CPS – Collaborative and Proactive Solutions

Collaborative and Proactive Solutions (CPS) er en metode målrettet børn og unge, der på grund af kognitive vanskeligheder, som for eksempel ADHD eller opmærksomhedsproblematikker, reagerer uhensigtsmæssigt, når de ikke kan leve op til de krav, omgivelserne stiller. Det kan være krav om at kunne planlægge og organisere indtryk og forudsige konsekvenserne af egne handlinger. Ifølge udvikleren Ross W. Greene er der tale om ”eksplosive børn”, som meget hurtigt bliver frustrerede, og som i langt højere grad end andre børn har svært ved at tilpasse sig og være fleksible. Dette ses eksempelvis i situationer med overgange/skift, nye, ukendte situationer og uforudsete forandringer (Greene, 2011).   

CPS har ikke en specifik målgruppe, men kan anvendes til børn med og uden diagnoser, herunder opmærksomhedsforstyrrelser og ADHD. Metoden fokuserer på adfærd i stedet for diagnoser, og der er derfor ikke konkrete inklusions- eller eksklusionskriterier for metoden (Greene, 2011; Brink, 2012; Mohr et al., 2009). Metoden kan benyttes af forældre såvel som fagpersoner.

Ifølge to undersøgelser fra henholdsvis USA og Sverige profiterer børn med udadreagerende adfærd og ADHD mest af metoden (Becker et al., 2011; Johnson et al., 2012).

Kilder

Becker, K. D. et al. (2011). Improvement in Symptoms Versus Functioning: How Do Our Best Treatments Measure Up? Administration and Policy in Mental Health and Mental Health Services research, Vol. 38(6): 440-458. 

Brink, I. (2012). Samarbejdsbaseret problemløsning – en metode til inklusion af udfordrede børn i skolen. Specialpædagogik 1: 35-39.

Greene, R. (2011). Collaborative Problem Solving Can Transform School Discipline. Phi Delta Kappan, Vol. 93(2): 25-29.

Johnson, M. et al. (2012). Attention-deficit/hyperactivity disorder with oppositional defiant disorder in Swedish children – an open study of collaborative problem solving. Acta Pædiatrica, Vol. 101(6): 624-630.

Mohr, W. K. et al. (2009). Beyond Point and Level Systems: Moving Toward Child-Centered Programming. American Journal of Orthopsychiatry, Vol. 79(1): 8-18.

Collaborative and Proactive Solutions (CPS) er udarbejdet af Ross W. Greene, klinisk lektor ved afdelingen for Psykiatri på Harvard Medical School. CPS er en metode til at sikre, at forældre og fagfolk generelt møder barnet på en mere samarbejdsbaseret og konstruktiv måde, og der er således ikke tale om et tidsbegrænset program (Greene, 2010). 

Baggrund

CPS bygger på en antagelse om, at børns uhensigtsmæssige adfærd ikke skyldes manglende vilje, men manglende kompetencer (Greene, 2010). For at imødekomme omgivelsernes forventninger skal barnet/den unge have udviklet kompetencer til fx at fastholde sin opmærksomhed, være fleksibel og kunne planlægge. CPS forudsætter, at hvis et barn mangler alderssvarende kompetencer på disse områder, kan han/hun ikke respondere konstruktivt på de krav, der stilles, og vil i stedet reagere med problemskabende adfærd (Pollastri et al., 2013).

I stedet for at have fokus på problemet som en del af barnet, har CPS derfor fokus på omgivelsernes - herunder forældre, lærere og pædagogers - reaktion på og håndtering af barnets vanskeligheder og adfærd (Greene, 2010). Metodens hovedformål er, at barnet og den voksne samarbejder ligeværdigt om at finde løsninger på barnets vanskeligheder (Greene, 2010).

Identifikation af barnets manglende evner

I CPS har den voksne til opgave at identificere barnets manglende kompetencer samt i hvilke situationer, disse kommer til udtryk. Dette kan fx gøres gennem ALSUP-skemaet (Livesinthebalance.org, 2017b), hvor den voksne noterer de situationer, hvor barnets adfærd ofte er uhensigtsmæssig. Dette kan fx være situationer, hvor barnet skal skifte mellem forskellige opgaver eller holde fokus på en udfordrende opgave. Skemaet skal bruges som en diskussionsguide snarere end en tjekliste.

Træning af barnets kompetencer

Når den voksne har identificeret hvilke situationer, der får barnet til at reagere uhensigtsmæssigt, kan han/hun sammen med barnet træne de færdigheder, barnet mangler for at kunne håndtere de forskellige situationer (Pollastri et al., 2013).

Der er ifølge metodeudvikler Greene typisk tre forskellige måder at løse problemer med børn på. Måderne kaldes i CPS for plan A, B og C (Greene, 2010; Pollastri et al., 2013).

Plan A er, når den voksne løser et problem ved at gennemtrumfe sin egen vilje uden at inddrage barnet. Dette sker fx, når den voksne siger ”nej”, ”du skal”, eller ”du må ikke”. Ifølge Greene vil plan A ofte resultere i flere konflikter, når man har med børn at gøre, som mangler kompetencer til at være fleksible, håndtere frustrationer eller selv løse problemer. Man bør derfor forsøge at undgå denne måde at løse problemerne på (Greene, 2010).

Plan B indebærer at bruge samarbejdsbaseret problemløsning, hvor den voksne og barnet samarbejder om at løse de problemer, der ligger til grund for barnets uhensigtsmæssige adfærd (Greene, 2010). Plan B indebærer tre elementer, der udføres trinvist: Empati, problem og invitation. I første trin afklarer den voksne, hvad der er problemet ved at spørge ind til barnets tanker og bekymringer. Herefter formulerer den voksne sin egen bekymring. Til sidst inviterer den voksne barnet til brainstorm for at finde en løsning, som er rimelig for begge parter. Det er barnet, der lægger ud, og ingen løsninger afvises, men snakkes igennem indtil begge parter synes, løsningen er mulig og rimelig (Greene, 2011). I den samarbejdsbaserede problemløsning lægges der op til, at barnet reflekterer over og italesætter sine problemer og sammen med den voksne tænker sig frem til løsninger (Greene, 2010). Barnet får således trænet vigtige kompetencer så som fleksibilitet, konflikthåndtering og problemløsning gennem det samarbejde, der finder sted (Pollastri et al., 2013). Plan B bør udføres proaktivt, inden konflikten er opstået, hvor barnet er i harmoni og har overskud til at udarbejde en aftale med den voksne. Hvis barnet fx altid nægter at børste tænder, bør man bruge Plan B, før han eller hun igen bliver stillet over for opgaven at børste tænder (Greene 2010; Brink, 2012).

Plan C anvendes, når den voksne vælger at slække på sin forventning til barnet for på den måde at stabilisere situationen og prioritere andre problemer. Dette ses fx, når læreren lader et barn holde længere pause end de øvrige elever. Plan C er en planlagt strategi, som kommunikeres til barnet på forhånd. Den handler om at prioritere forventninger og skal derfor ikke forveksles med, at den voksne giver efter for barnet (Greene, 2010; Pollastri et al., 2013).

Tilegnelse af metoden

CPS kan anvendes i skoler, i dag- og døgntilbud og på psykiatriske afdelinger (Mohr et al., 2009). Metoden er afprøvet som forældretræning i Sverige, hvor forældrene blev undervist i modellen efter Ross Greenes bog (Greene, 2010) i halvanden time om ugen i 6-10 uger (Johnson et al., 2012).

Greene og hans kollegaer i organisationen Lives in the balance tilbyder kurser i brugen af CPS for forældre og fagfolk, som ønsker at benytte den i deres egen omgang med børn samt certifikationskurser for fagfolk, som ønsker at undervise andre i metoden. Kurserne afholdes i USA, Canada, Norge og Sverige (Livesinthebalance.org, 2017a). Derudover kan man få en indføring i metoden ved at læse Greenes praktiske metodebøger Det eksplosive barn (Greene, 2010), Treating Explosive Kids (Greene & Ablon, 2006) og Fortabt i skolen (Greene, 2009).

Kilder

Brink, I. (2012). Samarbejdsbaseret problemløsning – en metode til inklusion af udfordrede børn i skolen. Specialpædagogik 1: 35-39.

Greene, R. (2011). Collaborative Problem Solving Can Transform School Discipline. Phi Delta Kappan, Vol. 93(2): 25-29.

Greene, R. (2010). Det eksplosive barn.. København: Forlaget Pressto.

Greene, R. (2009). Fortabt i skolen. København: Forlaget Pressto

Greene, R. & Ablon, S. (2006). Treating Explosive Kids. New York City: The Guildford Press. 

Johnson, M. et al. (2012). Attention-deficit/hyperactivity disorder with oppositional defiant disorder in Swedish children – an open study of collaborative problem solving. Acta Pædiatrica, Vol. 101(6): 624-630.

Livesinthebalance.org (2017a). Lives In the Balance. Lokaliseret d. 27. marts 2017 på http://www.livesinthebalance.org/

Livesinthebalance.org (2017b). ALSUP. Lokaliseret d. 27. marts 2017 på http://www.livesinthebalance.org/paperwork

Mohr, W. K. et al. (2009). Beyond Point and Level Systems: Moving Toward Child-Centered Programming. American Journal of Orthopsychiatry, Vol. 79(1): 8-18.

Pollastri, A. R. et al. (2013). The Collaborative Problem Solving Approach: Outcomes Across Settings. Harvard Review of Psychiatry, Vol. 21(4): 188-199.

Udbredelse

Collaborative and Proactive Solutions (CPS) er udviklet og særlig implementeret i USA. Ifølge Parent Map’s hjemmeside er CPS også anvendt i Canada og Australien. Metoden anvendes også i nordiske lande, herunder Danmark og Sverige (ParentMap.com, 2017). I Danmark har man erfaringer med at indføre CPS på Nyborg Heldagsskole, som har benyttet CPS-metoden i flere år. Der foreligger endnu ingen skriftligt dokumenterede implementeringserfaringer med CPS fra skolen (medio, 2017).

Internationale implementeringserfaringer 

I et to-årigt kvalitativt casestudie på en amerikansk grundskole med ca. 470 elever (Santangelo, 2009) har man undersøgt, hvilke faktorer der har betydning for en effektiv implementering af CPS. Ved hjælp af bl.a. interviews og deltagerobservation er der indsamlet data, som viser, at en succesfuld implementering af CPS er afhængig af, at der er tilstrækkelige personaleressourcer til rådighed samt opbakning fra skoleledelsen til at udøve metoden (Santangelo, 2009). Samlet peger studiets resultater på, at implementeringen fremmes i de tilfælde, hvor der er:

• Uddannelse og medarbejdermotivation: Alle skolens fagfolk skal prioritere og udøve CPS, herunder forstå og acceptere metoden.
• Opbakning fra ledelsen: Skoleledere og andre autoriteter skal forstå og støtte målene og procedurerne for metoden.
• Ressourcer: Der skal afsættes tilstrækkelig tid til, at lærerne kan mødes regelmæssigt i teams om den enkelte elev, som metoden anvendes på, for at vurdere fremgangen og vende tilbage til de uløste problemer.

Der er i den systematiske søgning ikke fremkommet studier med implementeringserfaringer blandt forældre til børn med ADHD eller opmærksomhedsforstyrrelser (medio, 2017). 

Metodeudvikler Ross W. Greene (Greene, 2010) peger ligeledes på, at ovenstående implementeringsfaktorer er væsentlige for at opnå en vellykket implementering af metoden blandt fagpersoner. Herudover understreger Greene, at der også skal rettes opmærksomhed på:

• Bevidsthed/mentalitet: Fagfolk skal kende til, at forskellige børn kan have behov for forskellige regler fx i skolen, og børnene skal tilskyndes til at gøre det ’rigtige’. En positiv indstilling til metoden er en vigtigt moderator for implementeringen. 
• Vedholdenhed: Udførelsen af CPS-metoden er en lang proces. Derfor er det vigtigt at ’holde ved’ og prioritere børnene højt, også selvom ressourcerne bliver få.
• Øvelse, feedback og coaching. Metoden er en proces, der kræver øvelse. At identificere manglende færdigheder og uløste problemer kræver ekspertise og erfaring. Derfor skal der være en kontinuerlig udveksling af viden og erfaringer og lærerne skal have positiv feedback, når de opnår succesfulde resultater (Greene, 2010). 

Kilder

Greene, R. (2010). Det eksplosive barn. København: Forlaget Pressto.

Nyborg Heldagsskole. Kontaktperson: Skoleleder Torben Juel Sørensen.

Santangelo, T. (2009). Collaborative Problem Solving Effectively Implemented, But Not Sustained: A Case for Aligning the Sun, the Moon and the Stars. Exceptional Children, Vol. 75(2): 185-209. 

ParentMap.com (2017). No More Stars and Stickers: Dr. Ross Greene Talks Childhood Discipline. Lokaliseret d. 9. marts 2017 på parentmap.com

Collaborative and Proactive Solutions (CPS) er ikke specifikt rettet mod ADHD, og mange effektstudier af CPS omfatter derfor også andre vanskeligheder end ADHD.

Et svensk kvantitativt studie (Johnson et al., 2012) har undersøgt effekten af CPS blandt 17 børn på 6-13 år, som både har ADHD og udadreagerende adfærd. Børnenes forældre er blevet undervist i CPS i 6-10 lektioner og har gennemgået en opfølgning seks måneder efter indsatsens afslutning.

Studiet viser, at samtlige børn ifølge forældremålinger har haft en reduktion i hyperaktiv og impulsiv adfærd efter et forløb med af CPS (Johnson et al., 2012). 53 pct. af børnene har desuden ved en måling efter interventionens afslutning vist en ”stor” eller ”rigtig stor” forbedring på skalaen Clinical Global Impression-Improvement, som måler symptomatiske og funktionelle forbedringer (Johnson et al., 2012). Otte børn har både modtaget CPS og fået medicinsk behandling som supplement, da de ved interventionens afslutning ikke havde vist lige så god modtagelighed over for metoden som resten af gruppen. En opfølgende måling seks måneder senere har påvist en god effekt af kombinationen af medicin og CPS for disse otte børn, og studiet konkluderer, at nogle børn kan have gavn af en behandling, som kombinerer brugen af medicin med CPS (Johnson et al., 2012). I forhold til resultaterne er det et væsentligt opmærksomhedspunkt, at datagrundlaget på 17 familier er meget småt for et kvantitativt studie (Johnson et al., 2012).

Mindsket stress hos lærere

Et amerikansk pilotstudie af effekten af CPS på en skole viser en reduktion i de deltagendes læreres stressniveau (Schaubman et al., 2011). Undersøgelsen er foretaget på en specialskole blandt otte lærere. Lærerne har hver fokuseret på to af deres mest udfordrende elever i deres brug af CPS og har før og efter interventionen vurderet deres stressniveau for undervisningen af hver af disse elever. Lærerne vurderer bl.a. at omfanget af deres stress i håndteringen af børn med eksempelvis ADHD er faldet efter interventionen. Undersøgelsen viser desuden, at antallet af disciplinære sager for de 16 elever, som har været i fokus i interventionen, er faldet med indførelsen af CPS (Schaubman et al., 2011).

Forbedret funktionsevne hos børnene

En amerikansk metaanalyse sammenligner forskellige indsatser i forhold til deres virkning på henholdsvis symptomer og funktionsevne blandt børn med adfærdsmæssige og emotionelle problemer (Becker et al., 2011). Oversigten konkluderer bl.a., at CPS er en af de metoder, der har bedst dokumenteret effekt på børns funktionsevne. Dette ses i forhold til børn med problemskabende adfærd. Til gengæld har CPS ifølge oversigten ingen dokumenteret effekt på symptomer. Oversigten sammenligner 750 behandlingsprotokoller i 450 RCT-studier, men omhandler ikke udelukkende CPS (Becker et al., 2011).    

CPS har desuden vist sig at være effektiv i forhold til at reducere udadreagerende adfærd og forældres stressniveau (Pollastri et al., 2013). Derudover har metoden vist sig effektiv på en børnepsykiatrisk afdeling i USA, hvor antallet af episoder med fastholdelse/fiksering faldt fra et gennemsnit på 263 til syv tilfælde halvandet år efter CPS blev implementeret (Pollastri et al., 2013).

Kilder

Becker et al. (2011). Improvement in Symptoms Versus Functioning: How Do Our Best Treatments Measure Up? Administration and Policy in Mental Health and Mental Health Services Research, Vol. 38(6): 440-458.

Johnson et al. (2012). Attention-deficit/hyperactivity disorder with oppositional defiant disorder in Swedish children – an open study of collaborative problem solving. Acta Pædiatrica, Vol. 101(6): 624-630.

Pollastri et al. (2013). The Collaborative Problem Solving Approach: Outcomes Across Settings. Harvard Review of Psychiatry, Vol. 21(4): 188-199.

Schaubman et al. (2011). Reducing Teacher Stress by Implementing Collaborative Problem Solving in a School Setting. School Social Work Journal, Vol. 35(2): 72-93.

I den systematisk søgning (medio, 2017) fremkom der ingen studier, der dokumenterer cost-benefit eller cost-effectiveness af Collaborative and Proactive Solutions.