engelsk undersøgelse fra 2010 konkluderer, at vellykkede anbringelser i plejefamilier kan tilskrives følgende faktorer:
- at barnet selv ønsker at være i plejefamilien
- at barnet fra starten accepteres af plejefamilien, plejefamiliens egne børn og eventuelle andre plejebørn i familien
- at barnet kan lide at gå i skole.
Undersøgelsen viser desuden, at børn, der har været udsat for overgreb og har ubegrænset samvær med deres familie, oplever tre gange så mange sammenbrud i anbringelsen. Undersøgelsen bygger på en kvantitativ undersøgelse, hvor 7.399 børn indgår i den statistiske analyse. Data er blevet indsamlet fra blandt andet socialarbejdere og plejefamilier (Sinclair, 2010).
Deloitte har i 2010 lavet en undersøgelse for Socialstyrelsen af plejefamiliers rammer og vilkår. Ét af undersøgelsens resultater er, at de kompetencer, der er afgørende for et vellykket anbringelsesforløb, blandt andet er rummelighed, tålmodighed, åbenhed, empatisk formåen samt relationelle og kommunikative kompetencer hos plejefamilierne. Undersøgelsen bygger på kvalitative såvel som kvantitative data (Deloitte, 2010).
En norsk forskningsoversigt fra 2009 viser, at tiltag, der forebygger adfærdsvanskeligheder hos barnet eller den unge, kan reducere risikoen for ikke-planlagte sammenbrud (Backe-Hansen, 2009).
Kilder
Ankestyrelsen (2014a). Ankestyrelsens undersøgelse af samarbejdet mellem plejefamilier og kommuner: Delundersøgelse 1: Kommuners vurdering af samarbejdet med plejefamilier. København: Ankestyrelsen.
Ankestyrelsen (2014b). Ankestyrelsens undersøgelse af samarbejdet mellem plejefamilier og kommuner: Delundersøgelse 2: Plejefamiliers vurdering af samarbejdet med kommuner. København: Ankestyrelsen.
Ankestyrelsen (2014c). Ankestyrelsens undersøgelse af samarbejdet mellem plejefamilier og kommuner: Delundersøgelse 3: Praksisundersøgelse om anbragte børn og unge, der flytter fra en plejefamilie til et nyt anbringelsessted. København: Ankestyrelsen.
Ankestyrelsen (2018). Kontinuitet i anbringelser. København: Ankestyrelsen.
Backe-Hansen, Elisabeth (2009). Hvordan motvirke og forebygge utilsiktet flytting fra fosterhjem? Oslo: Nasjonalt bibliotek for barnevern og familievern.
Backe-Hansen et al. (2013). Utilsiktet flytting fra fosterhjem: En litteratursammenstilling. (NOVA Notat 2/2013). Oslo: NOVA - Norsk Institutt for forskning, oppvekst, velferd og aldring.
Bekendtgørelse om plejefamilier, BEK nr. 522 af 30/04/2019. Tilgængelig fra: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=209131 [lokaliseret 04-11-2019].
Bekendtgørelse af lov om social service, LBK nr. 1287 af 28/08/2020. Tilgængelig fra: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2020/1287 [lokaliseret 08-01-2021].
Børne- og Socialministeriet (2018). Velfærdspolitisk analyse - kontinuitet i anbringelser af børn og unge. København: Børne- og Socialministeriet.
Christiansen, Øivin (2011). Når barn plasseres utenfor hjemmet: Beslutninger, forløp og relasjoner. Bergen: Universitetet i Bergen.
Deloitte (2010). Undersøgelse af plejefamiliers rammer og vilkår: Afrapportering. Odense: Servicestyrelsen.
Egelund, Tine et al. (2010). Sammenbrud i anbringelser af unge: Erfaringer, forklaringer og årsager bag. København: SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.
Ottosen, Mai Heide et al. (2015). Anbragte børn og unges trivsel 2014: 15.01. København: SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.
Sinclair, Ian (2010). What Makes for Effective Foster Care: Some Issues. I: Fernandez, E. & Barth, R. P. (Red.), How does foster care work?: International evidence on outcomes (s. 189-207). London: Jessica Kingsley Publishers.
Socialstyrelsen (2019). Håndbog for det gode anbringelsesforløb i familiepleje (2. udg.). Odense: Socialstyrelsen.