Almene plejefamilier

Med de forskellige plejefamilietyper (almene plejefamilier, forstærkede plejefamilier, specialiserede plejefamilier og netværksplejefamilier) er der mulighed for en differentiering i familieplejeanbringelserne, og dermed er der gode forudsætninger for at sikre et godt match mellem det enkelte plejebarns støttebehov og plejefamiliens kompetencer (Bekendtgørelse af lov om social service § 66 a).

Her beskrives målgruppen for den almene plejefamilie. 

Den almene plejefamilie er godkendt til at kunne levere en grundlæggende indsats i forhold til ét eller flere plejebørn med lettere eller moderate støttebehov (Bekendtgørelse af lov om social service § 66 a, stk. 1, nr. 1).

Plejefamilien kan give plejebarnet et omsorgsfuldt familieliv og en forudsigelig hverdagsstruktur, så barnet eller den unge kan sikres udvikling og trivsel. En almen plejefamilie har almene kompetencer, som sætter den i stand til at håndtere omsorgs- og opdragelsesopgaver samt understøtte plejebarnets skolegang, fritidsinteresser og samvær med jævnaldrende. Plejefamilien kan håndtere et uproblematisk eller lettere problematisk samarbejde med plejebarnets forældre. En almen plejefamilie kan også samarbejde med eksterne fagpersoner og understøtte evt. iværksatte støtte- eller behandlingsindsatser, men den almene plejefamilie er ikke godkendt til børn med svære problematikker.

Rammerne for almene plejefamilier findes i serviceloven på Retsinformations hjemmeside

Læs også Bekendtgørelse om plejefamilier på Retsinformations hjemmeside

Omfang

Ved udgangen af 2018 (31. december 2018) var 7.678 børn og unge i alderen 0-17 år anbragt i familiepleje; heraf 52 pct. drenge og 48 pct. piger. 953 af de plejefamilieanbragte børn og unge var anbragt i netværkspleje (Danmarks statistik, 2019).

Ved udgangen af 2011 (31. december 2011) var 7.139 børn og unge i alderen 0-17 år anbragt i familiepleje; heraf 52 pct. drenge og 48 pct. piger. 835 af de plejefamilieanbragte børn og unge var anbragt i netværkspleje (Danmarks statistik, 2019).

Ved udgangen af 2018 (31. december 2018) var 146 unge i alderen 18-22 år anbragt i familiepleje efter servicelovens § 146 (unge med funktionsnedsættelse). Heraf var 58 pct. drenge og 42 pct. piger (Danmarks statistik, 2019).

Denne kønsfordeling er anderledes i forhold til tidligere, hvor billedet har været, at flere piger end drenge anbringes i familiepleje (Egelund et al., 2008).

Karakteristika ved børn, der er anbragt i plejefamilier

Forskning, som handler om anbringelse i plejefamilie, skelner sjældent mellem de forskellige plejefamilietyper. Nedenstående tal omfatter alle former for familieplejeanbringelser.

International forskning fra perioden 1993-2009 viser, at børn, som anbringes i familiepleje, ofte har en baggrund med fysiske eller seksuelle overgreb eller omsorgssvigt. Omfanget af disse årsager til anbringelse i familiepleje varierer dog meget fra studie til studie. Studierne viser desuden, at mange af forældrene til disse børn kæmper med psykiske problemer, misbrug eller har en forhistorie med vold (Strijker & Knorth, 2009).

En dansk undersøgelse, som er foretaget af SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd i 2008, finder, at børn i alderen 0-11 år, som har været udsat for overgreb, og som anbringes i familiepleje, i væsentlig højere grad anbringes i andre plejefamilietyper end netværksplejefamilier (Egelund et al., 2008).

Ifølge Servicestyrelsen finder flere forskere, at andelen af børn og unge med anden etnisk oprindelse end dansk, som anbringes hos plejefamilier, er signifikant mindre end andelen af børn og unge med dansk oprindelse, som anbringes hos plejefamilier (Servicestyrelsen, 2010). Ifølge en anden udgivelse af Servicestyrelsen vælges familiepleje som første anbringelsessted for 14 pct. af alle anbringelser af børn med indvandrerbaggrund og i 17 pct. af børn med efterkommerbaggrund. Andelen af børn med dansk oprindelse er 26 pct. (Servicestyrelsen, 2009). Der mangler undersøgelser, der kan forklare de fundne forskelle, men nogle forskere foreslår, at årsagerne evt. skal findes i manglen på plejefamilier med anden etnisk oprindelse end dansk. Det er en mangel, som kan gøre det vanskeligt at overholde kravene i FN-konventionen om barnets rettigheder (Servicestyrelsen, 2010). Ifølge denne konventions artikel 20 skal der tages hensyn til sammenhæng i barnets opvækst og til barnets etniske, religiøse, kulturelle og sproglige baggrund, når et barn anbringes uden for hjemmet.

Læs mere om dette i Bekendtgørelse af FN-konvention om Barnets Rettigheder

Kilder

Bekendtgørelse af lov om social service, LBK nr. 1287 af 28/08/2020. Tilgængeligt fra: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2020/1287 [lokaliseret 08-01-2021].

Danmarks statistik (2019). ANBAAR5: Anbragte børn og unge pr. 31. december (erstatter ANBAAR1) efter anbringelsessted, alder og køn (AFSLUTTET). Tal for 2018. Tilgængelig fra: https://www.statistikbanken.dk/ANBAAR5 [lokaliseret 29-09-2019].  

Egelund, Tine et al. (2008). Anbragte børns udvikling og vilkår: Resultater fra SFI´s forløbsundersøgelser af årgang 1995. København: SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.

Servicestyrelsen (2009).  Helhed og sammenhæng for anbragte minoritetsbørn: Til kommunalpolitikere og Forvaltningsledelsen. Odense: Servicestyrelsen.

Servicestyrelsen (2010). Anbringelse af børn med etnisk minoritetsbaggrund: En forskningsoversigt. Odense: Servicestyrelsen.

Strijker, Johan & Knorth, Erik J. (2009). Factors associated with the adjustment of foster children in the Netherlands. American Journal of Orthopsychiatry, Vol. 79(3): 421 - 429.  

En vellykket anbringelse er afhængig af et godt match mellem plejefamilien og plejebarnet. Det vil sige, at den rette plejefamilie findes til det enkelte barn. På den måde er der fra starten de bedste forudsætninger for et godt og stabilt anbringelsesforløb uden ikke-planlagte skift eller ophør (Socialstyrelsen, 2019).

Viften af de forskellige plejefamilietyper afspejler bredden i børnenes behov og understøtter, at børnene anbringes hos plejefamilier, der kan imødekomme deres behov og skabe positiv udvikling for dem (Bekendtgørelse af lov om social service § 66 a).

Vidensportalen indeholder artikler med viden om de forskellige plejefamilietyper.

Læs artiklen om forstærkede plejefamilier og specialiserede plejefamilier ved at klikke her

Læs artiklen om netværksplejefamilier ved at klikke her

Rekruttering af almene plejefamilier

Almene plejefamilier godkendes af socialtilsynet i det geografiske område, hvor plejefamilien bor. Som led i godkendelsen gennemfører plejefamilien et grundkursus i at være plejefamilie (Bekendtgørelse af lov om socialtilsyn § 5 a, stk. 1). Det er socialtilsynet, som står for både godkendelse og grundkursus. Grundkurset har en varighed svarende til fire hele kursusdage (Bekendtgørelse om plejefamilier § 4, stk. 2 og § 11, stk. 4).

De to gange to kursusdage afvikles adskilt, så de kommende plejefamilier kan reflektere over undervisningen og har mulighed for at inddrage egne børn i, hvad det vil sige at være plejefamilie (Bekendtgørelse om socialtilsyn, Bilag 3).

Når plejefamilien er godkendt, kan den have plejebørn fra plejefamiliens egen bopælskommune og fra andre kommuner.

Læs mere om godkendelse af plejefamilier her

Læs mere om krav til grundkursus i bekendtgørelsen om socialtilsyn her

Se lov om socialtilsyn her

Den anbringende kommune er forpligtet til at tilbyde plejefamilien efteruddannelse svarende til mindst to hele kursusdage årligt samt den fornødne supervision, rådgivning og vejledning i overensstemmelse med plejeopgavens omfang (Bekendtgørelse af lov om social service § 66 c, stk. 1; Bekendtgørelse om plejefamilier § 5, stk. 2). Derudover får en plejefamilie, hver gang den modtager et nyt plejebarn, en intensiv støtte i starten af plejeforholdet. Støtten til plejefamilien starter som udgangspunkt i løbet af det første halve år og skal være afsluttet inden for det første år, barnet bor hos plejefamilien (Bekendtgørelse af lov om social service § 66 c, stk. 2).

Den intensive støtte til plejefamilien i starten af plejeforløbet sammensættes på en måde, så den omhandler generelle problemstillinger, som er relevante for en plejefamilie, og så den samtidig understøtter det konkrete match mellem plejebarn og plejefamilie. Dvs., at forløbet specifikt retter sig mod det opkvalificeringsbehov, som den enkelte plejefamilie har for at kunne imødekomme det nye plejebarns støttebehov. En intensiv opstartsstøtte finder derfor sted, hver gang en plejefamilie får et nyt barn i pleje – uanset om der er tale om en helt ny og uerfaren plejefamilie, eller om der er tale om en plejefamilie, som har forudgående erfaring som plejefamilie.

Matchning mellem barn eller ung og plejefamilie

En god matchning mellem plejebarn og plejefamilie er en forudsætning for en god anbringelse – ikke mindst for børn og unge med store vanskeligheder. Matchning mellem barn eller ung og plejefamilie er kun sparsomt belyst forskningsmæssigt (Backe-Hansen et al., 2010).

Københavns Kommune har udviklet en model med tilhørende metodeguide for ”det gode match". Foruden forventningssamtaler både før og efter anbringelsen omfatter metodeguiden også hyppig opfølgning det første år, hvor barnet er anbragt i plejefamilien (Bressendorf & Klyvø, 2018).

Velfærdspolitisk analyse fra 2018 (Børne- og Socialministeriet, 2018) viser, at blandt børn og unge, der blev anbragt uden for hjemmet i 2008-2009, har 33 pct. af de børn og unge, der var anbragt i den plejefamilietype, som inden lovændringerne pr. 1. juli 2019 blev betegnet ”almindelige plejefamilier”, skiftet anbringelsessted eller haft et midlertidigt ophør i anbringelsen. Det skal bemærkes, at den tidligere plejefamilietype ”almindelige plejefamilier” ikke er den samme som den nuværende plejefamilietype ”almene plejefamilier”. For netværksanbringelser er tallet for børn og unge, som har skiftet anbringelsessted eller haft et midlertidigt ophør i anbringelsen, 27 pct. Sådanne skift eller ophør i anbringelsen kan enten være planlagte eller ikke-planlagte, dvs., hvor der er tale om egentlige sammenbrud af anbringelsen og brud på kontinuiteten for plejebarnet (Socialstyrelsen, 2019).

Først i starten af 2021 skal socialtilsynene være færdige med at omkategorisere eksisterende plejefamilier til nye typer indført med lovændringerne pr. 1. juli 2019. Der foreligger således endnu ikke tal for antallet af de nye plejefamilietyper, herunder almene plejefamilier.

I Norge har oplæringsprogrammet PRIDE været i brug siden 1997 for både potentielle og allerede etablerede plejefamilier. Programmet udgør kernen i de norske myndigheders generelle oplæringstilbud for plejefamilier. Programmet har til formål at styrke plejefamiliernes motivation og evne til at være plejeforældre, ligesom det identificerer de familier, som ikke egner sig til den krævende opgave, det ofte er at være plejeforældre. PRIDE rummer en grundoplæring, en videreoplæringsdel samt et kvalitetssikringssystem, og det giver viden om, hvilke familier der vil egne sig som plejefamilie for bestemte børnegrupper. PRIDE er i 2014 blevet evalueret af det norske Barne-, ungdoms- og familiedirektorat, som anbefaler, at programmet, som oprindeligt er udviklet i USA, fortsat anvendes i Norge (Stefansen & Hansen, 2014).

Klik her for at læse mere om PRIDE i NOVAs evaluering

Kontakt med forældre, søskende m.v. under anbringelsen

Selvom idealet er, at plejebarnet opnår en tilknytning til både forældre og plejeforældre (Esping & Hagbard, 1992), er der er ikke noget enkelt svar på, hvorvidt det er en fordel for barnet, at det besøger sin familie, mens det bor hos plejefamilien. Flere forskere påpeger, at det er kvaliteten af hjemmebesøgene, som er afgørende. Endvidere er det vigtigt at sikre, at barnets eller den unges besøg hos sin familie forberedes grundigt, så besøgene får tilstrækkelig kvalitet (Martínez et al., 2016; Sen & Broadhurst, 2011). Forældrenes vanskeligheder, som er medvirkende til, at barnet skal bo hos en plejefamilie, vil også kunne gøre sig gældende, når barnet er på hjemmebesøg (Martínez et al., 2016).

Det anbragte barn eller den unges kontakt med familien er ikke belyst i særlig høj grad i Danmark. Dog er der i den eksisterende forskning enighed om, at kontakt med forældre reducerer risikoen for sammenbrud i anbringelsen for større børn (Andersen, 2010).

Et ældre studie af SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd viser, at børn, som er anbragt på døgninstitutioner, har mere kontakt med deres forældre, end børn, som er anbragt i plejefamilier. Ifølge anbringelsesstederne - både institutioner og plejefamilier - får 80 pct. af de anbragte børn besøg af deres mor og/eller far i større eller mindre omfang. En stor andel af de anbragte børn har dog ikke kontakt med søskende, bedsteforældre, fætre/kusiner osv. (Egelund et al., 2008).

En dansk undersøgelse fra 2017 af almindelige plejefamilier, som var den plejefamilietype, der eksisterede indtil 1. juli 2019, og som er mest tilsvarende en almen plejefamilie, viser, at forholdsvis mange familieplejeanbragte børn og unge ikke har kontakt til enten deres far eller mor under anbringelsen i familiepleje. Undersøgelsen bygger på vurderinger fra plejeforældrene og konkluderer, at hvert tiende plejebarn hverken har kontakt til sin mor eller far (Bryderup et al., 2017).

I en undersøgelse af anbragte børn og unges trivsel finder Ottosen et al. (2015), at anbragte børn og unge kan være sårbare i forhold til deres relationer og netværk til kammeratskabsgruppen. Undersøgelsen finder, at 11- og 15-årige anbragte sjældnere har venner end ikke-anbragte jævnaldrende. Ifølge undersøgelsen svarer 10 pct. af de 11-årige anbragte og 12 pct. af de 15-årige, at de højst har én god ven. Dette står i kontrast til ikke-anbragte børn og unge, hvor kun 1 pct. svarer, at de højst har én god ven (Ottosen et al., 2015). Undersøgelsen finder endvidere, at børn, som er anbragt i en plejefamilie, oftere er sammen med venner og sjældnere føler sig ensomme, end det er tilfældet for institutionsanbragte børn (Ottosen et al., 2015).

Kilder

Andersen, Signe Hald (Red.) (2010). Når man anbringer et barn: Baggrund, stabilitet i anbringelsen og det videre liv. Odense: Syddansk Universitetsforlag. 

Backe-Hansen, Elisabeth et al. (2010). Børn og unge i fosterhjem: En kunnskapsstatus. Oslo: NOVA - Norsk Institutt for forskning om opvekst, velfærd og aldring.

Bekendtgørelse af lov om social service, LBK nr. 1287 af 28/08/2020. Tilgængelig fra: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2020/1287 [lokaliseret 08-01-2021].

Bekendtgørelse af lov om socialtilsyn, LBK nr. 1377 af 21/09/2020. Tilgængelig fra:https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2020/1377 [lokaliseret 08-01-2021].

Bekendtgørelse om socialtilsyn, BEK nr. 617 af 03/05/2020. Tilgængelig fra: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2020/617 [lokaliseret 10-12-2020]

Bekendtgørelse om plejefamilier, BEK nr. 522 af 30/04/2019. Tilgængelig fra: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=209131 [lokaliseret 04-11-2019]  

Bressendorf, Signe & Klyvø, Line (2018). Det gode match: Erfaringer fra et projekt om inddragelse af børn og forældre i matchet til en plejefamilie. København: Center for Familiepleje.

Bryderup, Inge M. et al. (2017). Familiepleje i Danmark. Aarhus: Forlaget Klim.

Børne- og Socialministeriet (2018). Velfærdspolitisk analyse: Kontinuitet i anbringelser af børn og unge. København: Børne- og Socialministeriet.

Egelund, Tine et al. (2008). Anbragte børns udvikling og vilkår: Resultater fra SFI’s forløbsundersøgelse af årgang 1995. København: SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.

Esping, Ulla & Hagbard, Sigbritt (1992). Med barns ögon: Om ett barnrelaterat förhållningssätt i familjehemsvården. Stockholm: Allmänna Barnhuset.   

Martínez, María D. Salas et al. (2016). Contact visits between foster children and their birth family: The views of foster children, foster parents and social workers. Child & Family Social Work, Vol. 21(4): 473-483.

Ottosen, Mai Heide et al. (2015). Anbragte børn og unges trivsel 2014: 15.01.15.01. København: SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd. 

Sen, Robin & Broadhust, Karen (2011). Contact between children in out-of-home placements and their family and friends networks: A research review. Child and Family Social Work, Vol. 16(3): 298 – 309. 

Socialstyrelsen (2019). Håndbog for det gode anbringelsesforløb i familiepleje (2. udg.). Odense: Socialstyrelsen.

Stefansen, Kari & Hansen, Thomas (2014). En god forberedelse til å bli fosterforeldre: Evaluering av opplæringsprogrammet PRIDE. Oslo: NOVA - Norsk institutt for forskning om oppvekst, velferd og aldring.  

Ankestyrelsen har i 2014 lavet en undersøgelse i flere dele, der bl.a. belyser samarbejdet mellem plejefamilier og kommuner (Ankestyrelsen, 2014a; Ankestyrelsen, 2014b; Ankestyrelsen, 2014c). Undersøgelsen viser, at det i størstedelen af kommunerne er to forskellige medarbejdergrupper, der henholdsvis varetager kontakt til plejefamilien og myndighedsopgaver i forhold til det anbragte barn. Denne opgavefordeling bygger på et ønske om en klar ansvarsfordeling samt en kontinuitet i arbejdet med plejefamilierne, hvor udvalgte medarbejdere oparbejder særlig viden og erfaring i forhold til opgaven (Ankestyrelsen, 2014a).

Ankestyrelsens resultater bygger på en spørgeskemaundersøgelse blandt 374 plejefamilier og ca. 85 kommuner samt tre fokusgruppeinterviews med plejefamilier (Ankestyrelsen, 2014a; Ankestyrelsen, 2014b).
Undersøgelsen konkluderer, at følgende faktorer har indflydelse på, om der opstår udfordringer i samarbejdet mellem kommunerne og plejefamilierne (Ankestyrelsen, 2014a; Ankestyrelsen, 2014b):

• uenighed om barnets samvær med forældrene
• vederlagsproblematikker, herunder genforhandling af vederlag under anbringelsesforløbet
• afgørelser om ændring af anbringelsessted og hjemgivelse.

De faktorer, som Ankestyrelsens undersøgelse peger på som fremmende for samarbejdet, er:

• at plejefamilierne oplever sig selv som en respekteret samarbejdspart
• at der er løbende kommunikation med og inddragelse af plejefamilierne
• at kommunen er tilgængelig for plejefamilien ved behov for støtte
• at der finder en forventningsafstemning sted, særligt i forbindelse med matchningsprocessen
• at det så vidt muligt er de samme medarbejdere fra kommunen, der står for kontakten mellem kommunen og plejefamilien (Ankestyrelsen, 2014a; Ankestyrelsen, 2014b).

Det er med lovændringerne fra 2019 tydeliggjort, at supervision samt råd og vejledning ikke må varetages af den samme person, som aftaler honorering og andre vilkår med plejefamilien (Bekendtgørelse af lov om social service § 66 c, stk. 3).

Supplerende støtte til barnet

Et barn eller en ung, som er anbragt hos en almen plejefamilie, vil kunne have behov for yderligere støtte end den, som plejefamilien kan levere. Yderligere støtte kan fx bestå i personlig støtte, terapi eller anden behandling. Hvis der er et sådant behov, skal den anbringende kommune iværksætte støtten (Bekendtgørelse af lov om social service § 55). Den supplerende støtte skal være helhedsorienteret (Bekendtgørelse af lov om social service § 46). Det er fx vigtigt at have fokus på, at barnets skole eller PPR inddrages.

Uddannelse og supervision

Når en almen plejefamilie er godkendt og har gennemgået det tæt støttede opstartsforløb i forbindelse med, at plejefamilien har fået et barn i pleje, har plejefamilien derefter ret til mindst to dages uddannelse hvert år. Plejefamilien har ligeledes ret til den supervision, rådgivning og vejledning, der er nødvendig for at varetage plejeopgaven i forhold til barnet. Det er den kommune, der har ansvaret for anbringelsen af barnet, der skal sørge for, at plejefamilien får og gennemfører efteruddannelse, supervision, rådgivning og vejledning (Bekendtgørelse om plejefamilier § 5 og § 12).

Ankestyrelsens undersøgelse fra 2014 viser, at 29 pct. af de adspurgte plejefamilier ikke har modtaget efteruddannelse svarende til to hele kursusdage det seneste år. Flere af plejefamilierne i undersøgelsen udtrykker et ønske om, at kurserne i højere grad er niveauopdelte, og at der er flere kurser med fokus på specifikke udfordringer (Ankestyrelsen, 2014b).

Undersøgelsen fra Ankestyrelsen viser også, at 81 pct. af de adspurgte plejefamilier modtager supervision. Heraf er 50 pct. af plejefamilierne i høj grad tilfredse, og 36 pct. er i nogen grad tilfredse med supervisionen (Ankestyrelsen, 2014b). Supervisionsbegrebet er ikke uddybet i serviceloven (Socialstyrelsen, 2019), og det fremgår af Ankestyrelsens undersøgelse (Ankestyrelsen, 2014b), at der er forskellige definitioner og forståelser af supervision. 19 pct. af plejefamilierne, som indgår i Ankestyrelsens undersøgelse, oplyser, at de ikke modtager supervision, idet de ikke opfatter samtaler med fx familierådgiver eller familieplejekonsulent som supervision (Ankestyrelsen, 2014b).

Sammenbrud i anbringelser

De fleste skift i anbringelsessted er planlagte og skyldes fx, at barnets behov har ændret sig, hvorfor et skift vil være det bedste for barnet (Ankestyrelsen, 2018).

I Danmark er der i 2017 iværksat ændret anbringelsessted for ca. 344 børn og unge anbragt i familiepleje. Det svarer til 3,5 pct. af de børn og unge, som er anbragt i plejefamilie i 2017 (Socialstyrelsen, 2019).
Velfærdspolitisk Analyse fra 2018 fra Børne- og Socialministeriet viser, at blandt børn og unge, der blev anbragt uden for hjemmet i 2008-2009, har 27 pct. af de anbragte i netværksplejefamilier skiftet anbringelsessted eller haft et midlertidigt ophør i anbringelsen. For børn og unge, der var anbragt i den plejefamilietype, som inden lovændringerne pr. 1. juli 2019 blev betegnet ”almindelige plejefamilier”, er tallet 33 pct. (Børne- og Socialministeriet, 2018). Tallene omfatter både planlagte og ikke-planlagte skift.
Beslutningen om at afslutte et plejeforhold er en proces, der foregår over tid og afhænger af dialog med familierådgiver, familieplejekonsulent, familie og netværk om problemer og løsninger (Backe-Hansen et al., 2013). Backe-Hansen et al. definerer en ikke-planlagt flytning således: en flytning fra plejefamilien tidligere end planlagt og på grund af opståede vanskeligheder (2013).

En dansk undersøgelse fra SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd af anbragte børns trivsel viser, at jo ældre plejebørnene bliver, desto mere er de med til selv at tage initiativ til ophør af anbringelsen (Ottosen et al., 2015). I undersøgelsen oplyser 8 ud af 10 plejebørn, som for nylig har oplevet et enten planlagt eller ikke-planlagt ophør i anbringelsen, at deres liv er blevet lidt eller meget bedre, efter at de er flyttet fra plejefamilien (Ottosen et al., 2015).

Ikke-planlagte ophør af anbringelser eller egentlige sammenbrud kan betyde turbulens og belastning for plejebarn, plejefamilie og barnets familie (Socialstyrelsen, 2019). En norsk metaundersøgelse har gennemgået 58 studier fra Europa, USA og Australien, publiceret mellem 1995-2012, for at undersøge omfang og årsager til ikke-planlagte flytninger fra plejefamilier (Backe-Hansen et al., 2013). Undersøgelsen konkluderer, at der kan være en række årsager/risikofaktorer til ikke-planlagte flytninger, og at der både kan være tale om forhold hos plejebarnet og hos plejefamilien (Backe-Hansen et al., 2013):

Årsager og risikofaktorer hos plejebarnet:

• Plejebarnet udviser adfærdsmæssige problemer og antisocial adfærd.
• Plejebarnet kan være til fare i plejefamilien, fordi det udsættes for fysisk eller seksuel vold.
• Plejebarnet udviser modvilje mod placering i plejefamilien.
• Plejebarnets behov kompliceres over tid.

Derudover konkluderer Backe-Hansen et al. (2013), at unge er mere i risiko for ikke-planlagte flytninger, end det er tilfældet for mindre børn.

Årsager og risikofaktorer hos plejefamilien:

• Plejefamilien bliver ”brugt” pga. belastninger over tid.
• Plejefamilien oplever problemer i relationen til kommunens myndighedsafdeling, herunder mangel på ressourcer.
• Plejefamilien oplever ændringer i interne forhold, fx sygdom og skilsmisse.
• Plejefamilien oplever, at belastningen ved at have plejebørn får konsekvenser for plejefamiliens egne børn. 

Ankestyrelsen undersøgte i 2014 57 kommunale afgørelser om at flytte et plejebarn fra en plejefamilie til en anden plejefamilie, et opholdssted eller en døgninstitution (Ankestyrelsen, 2014c). Af undersøgelsen fremgår det, at i ca. 40 pct. af sagerne er det plejefamilien, som har opsagt plejekontrakten. Det fremgår ikke af undersøgelsen, hvorfor plejeforældrene opsiger kontrakten (Ankestyrelsen, 2014c).

En norsk undersøgelse fra 2011 ser på anbringelsesforløbet for 70 børn i alderen 6-12 år, der har været anbragt i mindst fire år (Christiansen, 2011). Der er lavet interviews med børnene, deres forældre samt deres sagsbehandlere 7-8 år efter den første anbringelse, og disse er suppleret med yderligere interviews med sagsbehandlere i perioden op til de 7-8 år efter den første anbringelse. Undersøgelsen finder, at størsteparten af de familieplejeanbragte børn og unge oplever 1-3 skift efter den første anbringelse, samt at de fleste skift består i skift fra midlertidige anbringelser til faste og stabile anbringelser. Christiansen (2011) finder samtidig, at et stort mindretal af plejebørnene oplever egentlige sammenbrud i anbringelsen. I interviewene i den norske undersøgelse placerer plejebørn og forældre hovedansvaret for sammenbruddene hos plejefamilierne, selvom der er vid anerkendelse af, at plejefamilierne gør alt, hvad de kan for, at der kan blive tale om gode og stabile anbringelsesforløb for plejebørnene (Christiansen, 2011).

Christiansens undersøgelse fra 2011 finder, at flere faktorer spiller ind, når anbringelsesforløb afbrydes ikke-planlagt:

• At barnet bliver ældre - jo ældre barnet er, desto større er risikoen for, at anbringelsen bryder sammen
• At barnet har flere anbringelser bag sig – jo flere anbringelser barnet har bag sig, desto større er risikoen for, at anbringelsen bryder sammen
• At plejeforældrene ikke har været klar over den store opgave, det er at være plejeforældre
• At sagsbehandlerne ikke har været gode nok til at vurdere egnetheden hos plejefamilierne eller ikke i tilstrækkelig grad har forberedt plejeforældrene på opgaven
• At børnenes forældre indirekte forhindrer barnet i at kunne falde til ro og ”have lov til at trives” i plejefamilien (Christiansen, 2011).

SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd har i 2010 lavet en undersøgelse blandt anbragte unge, som viser, at 44 pct. af de unge oplever et eller flere sammenbrud under deres anbringelsesforløb (Egelund et al., 2010). Resultaterne bygger på en kvantitativ undersøgelse af 227 unges anbringelsesforløb samt en kvalitativ interviewundersøgelse. SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærds undersøgelse viser desuden, at sagsbehandlerskift kan øge risikoen for sammenbrud, og at sagsbehandlerne på grund af økonomiske restriktioner ofte synes, at det er vanskeligt at finde det rette anbringelsessted (Egelund et al., 2010).

Forebyggelse af sammenbrud i anbringelser

Der er ikke entydige svar på, hvordan sammenbrud i anbringelser forhindres. Der er dog en del forskning (Backe-Hansen et al., 2013; Christiansen, 2011; Egelund et al., 2010; Sinclair, 2010), der tyder på, at der er visse risikofaktorer, man bør være opmærksom på for at forebygge sammenbrud:

• Der er større risiko for sammenbrud tidligt i anbringelsesforløbet.
• Der er større risiko for sammenbrud, når barnet bliver teenager.
• Der er større risiko for sammenbrud, hvis barnet eller den unge har alvorlige udfordringer i forhold til opførsel og tilknytning.

SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærds undersøgelse af unges anbringelsesforløb viser, at følgende faktorer kan nedsætte risikoen for, at anbringelsen afbrydes ikke-planlagt:

• at der er udarbejdet en handleplan
• at den unge er enig i anbringelsen
• at den unge forud for anbringelsen har været placeret i aflastning (Egelund et al., 2010).

En engelsk undersøgelse fra 2010 konkluderer, at vellykkede anbringelser i plejefamilier kan tilskrives følgende faktorer:

• at barnet selv ønsker at være i plejefamilien
• at barnet fra starten accepteres af plejefamilien, plejefamiliens egne børn og eventuelle andre plejebørn i familien
• at barnet kan lide at gå i skole.

Undersøgelsen viser desuden, at børn, der har været udsat for overgreb og har ubegrænset samvær med deres familie, oplever tre gange så mange sammenbrud i anbringelsen. Undersøgelsen bygger på en kvantitativ undersøgelse, hvor 7.399 børn indgår i den statistiske analyse. Data er blevet indsamlet fra blandt andet socialarbejdere og plejefamilier (Sinclair, 2010).

Deloitte har i 2010 lavet en undersøgelse for Socialstyrelsen af plejefamiliers rammer og vilkår. Ét af undersøgelsens resultater er, at de kompetencer, der er afgørende for et vellykket anbringelsesforløb, blandt andet er rummelighed, tålmodighed, åbenhed, empatisk formåen samt relationelle og kommunikative kompetencer hos plejefamilierne. Undersøgelsen bygger på kvalitative såvel som kvantitative data (Deloitte, 2010).

En norsk forskningsoversigt fra 2009 viser, at tiltag, der forebygger adfærdsvanskeligheder hos barnet eller den unge, kan reducere risikoen for ikke-planlagte sammenbrud (Backe-Hansen, 2009).

Kilder

Ankestyrelsen (2014a). Ankestyrelsens undersøgelse af samarbejdet mellem plejefamilier og kommuner: Delundersøgelse 1: Kommuners vurdering af samarbejdet med plejefamilier. København: Ankestyrelsen.

Ankestyrelsen (2014b). Ankestyrelsens undersøgelse af samarbejdet mellem plejefamilier og kommuner: Delundersøgelse 2: Plejefamiliers vurdering af samarbejdet med kommuner. København: Ankestyrelsen.

Ankestyrelsen (2014c). Ankestyrelsens undersøgelse af samarbejdet mellem plejefamilier og kommuner: Delundersøgelse 3: Praksisundersøgelse om anbragte børn og unge, der flytter fra en plejefamilie til et nyt anbringelsessted. København: Ankestyrelsen. 

Ankestyrelsen (2018). Kontinuitet i anbringelser. København: Ankestyrelsen.

Backe-Hansen, Elisabeth (2009). Hvordan motvirke og forebygge utilsiktet flytting fra fosterhjem? Oslo: Nasjonalt bibliotek for barnevern og familievern. 

Backe-Hansen et al. (2013). Utilsiktet flytting fra fosterhjem: En litteratursammenstilling. (NOVA Notat 2/2013). Oslo: NOVA - Norsk Institutt for forskning, oppvekst, velferd og aldring.

Bekendtgørelse om plejefamilier, BEK nr. 522 af 30/04/2019. Tilgængelig fra: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=209131 [lokaliseret 04-11-2019].

Bekendtgørelse af lov om social service, LBK nr. 1287 af 28/08/2020. Tilgængelig fra: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2020/1287 [lokaliseret 08-01-2021].

Børne- og Socialministeriet (2018). Velfærdspolitisk analyse - kontinuitet i anbringelser af børn og unge. København: Børne- og Socialministeriet.

Christiansen, Øivin (2011). Når barn plasseres utenfor hjemmet: Beslutninger, forløp og relasjoner. Bergen: Universitetet i Bergen. 

Deloitte (2010). Undersøgelse af plejefamiliers rammer og vilkår: Afrapportering. Odense: Servicestyrelsen. 

Egelund, Tine et al. (2010). Sammenbrud i anbringelser af unge: Erfaringer, forklaringer og årsager bag. København: SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.

Ottosen, Mai Heide et al. (2015). Anbragte børn og unges trivsel 2014: 15.01. København: SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd. 

Sinclair, Ian (2010). What Makes for Effective Foster Care: Some Issues. I: Fernandez, E. & Barth, R. P. (Red.), How does foster care work?: International evidence on outcomes (s. 189-207). London: Jessica Kingsley Publishers.

Socialstyrelsen (2019). Håndbog for det gode anbringelsesforløb i familiepleje (2. udg.). Odense: Socialstyrelsen.

SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd har i en forskningsoversigt fra 2009 bl.a. undersøgt effekterne af anbringelse uden for hjemmet for børn og unge. I undersøgelsen pointeres det, at det er vanskeligt at måle effekter på anbringelsesområdet på optimal vis. Det skyldes, at anbringelse uden for hjemmet er en yderst indgribende intervention, og det kan ifølge undersøgelsen fx ikke forsvares etisk at trække lod om, hvem der skal og ikke skal anbringes uden for hjemmet. Det betyder, at det er svært at drage tydelige konklusioner om, hvorvidt anbringelser uden for hjemmet har positive eller negative effekter. Det er desuden ikke muligt at drage klare konklusioner om, hvorvidt forskellige anbringelsestyper har forskellig effekt (Egelund et al., 2009).

Forskningen kan heller ikke konkludere, om en negativ udvikling hos barnet eller den unge skyldes anbringelsen, eller om udviklingen skyldes de oplevelser, som barnet eller den unge har haft med sig fra før anbringelsen (Egelund et al., 2009; Vinnerljung et al., 2010). En svensk undersøgelse sammenligner unge, der har været anbragt i plejefamilie, med unge, der udelukkende har modtaget støtte i hjemmet. Undersøgelsen konkluderer, at begge grupper vil være påvirkede af de samme langsigtede negative effekter (Vinnerljung et al., 2010). SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd konkluderer i sin undersøgelse fra 2009, at de langsigtede negative effekter er tydeligere for tidligere anbragte børn både ved sammenligning med majoritetsbefolkningen og ved sammenligning af ikke-anbragte børn med lignende livsbetingelser. Sammenligningsgruppen i SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærds undersøgelse er andre socialt udsatte børn, og det kan være problematisk at udlede klare konklusioner på baggrund af sammenligning mellem disse to grupper, da det er de mest belastede børn, der bliver anbragt (Egelund et al., 2009).

Livsforløb for anbragte børn

I en undersøgelse fra 2019 ser VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd på, hvordan unge, der er anbragt på kostskoler, klarer sig efter endt grundskole - sammenlignet med unge i andre anbringelsestyper. VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærds undersøgelse baserer sig på registerdata ved Danmarks Statistik på alle anbragte unge i Danmark, der har afsluttet grundskolen i perioden 2005-2017. Undersøgelsen finder, at 52,4 pct. af de 25-årige, som har været anbragt i familiepleje, er i gang med eller har afsluttet en uddannelse efter endt grundskole. For 25-årige, som har været anbragt på kostskole, er tallet 56,9 pct., mens det for 25-årige, som har været anbragt på enten døgninstitution eller socialpædagogisk opholdssted, er 38,3 pct. Undersøgelsen ser på familieplejeanbringelser under ét og skelner altså ikke mellem forskellige plejefamilietyper (Lausten & Andreasen, 2019). 

Undersøgelsen fra VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd finder, at 72,4 pct. af de tidligere kostskoleanbragte er selvforsørgende som 25-årige, mens tallet for tidligere plejefamilieanbragte er 67,1 pct. Blandt de unge, som har været anbragt på døgninstitution eller socialpædagogisk opholdssted, er 54,9 pct. selvforsørgende som 25-årige (Lausten & Andreasen, 2019).

En række undersøgelser beskæftiger sig med anbragte børns livsforløb, men uden at skelne mellem forskellige anbringelsesformer. Nedenstående omfatter anbringelser totalt, dvs. anbringelser i både familiepleje og andre anbringelsesformer.

En forløbsundersøgelse lavet af SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd i 2008 blandt 11-årige anbragte børn viser bl.a., at anbragte børn oftere:

• har psykiske og sociale problemer
• bliver ramt af sygdom
• har det sværere i skolen 
• har en belastet social baggrund. 

Undersøgelsen viser desuden, at kun halvdelen af børnene klarer en almindelig skolegang uden specialforanstaltninger.          

Om børnenes forældre fremgår det, at de oftere:

• har problemer med misbrug, vold og kriminalitet
• har flere helbredsproblemer en majoritetsbefolkningen
• har dårligere økonomi end majoritetsbefolkningen.

Herudover viser det sig, at børnenes mødre oftere er blevet forældre som teenagere og oftere er enlige. 

Undersøgelsen bygger på registeroplysninger om samtlige anbragte danske børn født i 1995, dvs. ikke kun plejefamilieanbragte. Derudover er der lavet en spørgeskemaundersøgelse blandt professionelle aktører omkring børnene samt interviews med udvalgte børn (Egelund et al., 2008). 

Socialpolitisk redegørelse fra 2018 viser, at børn og unge, der er anbragt, generelt både trives og klarer sig fagligt dårligere i grundskolen end deres jævnaldrende. De har desuden flere skoleskift, mere fravær og flere perioder uden skolegang (Børne- og Socialministeriet, 2018). 

Flere undersøgelser har peget på, at børn og unge, der bor uden for eget hjem, ofte forlader folkeskolen med dårligere skolekvalifikationer end andre børn, og at dette forringer deres fremtidige chancer som voksne (Berlin et al., 2011; Bryderup og Trentel, 2012; Egelund et al., 2009). Socialpolitisk redegørelse fra 2018 viser, at det blandt anbragte børn og unge under ét, dvs., hvor der ikke ses på anbringelsesformen, er under halvdelen, som aflægger afgangsprøven i 9. klasse. For øvrige børn og unge er tallet ca. 90 pct. (Børne- og Socialministeriet, 2018).

VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærds rapport fra 2017 om tidligere anbragte voksne konkluderer bl.a., at tidligere anbragte som 24-årige er mere udsatte i forhold til marginalisering på arbejdsmarkedet, hvilket viser sig ved, at de i højere grad hverken er i gang med en uddannelse eller arbejde, har ringe grundskoleuddannelse og modtager overførselsindkomst (Olsen et al., 2017). Undersøgelsen konkluderer, at mange anbragte unge har haft ustabile og dårlige skoleoplevelser med sig, og at de som 18-årige er underrepræsenteret i uddannelses- og beskæftigelsesstatistikkerne (Olsen et al., 2017). En analyse fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering fra 2016 beskriver, at der blandt gruppen af unge i alderen 18-29 år, som ikke får fodfæste i uddannelse eller job, men fortsætter i ydelsessystemet, er 23 pct., som har været anbragt som barn (Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, 2018).

Københavns Kommune har i 2016 undersøgt anbragte børn og unges skolegang. Undersøgelsen viser, at børn anbragt i plejefamilier mener, at anbringelsen i sig selv er den faktor, der har størst betydning for, at de klarer sig nogenlunde godt i skolen i dag. En anden betydende faktor er, at plejeforældre og plejesøskende støtter og står som forbilleder for skolegang (Klyvø & Larsen, 2016).

Forskning tyder på, at anbragte børn også på længere sigt klarer sig dårligere end andre børn på en række parametre. Blandt anbragte børn er der:

• en højere forekomst af psykiatriske udfordringer
• en højere forekomst af selvmord
• en højere forekomst af at blive forælder i teenageårene (Egelund et al., 2009; Vinnerljung et al., 2010). 

En rapport fra Rambøll (2012) konkluderer, at der blandt tidligere anbragte er en overhyppighed i forhold til majoritetsbefolkningen i relation til, om de:

• har begået kriminelle handlinger
• har været i behandling for misbrug
• har været i behandling for psykiske lidelser (Rambøll, 2012).

Rambølls undersøgelse tager udgangspunkt i Danmarks Statistiks register over udsatte børn og unge, som på daværende tidspunkt var opdateret til og med 2008. I undersøgelsen sammenholder Rambøll oplysningerne om de 0-64 årige, der har været anbragt i plejefamilie, med majoritetsbefolkningen (Rambøll, 2012).

Bedre effekt ved anbringelse i plejefamilie

Vinnerljung et al. anbefaler, at der iværksættes forskellige tiltag for at sikre en bedre effekt af anbringelse i plejefamilie (Vinnerljung et al., 2010). Disse tiltag er:

• at myndighederne forpligtes til at sikre, at barnet ved anbringelsen gennemgår en helbredsmæssig vurdering, at barnets helbred følges løbende under anbringelsen, og at der sikres nem adgang til sundhedsydelser
• at myndighederne forpligtes til at sikre, at der sker en vurdering af barnets kognitive potentiale ved anbringelsen, så eventuelle forhindringer for et vellykket skoleforløb identificeres, og der ydes den nødvendige støtte for at sikre en vellykket skolegang
• at myndighederne forpligtes til at sikre, at unge, der er anbragt i plejefamilier, modtager seksualundervisning og prævention.

Forskning viser, at anbragte børns sundhed ofte er et overset problem. Der peges på, at når de anbragte børn undersøges, så vil halvdelen af dem have sundhedsmæssige problematikker, som kræver en efterfølgende henvisning til egen læge eller specialist (Hjern & Vinnerljung, 2002). En dansk undersøgelse fra 2015 konkluderer, at anbragte børn og unges sundhed og trivsel fremstår relativt dårligere end ikke-anbragte unges (Ottosen et al., 2015). Den danske undersøgelse baserer sig på 1.404 anbragte børn og unge i alderen 11 til 17 år. 60 pct. af de adspurgte bor i plejefamilie, og de øvrige er institutionsanbragte (Hjern & Vinnerljung, 2002). 

I Børnerådets undersøgelse fra 2012 udtaler plejebørn sig om, hvad der virker for dem i forbindelse med anbringelsen i familiepleje. Plejebørnene peger bl.a. på., at det virker, når: 

• plejebarnet bliver behandlet som plejefamiliens egne børn
• plejefamilien hjælper med lektier og sund livsstil
• plejeforældrene er lyttende, forstående, støttende og gode at snakke med
• plejefamilien hjælper plejebarnet med at bevare kontakter til gamle venner og familie
• man selv må være med til at bestemme, hvor meget man vil se sin familie
• plejefamilien er glad for børn og ikke tager plejebørn for pengenes skyld
• plejeforældrene ikke råber og skælder for meget ud – især i starten
• plejefamilien giver ekstra plads til at ”træde ved siden af”, lige når man flytter ind
• plejefamilien kender ens baggrund og familie
• plejeforældrene jævnligt snakker med en om, hvordan det går, og hvad der evt. skal ændres
• plejefamilien er en familie "for altid", og plejeforældrene taler med en om, hvad der skal ske, når man fylder 18 år (Børnerådet, 2012).

Københavns Kommune har udviklet en model for ”det gode match”, dvs. en metode til at finde den rette plejefamilie til det enkelte barn, som skal anbringes i plejefamilie. Modellen har fokus på inddragelse af børn og forældre i matchningsprocessen og omfatter bl.a. forventningssamtaler, både før og efter anbringelsen, samt hyppig opfølgning det første år, hvor barnet er anbragt i plejefamilien (Bressendorf og Klyvø, 2018).

Kilder

Berlin, Marie et al. (2011). School performance in primary school and psychosocial problems in young adulthood among care leavers from long term foster care. Children and Youth Services Review, Vol. 33(12): 2489-2494.

Bressendorf, Signe & Klyvø, Line (2018). Det gode match: Erfaringer fra et projekt om inddragelse af børn og forældre i matchet til en plejefamilie. København: Center for familiepleje.

Bryderup, Inge & Trentel, Marlene, Q. (2012). Tidligere anbragte unge og uddannelse. Aarhus: Klim.

Børnerådet (2012). De prøver at gøre det så normalt som muligt: Et indblik i 113 anbragte børn og unges liv. København: Børnerådet.   

Børne- og Socialministeriet (2018). Socialpolitisk redegørelse. København: Børne- og Socialministeriet.

Egelund, Tine et al. (2008). Anbragte børns udvikling og vilkår: Resultater fra SFI’s forløbsundersøgelser af årgang 1995. København: SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.

Egelund, Tine et al. (2009). Anbragte børn og unge: En forskningsoversigt. København: SFI - Det Nationale Forskningscenter for velfærd.

Hjern, Anders & Vinnerljung, Bo (2002). Healthcare for Children in Foster and Residential Care. Acta Paediatrica, Vol. 91(11): 1153-1154.

Klyvø, Line & Larsen, Mette (2016). Bedre støtte til anbragte børn og unges skolegang: Perspektiver fra Københavns Kommune. København: Center for Familiepleje. 

Lausten, Mette & Andreasen, Asger G. (2019). Anbragt på en kostskole: Hvordan klarer unge, der er anbragt på kostskoler, sig efter endt grundskole, sammenlignet med unge i andre anbringelsestyper? København: VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

Olsen, Rikke F. et al. (2017). Tidligere anbragte og uddannelsessystemet. København: VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

Ottosen, Mai Heide et al. (2015). Anbragte børn og unges trivsel 2014: 15.01. København: SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.   

Rambøll (2012). Analyse af de økonomiske konsekvenser på området for udsatte børn og unge: Afrapportering. København: Social – og Integrationsministeriet.  

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (2018). Unges vej fra uddannelseshjælp til uddannelse og beskæftigelse: Beskrivende analyse. København: Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.  

Vinnerljung, Bo et al. (2010). Long Term Outcomes of Foster Care: Lessons from Swedish National Cohort Studies. I: Fernandez, E. & Barth, R. P. (Red.), How does foster care work?: International evidence on outcomes (s. 208-223). London: Jessica Kingsley Publishers.

Vederlagsmodeller

En undersøgelse, som blev foretaget af Ankestyrelsen i 2014, viser, at 92 pct. af de adspurgte kommuner på det tidspunkt anvendte eller tog udgangspunkt i Kommunernes Landsforenings (KL) vejledende takster og modeller for fastsættelse af vederlag i deres samarbejde med plejefamilier. Resultatet er baseret på en kvantitativ undersøgelse, hvor ca. 85 kommuner besvarede et spørgeskema (Ankestyrelsen, 2014).

Ankestyrelsens undersøgelse viser, at et mindre antal kommuner (ca. 8 pct. af de adspurgte kommuner) anvendte ”gennemsnitsmodellen”, også benævnt ”Aarhusmodellen”. Denne model har været afprøvet i Aarhus Kommune og anvendes nu permanent i samme kommune efter en positiv evaluering, der blev foretaget af KL i 2010 (Kommunernes Landsforening, 2010).

Ankestyrelsen finder i sin undersøgelse fra 2014, at 55 pct. af de adspurgte kommuner anvender en anden fast model end ”gennemsnitsmodellen”/”Aarhusmodellen”, og at 37 pct. af de adspurgte kommuner ikke anvender en fast model. Både de kommuner, der anvender en fast model, og de kommuner, der ikke gør, svarer, at de i praksis anvender KLs vejledende takster for fastsættelse af vederlag (Ankestyrelsen, 2014).

Af en undersøgelse foretaget af Deloitte for Socialstyrelsen i 2016 fremgår det, at der tegner sig to hovedmodeller for fastsættelse og genforhandling af vederlag:

• en gennemsnitsmodel, som er KLs nuværende model
• en model, der er baseret på KLs tidligere retningslinjer (Deloitte, 2016).

Begge modeller tager afsæt i KLs satsregulerede beløb for vederlag, der præsenteres årligt i KLs taksttabel (Socialstyrelsen, 2019). Deloittes undersøgelse viser, at det for de kommuner, der ikke benytter gennemsnitsmodellen, oftest gør sig gældende, at kontrakten mellem kommune og plejefamilie er til genforhandling med faste kadencer, fx en gang hver halve år eller en gang årligt (Deloitte, 2016).

Klik her for at læse mere om plejefamiliers kontrakt, vilkår og vederlag

Kilder

Ankestyrelsen (2014). Ankestyrelsens undersøgelse af samarbejdet mellem plejefamilier og kommuner. Delundersøgelse 1: Kommuners vurdering af samarbejdet med plejefamilier. København: Ankestyrelsen.

Deloitte (2016). Kortlægning af vederlag til plejefamilier. Odense: Socialstyrelsen.

Kommunernes Landsforening (2010). Evaluering af forsøgsprojekt med ny honoreringsmodel ”Gennemsnitsmodellen.. København: KL - Kommunernes Landsforening. 

Socialstyrelsen (2019). Håndbog for det gode anbringelsesforløb i familiepleje (2. udg.). Odense: Socialstyrelsen.