New Forest Parenting Programme (NFPP) har vist positive resultater i både et dansk og udenlandske RCT-studier.
Dansk kontrolleret forsøg fra 2018
New Forest Parenting Programme er afprøvet i et klinisk randomiseret kontrolleret forsøg på tre afdelinger i dansk børnepsykiatri med 164 børn med ADHD i alderen 3-7 år og deres forældre, både mødre og fædre. Resultaterne fra studiet er publiceret i 2018 (Lange et al., 2018; Polanczyk, 2018).
88 børn fik indsatsen, mens 76 børn modtog gængs behandling. Indsatsen blev gennemført med seks sessioner på selve afdelingen og to sessioner i hjemmet med i alt 12 timers sessioner. En typisk forældretræningsindsats gennemføres i kommunalt regi og i hjemmet, hvorfor studiets afprøvning adskiller sig ved at være gennemført på tre forskellige afdelinger i dansk børnepsykiatri (Lange et al., 2018).
Resultaterne viste, at behandlingen
- var mere effektiv end den gængse behandling på afdelingerne
- reducerede børnenes ADHD-symptomer
- øgede forældrenes kompetencer
- mindskede stress i familien.
Effekterne er vedligeholdt 36 uger efter behandling (Lange et al., 2018).
Der var ingen effekt på lærerrapporterede ADHD-symptomer og heller ingen effekt på adfærdsproblematikker, ligesom ADHD-symptomer hos forældre ikke påvirkede effekten af behandlingen (Lange et al., 2018; Polanczyk, 2018).
Lovende effekter for førskolebørns livskvalitet
I et opfølgningsstudie på det oprindelige studie fra 2018 (Lange et al., 2018) er børnenes generelle funktion, mentale sundhed og deres sociale relationer blevet undersøgt. Her finder Larsen et al., at gruppen af børn med ADHD generelt ligger lavere på alle referencepunkter med hensyn til livskvalitet i forhold til andre børn i samme aldersgruppe. Indsatsen med NFPP gav lidt bedre resultater ved indsatsens afslutning og ved en 36 måneders opfølgning end for en kontrolgruppe med anden indsats, men forskellen var ikke signifikant. Studiet viste, at forældretræning har potentiale til at forbedre børnenes livskvalitet uafhængigt af effekterne på ADHD-symptomerne, samt at forældrene fik mere selvtillid og familiens stressniveau blev sænket, og at det havde en positiv effekt på barnets livskvalitet (Larsen et al., 2021).
Et britisk studie, der sammenlignede NFPP i forhold til en indsats med De Utrolige År og anden indsats, fandt, at NFPP-indsatsen ikke var signifikant bedre til at reducere børnenes adfærdsproblematikker og ADHD-symptomer end indsatsen De Utrolige År, men signifikant bedre i forhold til andre indsatser (Sonuga-Barke et al., 2018).
Læs mere om De utrolige år – Forældreprogrammet Basic Førskole
Internationale studier viser også positiv effekt
NFPP er udviklet i Storbritannien. Der er her gennemført en række studier, der påviser positiv effekt af indsatsen. (Thompson et al., 2017). To RCT-studier har vist, at forældrene rapporterede om reducerede ADHD-symptomer, færre adfærdsproblematikker og bedre livstilfredshed med mindre stress for forældrene (Sonuga-Barke et al., 2001; Thompson et al., 2009).
Programmet er blevet tilpasset mere komplekse familier, hvor både børn og forældre havde indlæringsproblematikker, forældre med depressive symptomer og ringe socioøkonomiske forhold (McCann et al. 2014; McEwan et al., 2015).
Der er gennemført tre større RCT-studier af brugen af NFPP blandt børn i alderen 2-6,5 år i Storbritannien, som viser gode effekter af programmet (Sonuga-Barke et al., 2001; Thompson et al., 2009). Studierne har fokus på børnene og deres mødre, men inddrager ikke fædrene i deres undersøgelser.
Det tidligste studie, som er gennemført i 2001, viser, at 53 pct. af de børn, som deltog i NFPP, havde en reducering i ADHD-relaterede symptomer. Den positive effekt var ifølge forskerne på højde med effekten ved brug af psykofarmaka (Sonuga-Barke et al., 2001).
Det seneste studie, som er gennemført i 2009, viser ligeledes en markant reducering af problemskabende adfærd og symptomer, der optræder i forbindelse med ADHD. Studiet konkluderer desuden, at NFPP i høj grad bidrager til at mindske mødrenes brug af negative kommentarer over for børnene, og at det i nogen grad højner mødrenes brug af positive kommentarer (Thomson et al., 2009).
Studiet fra 2001 er et RCT-studie foretaget blandt 78 tre-årige børn med ADHD og deres mødre (Sonuga-Barke et al., 2001), og studiet fra 2009 er et RCT-studie foretaget blandt 41 børn i alderen 2½-6½ år med ADHD og deres mødre (Thompson et al., 2009).
Usikre virkninger på mødres mentale sundhed
De to RCT-studier viser begge effekter i reduceringen af symptomer, der optræder hos børn med ADHD, men deres målinger viser forskellige resultater i forhold til mødrenes velbefindende. I studiet fra 2001 påvises en forbedring af mødrenes mentale sundhed efter deltagelsen i NFPP (Sonuga-Barke et al., 2001). Denne effekt gør sig ikke gældende i studiet fra 2009 (Thompson et al., 2009). Her pointeres det, at der hverken kan påvises nogen effekt på mødrenes mentale sundhed eller på relationen mellem mor og barn, selv om undersøgelsen viser en effekt i forhold til at reducere mødrenes negative kommentarer og øge deres brug af positive kommentarer (Thompson et al., 2009).
Effekter på længere sigt
De to britiske RCT-studier fra henholdsvis 2001 og 2009 peger begge på, at den reduktion i ADHD-symptomer, der optræder efter deltagelse i NFPP, vedligeholdes efter forløbets afslutning. I studiet fra 2001 påvises det, at effekterne er vedligeholdt ved en måling 15 uger efter behandlingens afslutning (Sonuga-Barke et al., 2001). I studiet fra 2009 påvises det, at de er vedligeholdt ved en måling otte uger efter forløbets afslutning (Thompson et al., 2009).
Udbredelse af NFPP til andre lande
NFPP har vist sig at være robust ved udbredelse til andre, ikke-engelsksprogede lande og til en anden kulturel kontekst. NFPP er afprøvet i USA (New York), Kina, Japan og Hong Kong, ud over Storbritannien og Danmark (Thompson et al., 2017). Programmet har med visse udfordringer kunnet tilpasses til en ændret sproglig og kulturel sammenhæng med mindre ændringer og adaptioner. For eksempel benytter NFPP belønninger. Dette begreb vil på japansk blive knyttet til spil og lotto og indgår forsat relativt sjældent i danske pædagogiske udviklingsmodeller, hvorfor der i træningen af NFPP-lederne har været et behov for specielt fokus på brug af belønninger for at opnå effektiv brug af programmet (Thompson et al., 2017).
God effekt af selvhjælpsudgave
I 2010 blev der udviklet en selvhjælpsudgave af NFPP, som også viser gode effekter. Et RCT-studie af selvhjælpsudgaven konkluderer, at lidt under halvdelen af de børn, der har modtaget NFPP-selvhjælpsudgaven, har reducerede ADHD-symptomer ved forløbets afslutning. Derudover viser studiet også en positiv effekt på mødrenes vurdering af deres egne forældrekompetencer (Daley & O’Brian, 2013). Studiet er et mindre RCT-studie foretaget blandt 43 børn i alderen 4-11 år med ADHD og deres mødre (Daley & O’Brian, 2013).
I et studie af NFPP-selvhjælpsprogrammet fra 2021 (Daley et al., 2021) blev effekten af programmet sammenlignet med en kontrolgruppe, der modtog anden intervention og med en gruppe i medicinsk behandling. Der var en lille, men signifikant effekt af NFPP i forhold til forældrenes forældrefærdigheder, men ikke i forhold til forældrenes mentale velfærd eller deres tilfredshed. Der blev heller ikke fundet effekt på børnenes effektmål som fx ADHD-symptomer.
Kilder
Daley, D. & O’Brien, M. (2013). A small-scale randomized controlled trial of the self-help version of the New Forest Parent Training Programme for children with ADHD symptoms. European Child & Adolescent Psychiatry, Vol. 22(9): 543-552.
Daley, D. et al. (2021) Efficacy of a self‐help parenting intervention for parents of children with attention deficit hyperactivity disorder in adjunct to usual treatment—Small‐scale randomized controlled trial. Child : care, health & development. [Online] 47 (2), 269–280.
Lange, Anne-Mette et al. (2018). Parent training for preschool ADHD in routine, specialist care: A randomized controlled trial. Journal of the American Academy of Child and Adolescent Psychiatry, Vol. 57(8): 593-602.
McCann, D. C. et al. (2014). Study protocol for a randomised controlled trial comparing the efficacy of a specialist and a generic parenting programme for the treatment of preschool ADHD. Trials, Vol. 15:142.
McEwan, F. et al. (2015). Innovations in practice: Adapting a specialized ADHD parenting programme for use with ‘hard to reach’ and ‘difficult to treat’ preschool children. Child and Adolescent Mental Health, Vol. 20(3): 175-178.
Larsen, Liva Bundgaard et al. (2021). Effect of Parent Training on Health-Related Quality of Life in Preschool Children With Attention-Deficit/Hyperactivity Disorder: A Secondary Analysis of Data From a Randomized Controlled Trial. Journal of the American Academy of Child and Adolescent Psychiatry, Vol. 60(6): 734–744.e3.
Polanczyk, Guilherme V. (2018). Building the evidence to treat preschoolers with ADHD in real-life settings. Journal of the American Academy of Child and Adolescent Psychiatry, Vol. 57(8): 544-546.
Sonuga-Barke, E. J. S. et al. (2001). Parent-Based Therapies for Preschool Attention-Deficit/Hyperactivity Disorder: A Randomized, Controlled Trial With a Community Sample. Journal of the American Academy of Child and Adolescent Psychiatry, Vol. 40(4): 402-408.
Sonuga-Barke, E. J. S. et al. (2018). A comparison of the clinical effectiveness and cost of specialised individually delivered parent training for preschool attention-deficit/hyperactivity disorder and a generic, group-based programme: A multi-centre, randomised controlled trial of the New Forest Parenting Programme versus Incredible Years. European Child & Adolescent Psychiatry, Vol. 27(6): 797–809.
Thompson, M. J. J. et al. (2009). A small-scale randomized controlled trial of the revised new forest parenting programme for preschoolers with attention deficit hyperactivity disorder. European Child & Adolescent Psychiatry, Vol. 18(10): 605-616.
Thompson, M. J. J. et al. (2017). Adapting an attention‐deficit hyperactivity disorder parent training intervention to different cultural contexts: The experience of implementing the New Forest Parenting Programme in China, Denmark, Hong Kong, Japan, and the United Kingdom. PsyCh Journal , Vol. 6(1): 83–97.