Collaborative and Proactive Solutions sigter mod at skabe et ligeværdigt samarbejde mellem barnet og de voksne omkring barnet for derigennem at finde en løsning på de vanskeligheder, som opstår i samspillet med barnet.
Collaborative and Proactive Solutions (CPS) er udarbejdet af Ross W. Greene, klinisk lektor ved afdelingen for Psykiatri på Harvard Medical School. CPS er en metode til at sikre, at forældre og fagfolk generelt møder barnet på en mere samarbejdsbaseret og konstruktiv måde, og der er således ikke tale om et tidsbegrænset program (Greene, 2010).
Baggrund
CPS bygger på en antagelse om, at børns uhensigtsmæssige adfærd ikke skyldes manglende vilje, men manglende kompetencer (Greene, 2010). For at imødekomme omgivelsernes forventninger skal barnet/den unge have udviklet kompetencer til fx at fastholde sin opmærksomhed, være fleksibel og kunne planlægge. CPS forudsætter, at hvis et barn mangler alderssvarende kompetencer på disse områder, kan han/hun ikke respondere konstruktivt på de krav, der stilles, og vil i stedet reagere med problemskabende adfærd (Pollastri et al., 2013).
I stedet for at have fokus på problemet som en del af barnet, har CPS derfor fokus på omgivelsernes - herunder forældre, lærere og pædagogers - reaktion på og håndtering af barnets vanskeligheder og adfærd (Greene, 2010). Metodens hovedformål er, at barnet og den voksne samarbejder ligeværdigt om at finde løsninger på barnets vanskeligheder (Greene, 2010).
Identifikation af barnets manglende evner
I CPS har den voksne til opgave at identificere barnets manglende kompetencer samt i hvilke situationer, disse kommer til udtryk. Dette kan fx gøres gennem ALSUP-skemaet (Livesinthebalance.org, 2017b), hvor den voksne noterer de situationer, hvor barnets adfærd ofte er uhensigtsmæssig. Dette kan fx være situationer, hvor barnet skal skifte mellem forskellige opgaver eller holde fokus på en udfordrende opgave. Skemaet skal bruges som en diskussionsguide snarere end en tjekliste.
Træning af barnets kompetencer
Når den voksne har identificeret hvilke situationer, der får barnet til at reagere uhensigtsmæssigt, kan han/hun sammen med barnet træne de færdigheder, barnet mangler for at kunne håndtere de forskellige situationer (Pollastri et al., 2013).
Der er ifølge metodeudvikler Greene typisk tre forskellige måder at løse problemer med børn på. Måderne kaldes i CPS for plan A, B og C (Greene, 2010; Pollastri et al., 2013).
Plan A er, når den voksne løser et problem ved at gennemtrumfe sin egen vilje uden at inddrage barnet. Dette sker fx, når den voksne siger ”nej”, ”du skal”, eller ”du må ikke”. Ifølge Greene vil plan A ofte resultere i flere konflikter, når man har med børn at gøre, som mangler kompetencer til at være fleksible, håndtere frustrationer eller selv løse problemer. Man bør derfor forsøge at undgå denne måde at løse problemerne på (Greene, 2010).
Plan B indebærer at bruge samarbejdsbaseret problemløsning, hvor den voksne og barnet samarbejder om at løse de problemer, der ligger til grund for barnets uhensigtsmæssige adfærd (Greene, 2010). Plan B indebærer tre elementer, der udføres trinvist: Empati, problem og invitation. I første trin afklarer den voksne, hvad der er problemet ved at spørge ind til barnets tanker og bekymringer. Herefter formulerer den voksne sin egen bekymring. Til sidst inviterer den voksne barnet til brainstorm for at finde en løsning, som er rimelig for begge parter. Det er barnet, der lægger ud, og ingen løsninger afvises, men snakkes igennem indtil begge parter synes, løsningen er mulig og rimelig (Greene, 2011). I den samarbejdsbaserede problemløsning lægges der op til, at barnet reflekterer over og italesætter sine problemer og sammen med den voksne tænker sig frem til løsninger (Greene, 2010). Barnet får således trænet vigtige kompetencer så som fleksibilitet, konflikthåndtering og problemløsning gennem det samarbejde, der finder sted (Pollastri et al., 2013). Plan B bør udføres proaktivt, inden konflikten er opstået, hvor barnet er i harmoni og har overskud til at udarbejde en aftale med den voksne. Hvis barnet fx altid nægter at børste tænder, bør man bruge Plan B, før han eller hun igen bliver stillet over for opgaven at børste tænder (Greene 2010; Brink, 2012).
Plan C anvendes, når den voksne vælger at slække på sin forventning til barnet for på den måde at stabilisere situationen og prioritere andre problemer. Dette ses fx, når læreren lader et barn holde længere pause end de øvrige elever. Plan C er en planlagt strategi, som kommunikeres til barnet på forhånd. Den handler om at prioritere forventninger og skal derfor ikke forveksles med, at den voksne giver efter for barnet (Greene, 2010; Pollastri et al., 2013).
Tilegnelse af metoden
CPS kan anvendes i skoler, i dag- og døgntilbud og på psykiatriske afdelinger (Mohr et al., 2009). Metoden er afprøvet som forældretræning i Sverige, hvor forældrene blev undervist i modellen efter Ross Greenes bog (Greene, 2010) i halvanden time om ugen i 6-10 uger (Johnson et al., 2012).
Greene og hans kollegaer i organisationen Lives in the balance tilbyder kurser i brugen af CPS for forældre og fagfolk, som ønsker at benytte den i deres egen omgang med børn samt certifikationskurser for fagfolk, som ønsker at undervise andre i metoden. Kurserne afholdes i USA, Canada, Norge og Sverige (Livesinthebalance.org, 2017a). Derudover kan man få en indføring i metoden ved at læse Greenes praktiske metodebøger Det eksplosive barn (Greene, 2010), Treating Explosive Kids (Greene & Ablon, 2006) og Fortabt i skolen (Greene, 2009).
Kilder
Brink, I. (2012). Samarbejdsbaseret problemløsning – en metode til inklusion af udfordrede børn i skolen. Specialpædagogik 1: 35-39.
Greene, R. (2011). Collaborative Problem Solving Can Transform School Discipline. Phi Delta Kappan, Vol. 93(2): 25-29.
Greene, R. (2010). Det eksplosive barn.. København: Forlaget Pressto.
Greene, R. (2009). Fortabt i skolen. København: Forlaget Pressto
Greene, R. & Ablon, S. (2006). Treating Explosive Kids. New York City: The Guildford Press.
Johnson, M. et al. (2012). Attention-deficit/hyperactivity disorder with oppositional defiant disorder in Swedish children – an open study of collaborative problem solving. Acta Pædiatrica, Vol. 101(6): 624-630.
Livesinthebalance.org (2017a). Lives In the Balance. Lokaliseret d. 27. marts 2017 på http://www.livesinthebalance.org/
Livesinthebalance.org (2017b). ALSUP. Lokaliseret d. 27. marts 2017 på http://www.livesinthebalance.org/paperwork
Mohr, W. K. et al. (2009). Beyond Point and Level Systems: Moving Toward Child-Centered Programming. American Journal of Orthopsychiatry, Vol. 79(1): 8-18.
Pollastri, A. R. et al. (2013). The Collaborative Problem Solving Approach: Outcomes Across Settings. Harvard Review of Psychiatry, Vol. 21(4): 188-199.